Hej.
Jeg fik foretaget en kirurgisk abort i går, og har siden da bare været ked af det. Da jeg fandt ud af at jeg var gravid i første omgang, var det med blandede følelser. Inderst inde vidste jeg godt at det ikke skulle være nu, da min partner ikke ønsker børn, og da jeg et under uddannelse, og ikke har fast bolig.

Men jeg ved at jeg vil blive en god mor en dag, så det var kun efter at have endevendt alle tanker omkring at få et barn eller ikke, at jeg kunne tage beslutningen. Hele processen har været god, og jeg har både brugt min mor og min partner til at snakke med det om. Min kæreste og jeg er sammen i det her, og han støtter mig hele vejen.

Tankerne om at få et barn alene, og i de hele taget at min mave skulle vokse sig større, skræmte mig, så det var det rigtig valg. Men nu føler jeg ingen lettelse. Jeg er usikker på hvad jeg føler. Jeg får flashback til operationsstuen, hvor jeg fik angst, og jeg føler de har taget noget ud af mig som ikke burde være taget ud. Ikke fordi jeg ville ønske det skulle blive derinde, men fordi det føles forkert at få taget noget ud som ikke vil gøre mig skade.

Jeg føler jeg har gjort noget forkert, og at der er et tomrum nu. Det er meget udefinerbare følelser, for græder næsten hele tiden, men mest lette tårer. Men er ked af det og lettere fortvivlet. Det hele er ret uoverskueligt. Jeg ved ikke om det er fordi mine hormoner spiller mig et puds, eller de er forvirrede, eller om jeg dybt inde er imod abort.

Rationelt er det den rigtige beslutning, men mine følelser er ikke med mig. Det skal siges at jeg aldrig har været gravid før, og at jeg har haft en langvarig depression før, og er sensitiv og har let til tårer. Men som regel ved jeg hvad mine tårer skyldes, eller hvad mine følelser fortæller. Her er jeg bare ret blank.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forsone mig med det faktum at min krop havde noget helt velfungerende ekstra liv indeni sig, og nu har den mistet det. Fordi jeg ikke orkede. Jeg ved at det er forkert at have den store hammer ude, for mig og min krop er sammen i det her, men jeg har svært ved at acceptere mit valg. Tror du det går over, eller tror du jeg lærer at leve med det, eller har jeg valgt forkert, fordi jeg ikke er typen det kan klare at vælge en abort.

Hej
Du har lige fået en abort, og du har det svært. Rationelt tænker du, at abort var den rigtige beslutning. Men du synes, det virker forkert, at et helt velfungerende liv indeni dig, blev taget ud, fordi du ikke orkede. Du har svært ved at acceptere dit valg. Du havde blandede følelser, da du konstaterede din graviditet, vil det sige, at du både var glad og ked af graviditeten? Du skriver, at din kæreste støtter dig hele vejen og også, at tankerne om et barn alene skræmte dig. –Ville din kæreste ikke støtte dig, hvis du havde beholdt barnet? Var du forberedt på, hvad abortbeslutningen kunne betyde for dig?

Du spørger til, om du har valgt forkert eller om din svære situation mon går over. Det du oplever, deler du med mange kvinder, der har fået abort. For nogle er abort en umiddelbar lettelse. For de fleste har aborten er høj pris, enten umiddelbart efter aborten eller senere. Typiske reaktioner er sorg, savn, skyld, tomhed og vrede, hvis man blev presset. Læs evt ‘Efter abort‘ her på siden og læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.

Tag dine tanker og følelser alvorligt. Tal med fortrolige, der lytter til dig og ikke negliserer din oplevelse. Skriv evt noget ned, måske noget til det lille liv. Nogle har gavn af at tale med en psykolog, hvis det er en psykolog, der anerkender abortens pris. Nogle har gavn af at tale med en præst om skyld og tilgivelse. Hvis du har lyst til det, kan Abortlinien henvise til en god præst i nærheden af dig.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske