Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Har skrevet under på abort, men er i tvivl

Spørgsmål:

Hej :)
Jeg er 16 år gammel og bor sammen med min mor. Jeg har en kæreste på 20 år som jeg holder rigtig meget af. Jeg har dog ikke kendt ham særlig lang tid og har kun været sammen med ham i et par måneder. I denne uge fandt jeg ud af at jeg er gravid og jeg har skrevet under på papirene til at få en abort.

Jeg fik at vide at jeg stadig kunne nå at fortryde. Min mor mener, at det er helt op til mig, fordi det jo er min krop. Jeg er glad for at jeg har et valg, men på en måde ville det være lettere hvis der var en anden der tog beslutningen for mig.

Min kæreste synes jeg skal have en abort

Min kæreste tog det rigtig fint, men jeg kunne da godt mærke at han blev ret bange. Han synes at jeg skal have en abort. Han mener ikke at han er klar til noget med et lille barn hvilket jeg jo sagtens kan forstå og også kan se at han ikke er. Det tror jeg heller ikke, at jeg er selv. Alt hvad jeg kan tænke på peger mod at jeg skal have den abort, men jeg er af en eller anden grund stadig i tvivl. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor.

Måske er jeg bange for hvad der kan ske efter. Jeg har på et eller andet tidspunkt hørt noget om at man efter en abort aldrig kan blive gravid igen. Kan det passe? Jeg er også nervøs for, hvordan jeg selv reagerer efter aborten. Jeg har lige igennem de sidste par år haft en depression, og er lige begyndt at få det bedre. Får folk det normalt dårligt efter en abort?

Svar:

Hej
Du er ung og gravid. Du har skrevet under på abort, men er i tvivl. Og heldigvis har din læge sagt, at du kan nå at fortryde, for ja, selvfølgelig kan du det. For det er dig, der er gravid, det er dit valg og dig, der skal leve med det. Din mor lægger ikke pres på dig, og måske heller ikke din kæreste, selvom han synes, I er for unge til at blive forældre. Du synes, alt hvad du kan tænke, peger på abort, men alligevel er du i tvivl.

Hvad tænker du om abort? Hvad tror du, der gør dig i tvivl? Man kan godt blive gravid efter abort, nogle få får svær underlivsbetændelse efter abort og nogle få bliver herefter sterile. Du er nervøs for psykiske reaktioner efter abort, og ja, det er almindeligt at kvinder får det psykisk svært efter abort i kortere eller længere tid og af forskellig sværhedsgrad.

Hvordan vil det være, at beholde barnet?

Hvis du beholder barnet, hvordan ville det så være? Kunne du blive boende sammen med din mor? Ville din kæreste støtte dig? Har du erfaring med små børn? Nogle piger på din alder bliver mødre, det er en stor opgave, men det kan lade sig gøre! Læs her om at være ung og gravid.
Vær helt sikker på, hvad du vil, før du vælger abort.

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske