Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Kirurgisk abort

Kirurgisk abort foregår under indlæggelse

Hvis du er mindst 7 uger henne i graviditeten, kan du få en kirurgisk abort. Denne metode kan benyttes til og med 12. uge.

Forundersøgelse

Man møder efter henvisning fra sin egen læge på hospitalet. Der bliver foretaget en gynækologisk undersøgelse og scanning for at bestemme fosterets alder. Hvis egen læge ikke allerede har gjort det, bliver der undersøgt for klamydia, som skal behandles inden aborten for at undgå underlivsbetændelse. Man skal derefter tale med et personale fra narkoseafdelingen for at aftale hvilken type bedøvelse, der er brug for. Herefter går man hjem.

Selve aborten

Aborten tager 15-20 minutter og foregår i fuld eller lokal bedøvelse. Kvinder, som ikke tidligere har født, får først lagt en stikpille ind i skeden for at blødgøre livmoderhalsen. Med tynde metalpinde udvides livmoderhalsen, og livmoderen tømmes for foster, hinder og moderkage gennem en sugende plastikslange.

Efter kirurgisk abort

Efter indgrebet er der blødning, som aftager i løbet af 1-2 uger. Der er menstruationslignende smerter et par dage, som kan stilles med almindelig håndkøbsmedicin. De fleste kvinder går hjem samme dag, men man må ikke være alene den første nat pga. bedøvelsen. Så længe der er blødning og livmoderen står en smule åben, er der risiko for underlivsbetændelse. Derfor skal man undgå samleje uden kondom, tamponer og svømmehalsbesøg. Kontakt læge, hvis der er kraftige smerter eller blødning, eller hvis der kommer ildelugtende udflåd. Næste menstruation kommer i løbet af 4-6 uger, men kvinden kan godt blive gravid i denne periode.

Alternativ til egen læge

De fleste vælger at gå til egen læge, men man kan også vælge at gå til en anden læge end sin sædvanlige. Det kunne f.eks. være en anden praktiserende læge, en læge ansat på gynækologisk klinik eller på privathospital. Oplysningerne om en foretaget abort sendes kun til egen læge, hvis man har givet sit samtykke til det.

Fysiske følger

Efter kirurgisk abort optræder der komplikationer hos 5 %. De fleste komplikationer skyldes, at aborten ikke har været komplet, dvs. at der er efterladt rester af foster og moderkage i livmoderhulen.