Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Vores ufødte pige er syg, skal vi vælge abort?

Spørgsmål:

Hej. Jeg er i uge 20 og ved at jeg venter en pige med Turner syndrom. Hun har rigtig meget væske i kroppen under huden, især ved maven og bag nakken. Faktisk over det hele. Væsken sidder også inde ved tarmene, ved hjertet og lungerne. Hun er meget lille, og svare ikke til den størrelse hun skal være. Lungerne er meget lille, og kan ikke udvikle sig ordenligt pga. alt den væske. Enten har hun en hjertefejl, som ikke helt kan fastslåes endnu, eller også er det hendes lymfesystem som ikke er sat igang endnu og derfor sætter væsken sig i ødemer. Min læge troede hun ville gå til efter få uger efter moderkagebiopsien i uge 13. Men hun lever endnu, og hjertet pumper der ud af.

Lægerne råder til abort

Min kæreste og jeg skal snart tage en beslutning om abort eller ikke. Jeg har ventet så længe, da jeg håbede hun ville gå til af sig selv, hvis det er meningen at hun skal gå til. Men det er virkelig svært når hun stadig lever, men ikke udvikler sig normalt :( Jeg føler ikke jeg kan træffe et valg. Jeg har ikke lyst til abort, men jeg kan høre på lægerne at de mener det er det bedste, selvom de også vil støtte os i at fortsætte. Men samtidig siger lægen hun ingen chance har for at overleve med de lunger, som de er nu :(

Jeg er virkelig i et dilemma

Jeg er virkelig i et dilemma. Jeg føler virkelig meget for hende allerede :( .. Men måske er det også synd at blive ved, hvis hendes hjerte ikke giver op, og hun overlever indtil fødslen, også dør hun lige så snart hun kommer ud, fordi hun ikke har levedygtige lunger :( … Jeg vil gerne give hende en chance, selvom kun et mirakle vil kunne hjælpe. Men jeg kan ikke finde ud af om jeg er egoistisk. Hvis jeg ikke var blevet scannet, ville jeg jo gå i den bedste tro om at jeg venter et sundt barn. For min krop har det godt, min mave er tyk og jeg mærker hende sparke.

Svar:

Hej
Hvor er det en svær og ulykkelig situation, du står i. Jeres lille pige kan ikke leve længe, måske dør hun under graviditeten, måske kort tid efter fødslen. Lægerne mener abort er det bedste, hvad begrunder de det med? Du har ikke lyst til abort, du håbede, hun ville gå til af sig selv. Du vil gerne give hende en chance, selvom der skal et mirakel til for, at hun kan overleve.

Giv jer tid sammen

Hvordan kan det være egoistisk ikke at vælge abort? Din lille pige lider jo ikke, hun lever og sparker, hun ligger i sin mors mave og du vil gerne give hende en chance. Hvis hun overlever til fødslen, får du og din kæreste lidt tid sammen med hende, hvis hun får ondt, kan hun få smertestillende. Formentlig kommer I til at miste hende. Det er Jeres beslutning, om I skal afgøre tidspunktet eller hun skal dø, når hun ikke kan leve mere. Hvad vil du helst leve med?

Tal med nogen, der har stået i samme valg

Mange kvinder (og mænd) har været i tilsvarende ulykkelige situation. Mange vælger abort. Nogle vælger at lade livet leve. Ingen af beslutningerne er nemme. Hvis du vil i kontakt med en familie, der har stået i tilsvarende valg, og valgt at lade barnet leve, til det døde af sig selv, så kan Abortlinien etablere kontakt. Lad dig ikke presse. Det er dig, der er gravid, det er dit barn og dig, der skal leve med dit valg. Din krop har det godt, din pige formentlig også, du er ikke egostisk.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig og Jer.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske