Spørgsmål:
Jeg er lykkelig gift og har to børn på hhv 7 og 8 år. Nu er jeg gravid med barn nr 3 og er ca 8 uger henne.
Da jeg fandt ud af at jeg ventede mig blev jeg lidt i tvivl om vi skulle beholde barnet, min mand synes vi havde de dejligste børn der findes og synes måske det var nok i vores familie, og jeg kunne godt forstå hans mening, jeg havde det bare sådan at jeg ikke kunne få en abort.
Er det rigtigt af os at få barnet?
Efter vi snakkede om fordele og ulemper synes min mand at vi skal have barnet han kunne heller ikke klare, at vi skulle have det fjernet.
Jeg er en pige som tænker meget over tingene, og nu går jeg og ‘plager’ mig selv med tanker om det nu også et det rigtige vi gør, ja det lyder sikkert som noget vrøvl og jeg forstår heller ik at jeg igen kan gå med tanken om vi skal have barnet eller ej! Jeg kan tænke om det vil blive dejligt for vores to store børn som er utrolig tætte at få en lillebror eller lillesøster, tænk hvis barnet fejler noget, og hvem vil passe tre børn osv osv er jeg fuldstændig unormal ?! Mine tanker flyver rundt.
Scanningen må afgøre det
Når jeg mærker efter lige nu er jeg både til abort og til at beholde barnet. Jeg tænker at hvis de kan se til skanning om 4 uger at barnet fejler noget så er jeg slet ik i tvivl om at det skal fjernes. Jeg ved ikke om der kan svares på min lille historie jeg kan bare blive bekymret for at jeg skal have alle de tanker om skal skal ikke !!
Mvh en mor som elsker sine børn højere end noget andet
Svar:
Hej. Du er uventet gravid, og både du og din mand kunne ikke klare tanken om at få barnet fjernet. Men efter jeres beslutning om at beholde barnet, er du blevet i tvivl, om det er det rigtige. Og hvad er det rigtige? Ligenu er du helt i tvivl. Tror du, du efter en abort ville synes, at det var det rigtige? Tror du, at du efter en fødsel ville tænke, at det var det rigtige?
Bekymringer er naturlige
Ja, du er bekymret og det kender de fleste gravide til. Samtidig er du påvirket af graviditetshormoner. Hvordan havde du det under dine første graviditeter? Du og din mand har de dejligste børn, som du elsker højere end noget andet og du forestiller dig, at det kunne blive dejligt for dem med en nr. 3. Planlagt eller ej, så er nr. 3 på vej og er Jeres barn lige såvel som de to første, og mon ikke I vil synes, at ham/hende er ligeså dejlig som de andre?
Hvad har ændret dit syn på abort?
Tidligere har du tænkt, at du ikke kunne få en abort. Nu er det blevet en mulighed. Hvad har ændret sig i dit syn på abort? Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk eller ringe til Abortlinien 48393939
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Læs også: Hvad skal jeg vælge?