Ung og gravid

Der er hjælp at få til dig, der er ung, gravid og helt alene.

Er jeg gravid?

Er jeg gravid? Det spørgsmål kan du hurtigt og nemt få svar på. Du finder ud af om du er gravid ved at tage en graviditetstest. Den kan købes i mange supermarkeder, på nettet og på alle apoteker. Testen udføres på urin og den er nem at bruge. Der er forskellige metoder at vælge imellem, men princippet er det samme. Prisen er 50-60 kr. Følg brugsanvisningen og bliv evt. undersøgt af din læge.


Graviditetshormon
Det tidlige fosteranlæg producerer allerede fra befrugtningen et hormon (hCG), som udskilles i moderens urin i små mængder. Det er dette hormon testen registrerer. Testen er meget sikker, hvis man tager den på det tidspunkt, hvor man normalt ville have forventet menstruationen. Venter man et par uger mere, kan man være endnu mere sikker.

Forkert resultat
I ganske få tilfælde giver testen et forkert resultat. Der kan ske to ting:

Du er ikke gravid, selv om testen viser det. Det kan skyldes, at du har været gravid, men har aborteret uden at vide det.

Du er gravid, selv om testen ikke er positiv. Det kan skyldes, at du har taget testen for tidligt, har uregelmæssige menstruationer eller har brugt for lidt urin.

Følg brugsanvisningen og bliv evt. undersøgt af din læge.

Hvilken økonomisk hjælp kan jeg få?

Når man bliver gravid uden det var planlagt, vil det ofte sætte en masse bekymrede tanker i gang.
Hvordan skal jeg klare det? Hvad siger min kæreste/mand eller mine forældre? Hvad med min fremtid? Hvordan vil jeg magte opgaven som mor?

Man kan også blive bekymret omkring det økonomiske. Hvordan skal jeg klare det? Hvad med bolig eller bil? Hvad med min fremtid? Hvordan skal det hele hænge sammen? Det kan være svært at overskue – især hvis man er alene.

Det er vigtigt at kunne dele det med nogle. Det kan være din familie eller venner. Måske har du kontakt til en socialrådgiver ved kommunen eller jobcenter, som kan svare på nogle økonomiske spørgsmål. Du er også velkommen til at ringe til Abortlinien og drøfte din situation med en rådgiver.

Der er mange muligheder for hjælp

Det er helt naturligt at blive usikker og urolig for, om man kan klare det. Mange spørgsmål kan dog falde på plads, når der kommer lidt mere ro på, og det er vigtigt ikke at træffe overilede beslutninger. Hvis du beslutter dig for at føde dit barn, er der mange muligheder for at få hjælp og støtte både økonomisk og praktisk.

Kontanthjælp

Hvis du ikke har arbejde eller har andre muligheder for at forsørge dig selv og dit barn, kan du søge om kontanthjælp.

Under uddannelse

Hvis du er under uddannelse, gælder der andre regler, der kan hjælpe dig i din situation.

Under 18 år

Hvis du er under 18 år og gravid, er det ekstra vigtigt, at du får hjælp til at overskue, hvad du skal gøre.

Botilbud for unge enlige mødre

Er du ung og enlig mor (eller far)? Er du i gang med en uddannelse, men har svært ved at overskue det alene? Har du brug for støtte til at gennemføre en uddannelse, samtidig med du tager dig af et lille barn? Her er en mulighed for dig: Botilbud for enlige forsørgere!

Kollegiet er for unge mødre med behov for støtte og vejledning i hverdagen som studerende og som mor. Læs mere her: Ryhave Kollegiet.  Kollegiet drives af Aarhus Kommune.

Skovpark Kollegiet er et tilbud til dig, der er gravid eller enlig ung mor op til 28 år. Du skal være i gang med en uddannelse eller have et ønske om at komme i gang.
Kollegiet drives af Aalborg kommune. Læs mere her: Skovpark Kollegiet, eller søg på Aalborg Kommune.

Forældrefonden kan rådgive og hjælpe dig, der er alene med et barn, med at finde bolig eller med andre praktiske ting. Forældrefonden driver bl.a. Forældrekollegier i København.
Se mere på: Foraelderfonden.dk

Du har ret til en støttesamtale​

Alle kvinder har ret til en støttesamtale ved egen læge før og efter en evt. abort.

Især kvinder, som var i tvivl før aborten, kan bagefter få psykiske problemer. Derfor er det vigtigt, at man ikke før en abort lader sig gribe af panik, men bruger tilstrækkelig tid til at overveje sin beslutning grundigt.

Hvis du har det svært efter en abort foretaget efter 18. uge, har du mulighed for at blive henvist af din egen læge til en psykolog og få Sygesikringens hjælp til regningen.

Du kan også modtage en støttesamtale på Abortlinien eller i nogle af de andre private rådgivningstilbud, der findes.

Bortadoption

Muligheden for et godt liv.

Det er en stor beslutning at vælge bortadoption for sit barn. Men tanken om, at man gør dette for barnet skyld for at give det et godt liv, kan gøre dette til den gode løsning i den vanskelige situation.

Mere viden til dig

Her kan du finde mere viden, som kan være nyttig for dig. Mange ønsker at vide, hvordan fosteret udvikler sig under en graviditet, og hvilke muligheder der findes for prævention for at forebygge en ny graviditet.

Fosterets udvikling

Fosterets udvikling fra befrugtet æg til en fuldbåren baby er intet mindre end et mirakel – hver gang!

Prævention

Det er vigtigt at bruge prævention, hvis du ikke ønsker at blive gravid.

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

21 år og meget i tvivl
7. april 2026

Spørgsmål

Hej Jeg er 21 år og er blevet gravid, og jeg er virkelig i tvivl om hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig helt ærligt meget rundt på gulvet i det hele. Det svinger hele tiden, nogle gange kan jeg mærke, at jeg godt kunne beholde, og andre gange føles det helt forkert igen. Det er som om jeg ikke kan finde en ro i nogen af valgene. Jeg har altid ønsket mig at blive mor, og også gerne forholdsvis ung. Så det er ikke fordi tanken om et barn er forkert. Men det føles bare ikke som det rigtige tidspunkt, og ikke i den her situation. Det er som om det er det rigtige ønske, men på det forkerte tidspunkt. Jeg er næsten færdig med min uddannelse, har fast job, bor ude og har egentlig en stabil økonomi, så på papiret har jeg styr på mange ting. Men indeni føles det hele stadig meget uoverskueligt, fordi jeg slet ikke havde planlagt det her nu. Jeg havde forestillet mig, at jeg lige skulle færdiggøre min uddannelse og måske have lidt mere styr på mit liv først. Noget af det, der fylder allermest, er faren til barnet. Vi har kun set hinanden i omkring 5 måneder, og jeg ved ærligt talt ikke, om jeg kan se en fremtid med ham. Jeg føler ikke, vi har kendt hinanden længe nok til at tage sådan en stor beslutning sammen, og det gør mig utryg. Han er til gengæld slet ikke i tvivl. Han vil gerne have barnet, og jeg kan se, hvor ked af det det gør ham, når jeg nævner abort. Det påvirker mig virkelig meget, og jeg er bange for, at jeg kommer til at træffe mit valg ud fra hans følelser i stedet for mine egne. Samtidig ved jeg også, at det er mig, der skal bære barnet, og mig der skal leve med konsekvenserne i hverdagen. Og det gør det endnu sværere, fordi jeg føler et stort ansvar for at vælge rigtigt. Jeg kan mærke, at jeg er splittet mellem mit hjerte og min fornuft. Der er en del af mig, der virkelig gerne vil have det her barn, men der er også en del af mig, der bliver bange for alt det, der følger med. Jeg er bange for at vælge forkert. Bange for at fortryde, uanset hvad jeg vælger. Hilsen Den meget fortvivlede pige

Svar

Hej Ja, det lyder svært for dig. Du har tidligere gjort dig overvejelser om at blive mor, og gerne ung mor. Faderen er du ikke sikker på, du har en fremtid med; er det tanker du har fået efter du fandt ud af graviditeten eller tidligere? Hvad tænker du om abort? Du er bange for at fortryde en abort, hvordan tror du, det vil være for dig? Som mange andre gravide i tvivl, oplever du dig splittet mellem hjerte og fornuft. Overvej, om hjertet (beholde barn) kan tale fornuft, lige såvel som "hjernen (abort)"? Du er også bange for at fortryde en beslutning om at beholde barnet. Du skriver om timing bl.a ift. uddannelse, men mest er du usikker ift. faderen. Havde I talt om, at du kunne blive gravid? Hvis du vælger abort, fortryder du måske. Og måske koster det forholdet, fordi beslutningen er din og ikke hans. Hvis du vælger barn, fortryder du måske, nok særligt, hvis forholdet ikke holder. Hvis du vælger at beholde barnet, og forholdet ikke holder, hvem kan da hjælpe dig? Hvordan ser dit netværk ud? Hvordan kan dine værdier hjælpe dig med at træffe det valg, du gerne vil leve med? Hvem kan du tale med?   Jeg vil opfordre dig til at tage dig tid til at finde ud af, hvad du vil. Mange får en abort, uden at være sikker på den beslutning. Men abort spoler ikke tiden tilbage til før graviditeten, og mange fortryder.   Læs evt. om abort her https://abortlinien.dk/abort/ Du kan også læse personlige beretninger, bl.a. fra unge https://abortlinien.dk/historie/   I brevkassen kan du læse om andres erfaringer. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk , og du kan ringe til Abortlinien 48394848   Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Gravid og i tvivl
4. februar 2026

Spørgsmål:

Hej. Jeg er 24 år og er blevet uventet gravid og er nu i uge 11+4 Jeg står i en situation hvor jeg er ekstremt i tvivl om hvorvidt jeg vil beholde barnet eller ej. Jeg har egentlig en meget støttende familie, men faren ønsker helst en abort da han ikke føler sig klar. Han prøver dog stadig at være støttende uanset min beslutning. Jeg har lige nu ikke noget arbejde, har en længere fortid med depression og stress og bor sammen med en veninde. Vi flyttede sammen for et halvandet års tid siden. Jeg har i forvejen en kat på 3 år og en hund på 8 år, som jeg har haft siden de begge var små, og har taget fuldt ansvar for. Jeg har i mit tidligere forhold fået en abort af eget valg, men det tog hårdere på mig end jeg havde regnet med. Denne gang er jeg næsten ikke i tvivl om at det vil tage meget hårdt på mig og føre mig ned i en depression igen. Jeg frygter at ikke kunne tage ansvar for mig selv eller mine dyr længere hvis jeg vælger en abort. Jeg ved det vil være psykisk hårdt for mig. Samtidig er jeg også ekstremt bange for at være mor. Jeg er bange for at miste mit liv, min ungdom og at det vil være for hårdt for mig at have et barn. Jeg frygter både graviditet, at føde og at have et barn. Jeg føler mig så psykisk presset at jeg ikke kan træffe en beslutning. Jeg er blevet ekstremt deprimeret fordi jeg netop står i denne situation og ikke kan træffe en beslutning…

Svar:

Hej Det lyder meget svært for dig; du frygter graviditet, fødsel og at blive mor, og du er ikke i tvivl om, at en abort vil føre dig ned i en depression igen. Hvor længe har du vidst, at du er gravid? Hvad betyder faderens holdning for dig? Hvad siger din støttende familie? Hvem kan hjælpe dig, hvis du beholder barnet? Ift. at frygte graviditet og fødsel kan samtaler med en jordemoder nok hjælpe dig. Og en graviditet er lang, du kan bruge tiden på at forberede dig på at blive mor. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk, og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Abort uden forældes samtykke
27. oktober 2025

Spørgsmål:

Jeg 15 år gammel og bange for jeg gravid, og ved ikke hvad jeg skal gøre. Er bange for min forældre finder ud af det, og vil ha taget en abort uden deres samtykke kan i hjælpe med det?

Svar:

Hej Jeg vil opfordre dig til at tage en graviditetstest, så du finder ud af, om du er gravid. Du kan købe test mange steder, fx. i supermarked og på apotek. Du kan læse om abort på Abortliniens hjemmeside. Hvis du er gravid og ønsker abort, skal du kontakte din læge. Jeg vil opfordre dig til at tale med din læge om prævention. Hvad er mon årsagen til, at dine forældre ikke må vide besked? Ved de ikke, at du har sex? Er der andre voksne, du kan tale med? Er du kæreste med faderen? Hvis du er gravid, er du velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Brug for nogle at dele dine tanker med?

Ønsker du at være anonym, kan du skrive til brevkassen. Du får svar på hjemmesiden inden for en uge. Ønsker du en mere personlig kontakt med en af vore rådgivere, kan du ringe eller sende en email. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Ring mellem 19.00 – 22.00 (lukket fredag og lørdag)

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne