Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
En markering

Vi har modtaget et brev fra en kvinde, der ønsker at dele sin historie sammen med et brev til sit barn.

Markering foran sygehuset

Karin* fik en abort for 20 år siden. Aborten har lige siden været en stor sorg. Men Karin, der i dag er kristen, har også oplevet, at finde tilgivelse og fred.

Karin har valgt at markere 20 årsdagen for aborten ved at lægge en buket blomster og et brev til sit barn foran det sygehus, hvor hendes barn mistede sit liv. “Det er en anerkendelse af, at det var et lille barn. Men samtidig en anerkendelse af, at Jesus også har tilgivet mig”, skriver hun.

Karin ønsker ikke opmærksomhed eller at fornærme nogen. Men hun ønsker, at hendes historie skal få andre til at se Guds kærlige kald til os om at beskytte det liv, Han har skabt.

Mit kære barn!

Jeg så dig aldrig. Men der var én som så dig, som formede dig på underfuld vis. Dine knogler var ikke skjult for Ham, og du blev formet i det skjulte i jordens dyb. Da du kun var et foster, så Hans øjne dig!
Jeg var blind og kunne ikke anerkende dig. Tilgiv mig mit kære lille barn. Jeg har påført mig et sår i mit hjerte, da dit holdt op med at slå.

Sorgen vil følge med mig resten af livet. Men en dag skal vi ses i evigheden hos Jesus, vores forsoner.
Herren, han tog min blindhed væk. Nu kan jeg se dig med mit hjerte og anerkende dig. Jeg elsker dig mit barn. Jeg kan elske, fordi Han har elsket mig først! (1 Johannes 4,19)

*Karin er ikke kvindens rigtige navn, da hun ønsker at være anonym.

Abortmindelunden

Har du også brug for et fysisk sted at lægge en blomst eller at mindes det barn, der ikke er mere? Du er velkommen i Abortmindelunden. Læs mere her: abortmindelunden.dk