Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Vil jeg overhovedet være mor og være sammen med min kæreste?

Spørgsmål:

Hej, Jeg er 30 år og planlagt gravid med min kæreste. Jeg er ca. slut 10 – start 11 uger henne. Vi har været sammen i ca. 2 år, og han er på mange måder en fantastisk og unik mand, der måske bedst kan beskrives som rummelig, lun og loyal – især overfor mig – og som en, der gør de ting han sætter sig for.

Dengang vi fandt sammen, så jeg virkelig mange lighedspunkter og han var og er virkelig god til at vise sin kærlighed hele tiden. Med tiden har jeg erfaret at vi nok trods alt også er ret forskellige.  Jeg ved egentlig ikke om det er vigtige ting vi er forskellige omkring, men nu hvor jeg føler jeg virkelig er nødt til at tage stilling til om jeg vil os og et fælles barn, så dukker de her tvivlsspørgsmål og til dels skuffelser fra tidligere i forholdet op og gør mig ked af det og bange for, om det er det rigtige at få et barn.

Det var som sagt planlagt og lykkedes ved første ægløsning, hvilket kom bag på os begge. Efter det lykkedes er tvivlen kommet bragende og jeg har svært ved at slukke for de tanker, der nærmest dukker op og fylder på daglig basis. Jeg har svært ved at huske/fornemme den lyst til at blive mor og få et barn sammen, der var i mig, men omvendt har mit kærlighedsliv altid været præget af tvivl, og det har været mig der slog op i alle mine tidligere forhold, fordi der var noget jeg ikke var tilfreds med. Og så har jeg læst hos flere, at der gik længe eller at det først var da barnet kom, at de følte glæde ved det, og at mange er gået meget fejl af deres kærester under graviditeten måske som følge af de mange hormonelle ændringer.

Endelig er der en del af mig, der kan genkende denne her ‘mit liv er ikke godt nok’-følelse, der ligger i bl.a. de ting jeg er i tvivl om ved min kæreste, som noget der altid har fulgt mig, og som sikkert ikke bliver bedre af at leve i en verden med sociale medier og venner og bekendtes mange billeder af…hvad det nu kunne være. Men, jeg kan ikke lade være med at kigge på dem og tænke ‘det kommer jeg ikke til at få med ham’, ‘sådan er vores forhold ikke’. Omvendt er der også nogle af de ting han ikke vil eller ikke kan lide, som jeg håber/tror måske vil ændre sig, når det er noget jeg gør med børnene også…

Jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en god far og han er 100% en god mand, men det er svært at vælge at få et barn sammen, når jeg ikke kan mærke min kærlighed til ham eller til projektet, og når jeg samtidig går rundt og bliver i tvivl, om jeg nogensinde vil være mor, for er det en god idé, når jeg er så forvirret og utilfreds med mit liv ‘af natur’?Jeg har set en psykolog nogle gange og han tager med til noget parterapi snart, men da det vil være på den anden side af en abortfrist, kan jeg mærke jeg har brug for at lufte min uro et andet sted også.

Tak for svar. Mvh

Svar:

Hej
Du er planlagt gravid og i tvivl. Og du gør dig mange relevante overvejelser om, hvordan det kan være, at du trods ønsket graviditet nu tvivler på både graviditet og forhold. For ja, du kan sikkert finde en væsentlig del af årsagen i de hormonelle forandringer og din grundlæggende tvivl i forhold.

Hvordan ville det være, hvis du sagde til dig selv, at du HAR valgt ham og du HAR valgt, at I skal have barn sammen, og barnet ER på vej –? Og at du bruger graviditetstiden til at gøre noget godt for Jeres forhold og for dig, fx tale med psykolog.

Hvad får dig til at overveje abort? Hvad siger din kæreste til din ambivalens? Hvad tænker du om abort? Hvordan tror du, du vil have det efter en abort? Hvad kunne gøre det lettere for dig at overskue at beholde barnet? Hvad vil du helst leve med, barn eller abort? Du og I har formentlig kendt til graviditeten nogle uger. Har du været i tvivl lige siden den positive test? Hvem kan du og I tale med om dette?

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber, det bedste for dig og Jer.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske