Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Spontan abort

Hver femte gravide aborterer spontant

Mellem 15 og 20 % af alle konstaterede graviditeter ender i spontan abort, de fleste inden for de første 12 graviditetsuger. Ofte vil man ikke vide, at man har været gravid og aborteret, fordi aborten forveksles med en almindelig menstruation.

Hvor stor risiko?

Risikoen for spontan abort stiger med alderen. Kvinder under 35 år har ca. 10 % risiko for at abortere spontant. Kvinder mellem 35 og 40 år har ca. 20 % risiko.
Typiske symptomer er blødning og smerter. I blødningen kan ofte ses klumper eller hinderester. I nogle tilfælde har kvinden ikke symptomer, selv om fosteret er gået til grunde.
Hvis man er gravid og bløder, skal man kontakte sin læge. Man kan godt have blødning, uden at der sker fosteret noget.
Nogle spontane aborter behandles med observation, andre medicinsk eller med udskrabning. Det afhænger af, om kvinden selv har udstødt alt. hCG-tallet (graviditetshormonet) kontrolleres med blodprøve.

Hvad kan årsagen være?

Årsagen til spontan abort er oftest kromosomafvigelser eller misdannelser. Man finder oftest ikke årsagen. Det er naturligt, at moderen bebrejder sig selv, at hun har aborteret, men hun kunne formentlig ikke gøre fra eller til. Man ved dog, at rygning og alkoholmisbrug kan medføre spontan abort.
Det er naturligt, at kvinden er bekymret for, om det kan gentage sig ved senere graviditeter, men man er ikke i højere risiko efter en spontan abort. Hvis man har aborteret 2 gange, vil risikoen dog være forhøjet. Hvis en kvinde har haft 3 gentagne spontane aborter, tilbydes hun ofte udredning.
De fleste kvinder vil ofte ønske at blive gravide igen hurtigt. Men bl.a. for at livmoderen kan nå at genopbygge en ny slimhinde bør man vente til efter næste normale menstruation, før man prøver at blive gravid igen.

Missed abortion

Missed abortion (MA) betyder, at fosteret er dødt, men at kroppen ikke selv har udstødt det. Dette konstateres ved ultralydsscanning. For at forebygge underlivsbetændelse vil man ofte behandle medicinsk eller kirurgisk for at få fosteret ud.

Ro og tålmodighed

Man skal tage det roligt i dagene efter spontan abort. Hvis ikke blødningen er aftagende, og/eller hvis der kommer smerter eller feber, skal man kontakte lægen.
Det er naturligt og forståeligt at reagere psykisk efter en spontan abort. Det er vigtigt at dele sin sorg og være tålmodig med sig selv.

Gentagne spontane aborter?

Besøg FUGA (Foreningen Ufrivillige Gentagne Aborter i Danmark), der arbejder for at forbedre vilkårene for kvinder, der er ramt af gentagne ufrivillige aborter.