Spørgsmål:
Hej abortlinjen!
Jeg fandt ud af igår at jeg er blevet gravid. Jeg er 20 år og min kæreste bliver 28 snart. Vi har været kærester i 2 år og bor sammen i faste rammer. Han har et fast arbejde og jeg startede på optikeruddanelsen for en uge siden.
Jeg skriver fordi jeg er meget i tvivl om jeg skal få en abort eller ej. Jeg er ikke i tvivl om at både min familie og især min kærestes familie vil støtte mig hvis jeg vælger barnet. Jeg ved bare ikke om jeg er klar til at sige farvel til at være ung? Farvel til at tage i byen osv. De næste 3,5 år som uddannelsen tager, var meningen skulle være min tid til at løbe Horne af. Vi havde planlagt at hvis alt gik som det skulle, ville vi gerne få barn om 4 år.
Bryder mig ikke om abort
Nu står jeg så i en situation hvor jeg personligt synes man må tage ansvar for sine handlinger og vælge livet. Hvor min kæreste helst vil vente til vi har mere økonomisk styr på vores liv. Jeg har ikke lyst til at droppe drømmestudiet men jeg bryder mig ikke om at få en abort “fordi det ikke lige passede” vi havde endda snakket om at planlægge graviditeten under uddannelsen. Så om få år ville vi i teorien selv vælge et ønske barn. Min kæreste kan ikke forstå jeg er så ked af det, fordi han ikke ser en abort som noget stort.. Jeg synes derimod at det er et kæmpe valg..
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre..
Kender i metoder til at hjælpe mig til at tage et valg?
Mvh.
Svar:
Hej
Du er uventet gravid, og selvom du havde foretrukket at vente med at blive mor, synes du, man skal tage ansvar for sine handlinger og vælge livet. Du ved, at din og din kærestes familie vil støtte dig. Men din kæreste foretrækker abort, han kan ikke forstå, at bare tanken gør dig ked af det. Din kæreste reagerer som mange fyre, når en uventet graviditet konstateres. Det er måske en slags chok for ham, og I har også kun lige fundet ud af, at du er gravid. Han tænker ikke abort er noget “stort”. Måske kan du vise Abortliniens hjemmeside om fosterudvikling, abort og konsekvenser af abort. Som I også kan læse i brevkassen, har mange kvinder det psykisk svært efter abort.
Abort er et kæmpe valg
For abort er et kæmpe valg, som du skriver, det handler om et ufødt barns liv. Du er allerede nu ked af det, hvordan tror du, du vil have det efter en abort? Din reaktion med at være ked af det, er fuldt ud forståelig og normal. Du er jo allerede mor og og ved at danne relation til dit barn. Overvej begge nøje, om I vil udsætte dig for risiko for at få det psykisk svært, hvis du får abort. Abort har også ofte konsekvenser for parforholdet. Nogle par kan ikke holde til at få et barn, mange forhold kan ikke holde til en abort, særligt hvis parret ikke var enige. Bla fordi han ikke kan forstå, at hun bliver ved med at være så ked af det i så lang tid, og fordi hun oplever stor vrede iverfor ham, der pressede hende til et så afgørende valg. du er i tvivl, om det er for tidligt at blive mor. Men I har haft sex og har vidst, at sandsynligheden for graviditet var tilstede.
Livet bliver anderledes, men det går ikke i stå
Ja, livet bliver anderledes med et lille barn, men livet går ikke i stå. Læs Ung og gravid her på siden. Hvorfor skulle du droppe din uddannelse? Andre end dig har fået barn under uddannelsen. Når først barnet er født, og sikkert længe inden, vil du og din kæreste nok have svært ved at forstå, at I overvejede abort blot fordi barnet kom før planlagt tid. Mange fortryder deres abort og betaler en høj pris for det, sjældent hører man om nogle, der har fortrudt, at de gav deres barn livet. Du har ikke travlt, tag dig/Jer tid til at lade nyheden fælde sig og tal om Jeres muligheder. En abort kan ikke gøres om.
Du og din kæreste er velkomne til at skrive igen til post@abortlinien.dk og ringe til Abortlinien 48394848.
Håber det bedste for Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske