Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Gravid, men har fået kolde fødder!

Spørgsmål:

Hej – Jeg er nu efter 1 måneds forsøg blevet gravid. Jeg er kun i 5. uge, og har kendt til graviditeten i 5 dage. Til en start var jeg faktisk glad, men de sidste par dage har jeg følt mig totalt forvirret og ulykkelig og tuder hele tiden. Min baggrund for graviditeten er, at det er mit barn nr. 2. Jeg har en datter på 4 år som jeg har med min eksmand. Da jeg var gravid med hende var jeg igennem en stor følelsesrutsjebanetur med vilde vredesudbrud, aggression og depression stort set hele graviditeten igennem. Jeg ønskede dengang inderligt at jeg kunne fortryde graviditeten, men det var for sent. Det har intet med det fysiske at gøre. Jeg holdt mig slank hele vejen igennem og dyrkede sport til det sidste. Det hele ligger i det mentale. Generelt er jeg meget flyvsk også når jeg ikke er gravid, og jeg skifter mening om tingene konstant og har et heftigt temperament. Og jeg har en tendens til at flygte fra tingene når det bliver for svært at se sig ud af.

Ville ikke have flere børn

I de første 2-3 år af min af min datters liv svor jeg at jeg ALDRIG ville have flere børn, da jeg har følt det som en belastning og en frarøvelse af min frihed Og jeg synes det var sindsygt hårdt at blive mor. Det skal så også siges at jeg fik min datter i en forholdsvis tidlig alder af 22. Og dengang følte jeg slet ikke at jeg var færdig med at være ung. Det er ikke længere det der er problemet. I dag er 28 år og har det rigtig godt med familielivet og har ikke brug for det “unge” liv.. Og jeg føler egentlig at vi har det rigtig godt som vi har det. Min datter er endelig nået en alder hvor hun er nem og dejlig at være sammen med og vi kan bare nyde livet sammen.

Jeg orker det ikke – hader at være gravid

Det der bekymrer mig med graviditeten og det at skulle have et barn til, er altså at jeg simpelthen ikke orker det. Jeg hader at være gravid. Det er en spændetrøje for mig og jeg føler slet intet godt ved det. Jeg er bare deprimeret konstant og jeg gør det i bund og grund nok mest fordi jeg ved at min kæreste ønsker sig det. Min næste bekymring er babys første leve år. Sidst var det helt forfærdeligt og jeg hadede at gå hjemme på barsel. Jeg kunne ikke se ud over mine egne behov for nattesøvn og bebrejdede min mand, at han havde frataget mig livet og freden uden børn. . Jeg er en person der har brug for kontrol og orden i alt. Og når jeg ikke får min søvn kan jeg slet ikke kontrollere mine følelser og temperament, så det er jeg selvfølgelig bange for sker igen med barn nr. 2. Samtidig er jeg bange for at jeg ikke kan holde vægten nede denne gang, for det var også rigtig hårdt sidst hvor jeg kun tog 8 kg på (og var i forvejen undervægtig iflg. BMI på 18-19)

Min kæreste vil gerne have et barn

Min nuværende kæreste har jeg kendt i 11 måneder og han har hele tiden sagt at han vil have et barn som er hans eget og han er lykkelig op til skyerne over graviditeten og har lovet at tage alle nattetjanserne og også det meste af barslen. Men er jeg virkelig “egnet” til at skal være mor for 2. gang? Er det 3 års baby-helvede værd? Og går vi mon fra hinanden pga. at det hele bliver så hårdt og jeg måske ikke kan bidrage nok om natten? Og jeg tror ikke at han kan sætte sig ind i hvad det kræver det første år. En anden tanke jeg har fået er om vi mon er rigtige for hinanden. Er det virkelig ham jeg vil være sammen med resten af livet. Det er meget vigtigt for mig at jeg ikke får endnu et brudt forhold og står tilbage med 2 børn med 2 forskellige mænd. Det ville være helt forfærdeligt. Det er måske i virkeligheden det jeg panikker mest over.

Vil jeg fortryde aborten bagefter?

Og det er også derfor jeg tænker, at hvis vi nu bare havde været sammen noget længere var det mere sikkert. Men ligefrem at tage et barns liv af så egoistiske årsager, og fortryder jeg det mon bagefter og får det endnu værre med mig selv? Jeg er også død angst over at skulle få en abort. Jeg kunne blive ved i evigheder. Men nu slutter jeg. Håber du/I kan hjælpe mig til at blive afklaret om det ene eller andet.

Svar:

Hej. Ja, du er meget uafklaret. Du har forsøgt at blive gravid og det lykkedes for dig med det samme. Nu er du i tvivl. Du havde det svært under din første graviditet og de første år af din datters liv og du kan næsten ikke overskue at skulle igennem det igen. Hvad har ændret sig siden du planlagde graviditeten? Kunne det tænkes, at denne graviditet bliver anderledes? Du er blevet ældre og du nyder nu familielivet og har ikke brug for det unge liv.

Kunne noget gøres anderledes denne gang?

Måske kan du planlægge at gøre noget anderledes, nu du har erfaringen fra sidst. Evt sammen med din læge og jordemoder. Måske kan du også få et mere realistisk forhold til, hvordan en gravid krop skal se ud. Måske var det mest din kæreste, der ønskede et barn, men du indvilligede og han har lovet at tage sin del af arbejdet med barnet. Udsigten til at Jeres forhold går i stykker er selvfølgelig skræmmende, men I kunne jo bruge ventetiden til at forberede Jer på et endnu bedre forhold, fx tage et PREP-kursus.

Hvad kan hjælpe dig til at overskue barnet?

Hvis du vælger abort, tænker du, at du tager et barns liv af egoistiske årsager og måske fortryder det og får det endnu værre psykisk. Ja, den mulighed er tilstede. Overvej, hvad der kunne hjælpe dig til at overskue at beholde barnet? Overvej, hvad der gjorde dig glad, da du opdagede graviditeten? Hvad vil du helst leve med: Abort eller barn? Hvilke værdier er vigtige for dig i livet og hvordan har disse indflydelse på dit valg? Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. Og prøv at tage det med ro. Du har lige fundet ud af, at du er gravid, det gik stærkt for dig at blive gravid. Det er forståeligt, at du har brug for at forholde dig til graviditeten, samtidig med at graviditetshormonerne pumper rundt og gør dig grådlabil og forvirret.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk eller ringe til Abortlinien 48394848.
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske