Vrede og sorg efter abort

7. oktober 2025
Hej Abortlinien,
Jeg skriver til jer, da jeg håber på noget støtte – og evt en kommentar, der vil gøre det lettere for mig at komme videre. For 1,5 år siden fik jeg en medicinsk abort. Jeg var (og er) i et forhold med en fantastisk kæreste, men på daværende tidspunkt havde vi ikke kendt hinanden længere end et år.
Det var ikke planlagt og da vi fandt ud af det, panikkede min kæreste. Han argumenterede meget højlydt og hurtigt for, hvorfor det ville være det mest uansvarlige at få dette barn.

Jeg kan mærke jeg stadig bebrejder ham

Han har senere erkendt, at reaktionen ikke var passende, men jeg kan mærke, jeg stadig bebrejder ham. Selvom han fortæller mig, hvor højt han elsker mig osv. og at han vil være sammen med mig for altid, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på situationen og føle mig fravalgt. Siden aborten har vores sexliv bare ikke været det samme. Og jeg er sikker på, det har noget at gøre med den følelse, som stadig fylder min krop.
Jeg har snakket med en psykolog, men oplevede ikke at blive anerkendt for min følelse i og med, det er så lang tid siden. Det går meget op og ned, og i perioder fylder det (for mit vedkommende) rigtig meget i vores forhold og præger kommunikationen meget negativt idet min vrede og sorg kan komme til udtryk på tilfældige tidspunkter…
Jeg er virkelig træt af situationen, og må indrømme, det har været så hårdt for mig, at jeg ikke er helt sikker på, jeg kan tilgive ham for hans reaktion dengang. Samtidig ved jeg godt, at gør jeg ikke det, ender vi med at gå fra hinanden..
Please hjælp.
Hej. Du blev gravid, din kæreste pressede meget på i fht abort, du ønskede også selv abort, men nu (og måske også dengang) er du skuffet over, at han ikke var villig til at bakke dig op, hvis du ville have beholdt jeres barn. Din reaktion er helt forståelig. Som gravid har man brug for støtte og bekræftelse af sig selv og det lille nye liv, man bærer på. Din kæreste ville ikke være ansvarlig overfor dig og det lille nye liv og tage sit medansvar, istedet får han det til at lyde uansvarligt at passe på det lille ufødte barn.

Abort kan give problemer i parforholdet

Det er ikke ualmindeligt, at en abort efterfølgende giver problemer i parforholdet. Det er heller ikke ualmindeligt, at man oplever et problematisk sexliv efter en abort. –Selvfølgelig ikke, sex og graviditet er nært forbundet.
Det er ærgerligt med din psykologkontakt, men der er desværre mange psykologer, der ikke anerkender abortens høje pris for mange kvinder. Måske har de selv noget i klemme i fht en abort.
Hvordan har du det med aborten?
Læs evt i Abortliniens brevkasse om andres erfaringer med abort.
Du er velkommen til at skrive tilbage til post@abortlinien.dk
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Graviditet efter abort
10. november 2025

Spørgsmål:

Hej. Jeg fik en kirurgisk abort for 3,5 uge siden, da graviditeten var gået til. Er det muligt at få ægløsning inden hcg er helt ude af kroppen? Altså er det muligt at blive gravid igen inden hcg er helt ude af kroppen?

Svar:

Hej Det er trist, at graviditeten gik til. Jeg vil opfordre dig til at kontakte din læge med dit spørgsmål. Typisk kommer ægløsning 2-4 uger efter aborten. Håber du snart bliver gravid igen og at alt forløber uden komplikationer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Følelser efter abort
6. november 2025

Spørgsmål:

Jeg ønsker at komme ud med mine følelser efter abort

Svar:

Hej Det lyder til, at du har fået det svært efter abort. Det oplever mange kvinder. Læs evt. i brevkassen om andres erfaringer med abort og læs: Efter Abort Og skriv gerne igen til post@abortlinien.dk og få mere hjælp. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Vrede efter frivillig abort
30. juli 2025

Spørgsmål:

Hej Brevkasse Er det normalt at opleve en form for total vrede på en selv og den partner som har været indblandet i. Det var en fælles beslutning vi to da timingen ikke var den rigtige for nogle af os, men han er begyndt og se med en ny pige og de har snakkede om børn ude i fremtiden jeg ved bare ikke hvordan min krop vil reagere på at se "faren" til mit "barn" skulle være far til et levende barn. Ved godt det er to store spørgsmål, men er virkelig i tvivl, om det er mig som er helt på afveje eller om det er normale reaktioner og om nogle har prøvet noget ligne.  

Svar:

Hej Du er slet ikke på afveje. Det er helt naturligt at reagere psykisk efter abort, også selvom aborten var en fælles beslutning. Typiske reaktioner er fortrydelse, sorg, skyld, tomhed og vrede, både overfor en selv og overfor partneren. At din partner hurtigt efter aborten, taler om børn i fremtiden med ny kæreste, er oplagt en svær situation. For, hvorfor skulle Jeres ufødte barn ikke leve, når et andet senere skal? Hvem kan du tale med om din vrede? Læs evt. i brevkassen om andres erfaringer med abort og læse evt. her: Efter abort. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske  

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.