Kære brevkasse

Mit partner(F31) og jeg (M32) står i en sjælden situation. Min kæreste er blevet gravid, og er nu i uge 28. Siden graviditeten har hun været i tvivl og haft abort i tankerne. Min kæreste har udskudt beslutningen, fordi hun ville være helt sikker. Det skal siges at min partner og jeg snakker sammen om alt mellem himmel og jord (vi har været tæt sammen i 8 år). Vi er nået til et sted i den her situation, hvor vi forstår hinanden, men vi er bare ikke enige i beslutningen. Jeg forstår hvorfra hendes lyst til “ikke at få barnet” kommer fra, og hun forstår hvorfor jeg ønsker barnet.

Hendes tanker har i bund og grund været om hun skal acceptere sætte sin egen lykke på spil for vores forhold og barnets skyld. Men hun er nået frem til, at hun ikke føler sig klar. Hun har på ingen måde lyst til at få barnet skal komme.

Problemet er, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at jeg ønsker at vores datter skal komme til verdenen. Ligeledes er jeg rædselsslagen for konsekvenserne i fremtiden, både for vores forhold, men jeg er også overbevist om at min partner negligerer hvilke psykiske konsekvenser denne abort kan give hende i fremtiden.

Situationen er dog den, at min kæreste “endelig” har truffet en beslutning. Vi er dog nået langt over abortgrænsen i Danmark (min kæreste er pt. i uge 28) og derfor har hun booket tid på en privatklinik i USA, hvor indgrebet er lovligt. Hun har tænkt sig at gennemføre indgrebet.

Efter jeg har læst om proceduren får jeg kvalme, og jeg kan ikke bære at skulle tage med. Heldigvis vil hun have sin søster på sidelinjen derovre. Men burde jeg mande mig op og tage afsted? Jeg er bare bange for at jeg ikke kan få mig selv til at “deltage”…

Jeg ved, at jeg som mand, ikke har nogle rettigheder og egentlig ikke har noget at skulle have sagt om beslutningen. Beslutningen er ene og alene hos min partner. Egentlig ønsker jeg heller ikke den magt, da det ville være forkert overfor min partner, og jeg ved at det kun bliver godt hvis hun selv vælger barnet til.

Mit problem er, at jeg ikke i min vildeste fantasi kan forestille mig hvordan jeg reagerer når jeg får beskeden om at vores datter er død. Jeg har nok et lille håb om, at hun ikke kan gå igennem med aborten, når hun først er derovre –  rationelt set ved jeg nok godt, at hun kommer til at gennemføre aborten.

Mit spørgsmål er nok, hvordan forbereder jeg mig på sådan en smerte? Og hvor stiller det vores forhold? Vi er enige om, at vi gerne vil være her for hinanden. Pt. har hun brug for at jeg er der for hende, men vi forstår også at situationen vender 180 grader, når vi står på den anden side af aborten, da det nok bliver mig som skal samles op.

Vi har nok begge et ønske om, at vi engang i fremtiden kan komme over det som er sket, og at vi måske kan finde hinanden igen. Mit frygt er bare, at jeg for evigt vil huske den her episode, og måske aldrig kan tilgive det?

Hertil er mit andet spørgsmål nok, om det er noget man kan og bør tilgive? Er jeg for egoistisk og bør jeg acceptere at hun ikke er klar og dermed sætte mine egne følelser på sidelinjen? Der er vel en grund til at beslutningen ligger 100% hos kvinden? Er min smerte og sorg vand ved siden af det hun går igennem?

Jeg er i vildrede om hvordan jeg skal tackle situationen og som skrevet før, så er det “en sjælden situation” at det er manden som føler sig presset igennem en abort.

De bedste hilsner S

Kære S.

Tak for dit brev til os. Det er flot at du skriver om dine følelser og tanker om hvor du/I står.
En situation som er rigtig svær at stå i. Ja det er ikke så ofte, man hører mænd stå i den situation, men du er ikke den eneste.

Hvad kan du gøre? Det lyder til at I begge ved hvordan den anden har det. Men det er fortsat vigtigt at I snakker sammen om det. Har du fortalt din kæreste, dine overvejelser omkring at tage med til USA eller ikke. Hvad er hendes ønsker for, om du er med når hun skal have aborten udført. Kender hun dine dybeste tanker om det videre forløb. Hvad dine bekymringer er. Og hvordan du også respekterer hendes valg, og ved at det er hende der skal træffe beslutningen.

Du er i tvivl, om hvordan det stiller jer i jeres forhold. Er det noget man kan og bør tilgive. Samtidig er du meget bevist om, at det er hendes beslutning, og du ønsker heller ikke at presse hende til noget hun ikke vil. Nogle forhold kan ikke holde til et barn, nogle forhold kan ikke holde til en abort.
Formentlig vil i få brug for at tale med en om jeres oplevelse, for begge at kunne komme videre i jeres parforhold. Det kan evt. være en psykolog eller terapeut. Nogle har også glæde af at opsøge en præst.

Du er bange for den sorg, der vil møde dig når du mister jeres datter. Det er vigtigt at du tager denne bekymring og sorg alvorligt. Har du talt med nogen om det. Måske en fortrolig ven, eller en professionel terapeut.
Det kan også være en god ide at skrive nogle tanker ned. Måske et brev til din datter.

Kig evt. på vores hjemmeside: Manden: Jeg ønsker barnet eller i vores brevkasse om andre der har været i en lignende situation.

Du er velkommen til at skrive igen på post@abortlinien.dk eller ringe på Abortlinien 48 39 48 48 og tale med en rådgiver om din situation.

Håber det bedste for dig og din kæreste.

Med venlig hilsen
Marianne Jørgensen, Abortlinieleder