Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Min kæreste vil have, at jeg får en abort.

Spørgsmål:

Kære brevkasse . Jeg er blevet uplanlagt gravid , min kæreste ønsker ikke flere børn. Jeg har to børn fra tidligere, han har en.

Jeg har taget mini piller. Alligevel er jeg blevet gravid. Jeg har før fået en abort (med mine børns far),. Det var hårdt, og min daværende kæreste pressede mig til det. Jeg fik efterfølgende en voldsom depression som varede et år. Jeg kom mig aldrig over aborten, selvom jeg ikke ønskede at bebrejde nogen, følte jeg at det var min daværende kærestes valg. Det ødelagde vores forholdt og endte nogle år efter aborten.

Derfor er det så hårdt at stå i en situation, der minder om fortiden, dog med en ny partner, som jeg i øvrigt elsker meget højt. Jeg føler dog, at det er hans mening der kommer til at betyde, hvad der skal ske.

Jeg føler jeg er ved at gå i tusinde stykker, jeg ønsker ikke at tvinge ham til at blive far igen , men jeg tror ikke jeg kan leve med endnu en abort. I forvejen har vi ikke meget sex. Min kæreste oplevede et kæmpe svigt, fra den pige han fik sit barn med, derfor er fysisk kontakt svært for ham.

Udover det tab, og den sorg der ville være forbundet med aborten, vil det også bekymre mig, hvordan det fysiske ville være imellem os. Jeg er så ked af det. Aner ikke hvad jeg skal gøre.

Svar:

Hej
Det er let at forstå dit dilemma, og at du er ked af det. Og ja, din situation minder om det, du tidligere har oplevet. Din kæreste ønsker ikke flere børn, men nu er Jeres lille barn på vej.

Selvom han ikke ønsker flere børn, er det så det samme, som at han ønsker, du skal have en abort igen? Ved han, hvor høj en pris, du betalte for sidste abort? Ved han, hvilke følger aborten kan få for dig og Jeres forhold?

Faktisk er det jo en urimelig situation, at du skal opleve at tvinge ham til at blive far, hvis du vælger at passe på det lille liv, I sammen er ansvarlige for tilblivelsen af. Du føler, det er hans mening, der kommer til at betyde, hvad der skal ske. Hvordan kan det være? Tvinger han dig til at vælge abort? Truer han med at gå, hvis du beholder barnet? Tænker du, at du svigter ham, hvis du ikke føjer ham?

Mht det fysiske imellem Jer, kunne I nok få hjælp til det ved at tale med en psykolog, om det han har oplevet i sit tidligere forhold. Måske psykologsamtaler også kunne hjælpe Jer, hvis I vil forberede Jer til at tage imod barnet.

Hvis du vælger at beholde barnet, lytter du til dig selv og passer på dig selv. Måske går din kæreste fra dig, måske finder I sammen ud af at tage imod Jeres barn. Hvordan vil det være for dig at være alene med barnet? Hvordan ser dit netværk ud?

Hvis du vælger abort, risikerer du igen at skulle betale en høj pris. Måske holder Jeres forhold, måske ikke.

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser.

Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Relateret læsning: Gravid, men min kæreste ønsker ikke barnet