Spørgsmål:
Hej jeg er en pige på 19 som lige har fundet ud af jeg er gravid. Fik for ca. 6 måneder siden en abort uden andre end min kæreste vidste det. Nu er jeg gravid igen selvom jeg var på p-piller og føler ikke jeg har lysten til en abort ligesom sidst.. Selvom jeg ved jeg er ung er jeg igang med uddannelse og mangler kun det sidste år.
Jeg plejer at kunne fortælle min mor næsten alt, men da hun er ung mor, så har hun altid sagt til mig, at hun vil have, at jeg skal vente, så ved ikke hvordan jeg skal fortælle hende det?…
Min kæreste og jeg har været sammen i over 1 år han arbejder meget og derfor har jeg gået en del rund med det helt selv. Skal også finde en måde at fortælle ham at jeg gerne vil beholde barnet men ved virkelig ikke om jeg har mod nok til at kunne fortælle det…
Derfor ved jeg ikke om det er bedst med abort for at gøre alle andre glade? Mange knus
Svar:
Hej! Du er ung og gravid, du har fået abort for ½ år siden og nu vil du gerne beholde barnet. Du overvejer, om du skal få abort for at gøre alle andre glade, du tænker formentlig på din mor og din kæreste. Jeg vil opfordre dig til at lytte til dig selv. Du har ikke lyst til abort igen. Hvordan kan det være? Hvordan var det for dig at få abort? Hvad tænker du om abort?
Du vil gerne beholde barnet. Hvilke overvejelser gør du dig?
Hvad vil du helst leve med, barn eller abort?
Hvad har du talt med din kæreste om? At du var gravid og ? Forventer han, at du får abort igen? Han ved nok, hvordan aborten var for dig og at du ikke har lyst til abort igen? Du skal snarest fortælle din kæreste om dine overvejelser. Hvordan tror du, han reagerer? I må bruge tid til at tale sammen og lytte til hinanden og undersøge Jeres muligheder.
Du er nervøs for at fortælle din mor, at du gerne vil beholde dit barn. Hvad er du bange for? Din mor synes, du skal vente med at blive mor. Det er vel ikke det samme som, at hun synes, du skal få abort nr. 2? Din mor ved, som du, at når du har et sexliv, kan du blive gravid. Din mor har klaret at være ung mor, det kan du vel også? Du fortæller din mor næsten alt, men du er også i et forhold, og det er jo ikke din mor, der skal bestemme. Måske blive hun skuffet, men sket er sket. Og når barnet kommer, vil din mor nok blive en glad og stolt bedstemor, og måske kunne hjælpe dig.
Lad ikke nogen presse dig til en abort. Det er dit valg og uanset om du vælger barn eller abort, er det primært dig, der skal leve med dit valg.
Læs evt her: Ung og gravid og Min historie.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske