Offentliggjorte breve
30. juli 2019
Kære lille væsen. Jeg så dit hjerte banke, jeg kæmpede og kæmpede med at finde glæden frem ved det hele, men det kunne jeg ikke.. jeg savner dig allerede, det er forfærdeligt, at føle sådan her.. jeg elskede dig lige fra de to streger og til, at jeg sagde farvel til dig i fredags.. jeg er ked af mit valg og jeg vil altid tænke på dig… tak for 11 uger med dig, gid at tiden havde været anderledes.
29. juni 2019
Jeg har tænkt på,hvad du var blevet for et menneske. Var du blevet en lille dreng eller pige? Hvordan ville du se ud? Hvordan ville dit liv være blevet? Tankerne om hvordan det ville være at holde dig første gang i mine arme? Din storebror vil have elsket dig det er der ingen tvivl om. Ligesom der heller ingen tvivl er om at du vil være elsket af både din mor, far, bror, bedsteforældre, og en masse andre. Drømmene og glæden blev så hurtigt revet fra mig. Glæden og lykken blev revet itu på et splitsekund. Selvom du ikke nåede at leve i denne verden, håber jeg du er et sted, og at vi ses når jeg ikke selv er her på jorden mere. Jeg nåede aldrig at lærer dig og kende. Men selvom jeg ikke gjorde det føler jeg kærlighed i mit hjerte.
29. april 2019
Kæreste Lumi. Min lille hjertesten. Vores livs lys. I tolv uger lå du og voksede inde i mig, indtil du desværre mistede din hjerterytme og måtte blive tilføjet til statistikken over Missed Abortions. Jeg savner dig så inderligt og jeg elsker dig så højt. Undskyld, jeg ville sådan ønske, at du stadig var her – at jeg formåede at fuldføre opgaven som kvinde og gravid. Min krop svigtede og det var aldrig din skyld.
21. april 2019
Lille væsen, jeg er så ked af at jeg var nødt til at sige farvel allerede. Jeg ville gerne ha lært dig at kende, gerne ha vist dig verden, så gerne ha holdt dig i mine arme og set smilet i dine øjne. Det kunne ikke, men du vil altid være i mit hjerte. Farvel lille skat.
21. februar 2019
Kære lille spunk, der levede 11 uger under mit hjerte. Undskyld, at jeg ikke passede på dig og lod dig leve. Jeg fortryder hver dag, at jeg slog dig ihjel. Undskyld, at jeg valgte mit forhold til din far, frem for dig. Jeg får min straf hver dag og håber, at du kan tilgive mig.
3. februar 2019
Et brev til mit elskede barn. Jeg slog dig ihjel uden omtanke, ren egoisme fyldte mit teenage sind. Idag er jeg voksen og har aldrig fået børn, skylden overvælder men jeg var blind. Du var så lille og uden skyld, nu blot et fortidsminde. Hvem kan tilgive, ikke jeg, du ligger mig altid på sinde. Tilgiv mig mit forkastelige valg, en forbrydelse jeg dagligt mindes. Jeg fortryder og det gør ondt, i min drøm jeg hører din stemme. Jeg drømmer om det vi skulle have gjort, mens jeg prøver at glemme. I mit hjerte blev du jo født, men hørte ej din moders stemme.
10. januar 2019
Kære lille du. Igen sidder jeg med tårerne der løber ned af min kind, selvom det snart er halvandet år siden vi sagde farvel. Jeg savner dig så meget, ord kan ikke beskrive den sorg jeg oplever. Jeg ville give alt for at tage det hele tilbage, opleve dig, se hvilket lille menneske du ville blive. Jeg har så svært ved at tilgive mig og din far for hvad vi gjorde imod dig. Jeg elsker dig så højt, og mit savn er til tider så hård at jeg har svært ved at overskue livet. nogengange føler jeg ikke at jeg fortjener livet. Jeg er så ked af det jeg har gjort. Jeg håber ikke at du hader mig, og jeg håber du kommer tilbage til mig når mig og far en dag er klar til dig. Jeg elsker dig. Undskyld. Din mor.
Du kommer aldrig tilbage, men du er alligevel til.