Gravid og fuldkommen lost

7. oktober 2025
Hejsa… Jeg skriver, da jeg er i fuldstændig vildrede… I december mødte jeg min kæreste, som ligesom jeg har 2 børn fra tidligere forhold.. Fra start meldt jeg ud, at jeg i fremtiden havde en drøm om flere børn, hvilket han hurtigt gjorde klart for mig, han ikke ønskede.
Jeg fortalte ham, at jeg ikke tager p-piller pga en blodprop tidligere, og bruger ikke anden prævention. Desuden fortalte jeg ham, vi skulle passe på – da jeg som udgangspunkt er mod abort. Han var indforstået og vi købte komdomer.
Vi har dog ikke været for gode til at benytte dem, og jeg er nu blevet gravid. Jeg opdagede det, da jeg var godt 8 uger henne.. Problemet er nu det, at han udelukkende ser abort som eneste mulighed vi har, hvis vi skal forblive sammen – endvidere lover han, at vi på sigt kan flytte sammen, og så kan vi måske få et barn sammen senere, når de ydre og praktiske rammer er på plads..
Jeg føler ikke som ham. Jeg synes jeg står i valget mellem pest eller kolera.. Jeg er imod abort – og da jeg i forvejen er psykisk sårbar, tænker jeg, jeg er i stor risiko for psykiske efterfølgere efter provokeret abort, som ville være 100% for hans skyld.
Jeg har nu mere eller mindre besluttet at beholde barnet, selvom jeg ved det bliver frygtelig hårdt, at være studerende enlig mor til 3. Han vil IKKE have noget med barnet at gøre. Han mener han vil føle afsky ved både synet af det og af mig, da han føler sig voldtaget og bedraget. Dette mener jeg er en voldsom udmelding, da barnet trods alt er undfanget i lykke og kærlighed – og alle ved en birvirkning ved ubeskyttet sex er graviditet…
Men jeg er fortsat i tvivl. Jeg føler mig SÅ presset af ham, og jeg får virkelig dårlig samvittighed overfor ham konstant. Men jeg føler virkelig ikke abort er det rigtige valg… Jeg føler mig så alene… Skal dog siges at både min familie og venner støtter mig alt hvad de kan… Vh den frustrerede….
Hej
Hvor er det svært for dig. Og helt urimeligt, det din kæreste byder dig. Han er hverken voldtaget eller bedraget. I har begge vidst, at I havde forskellige ønsker mht et barn og alligevel var I ikke konsekvente med prævention. Din kærestes reaktion ligner mange andre mænds, når kæresten er uventet gravid. De bliver chokerede, kan slet ikke overskue situationen og kan true med at forlade forholdet, hvis ikke kvinden vælger abort. Hvis du får abort, lover din kæreste, at I skal flytte sammen og måske senere få barn. Men, hvad hvis du får abort, pga pres fra ham, og igen bliver uplanlagt gravid, før han er klar?
Mange mænd tænker abort er en oplagt løsning på en svær situation. De ved ikke, at abort ofte skaber større problemer end det tilsyneladende løser. Hvad tænker din kæreste om abort? Læs evt sammen om fosterudvikling og reaktioner på abort. Læs evt også i brevkassen om andre kvinders erfaring med abort. Overvej begge, om I vil udsætte dig for den risici.
Du har mere eller mindre besluttet at beholde barnet, men er også i tvivl pga din kærestes pres.
Overvej dine muligheder: Hvis du får abort, risikerer du, som du skriver, psykiske reaktioner, som du er særligt udsat for, fordi du ikke ønsker aborten. Hvordan tror du, du vil have det med din kæreste? Nogle forhold kan ikke holde til et barn, mange forhold kan ikke holde til en abort, særligt ikke, hvis parret ikke var enige. Bla fordi han ikke forstår, at hun bliver ved med at være så ked af det i så lang tid, og fordi hun oplever stor vrede overfor ham, der pressede hende ud i et så afgørende valg. Hvis du beholder barnet, risikerer du, at din kæreste gør alvor af sine trusler, og ikke længere vil være sammen med dig eller se barnet. Nu er du alene med 2 børn, måske bliver du alene med 3 børn. Hvordan vil det være? Du ved allerede nu, at din familie og venner vil støtte dig. Men måske besinder din kæreste sig, måske først senere i graviditeten. Og finder ud af, at planlagt eller ej, så er hans 3. barn et lige så stort mirakel som de to første.
Jeg vil opfordre dig til at lytte til dig selv og ikke lade dig presse til en abort, du ikke ønsker. Det er dit valg, og uanset om du vælger barn eller abort, er det primært dig, der skal leve med dit valg. Og lyt til din kæreste og hans frustrationer. Overvej sammen Jeres muligheder, hvis I beholder Jeres barn. Graviditen er lang, meget kan nå at falde på plads.
Håber det bedste for dig og Jer.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Kæreste vil ikke have barnet
15. marts 2026

Spørgsmål:

Hej, Jeg er 34 år og gravid i uge 6. Jeg har to børn fra et tidligere forhold. Min kæreste, som jeg har været sammen med i 3 år har ingen børn. Jeg er nu gravid for anden gang i vores forhold, første gang tilbage i sommeren 2024 hvor vi begge var enige om at det var dårlig timing og jeg fik en abort, hvilket jeg selv var helt afklaret med dengang. Jeg havde dog et hårdt forløb efterfølgende hvor jeg blødte meget og meget længe og døjede længe med smerter efterfølgende, jeg har pga. det derfor sagt lige siden at jeg aldrig skal have en abort igen. Jeg er nu gravid igen og min kæreste vil ikke have barnet. Han giver en masse grunde til hvorfor og mange af dem giver god mening, økonomi (vi har lige købt et hus og pengene er små i øjeblikket), mister vores alene tid og den største grund for ham er at han slet ikke er klar endnu synes han. Jeg kan sagtens forstå hans argumenter og har også bestilt tid til lægen for at gå videre med den abort. Men jeg kan mærke jeg slet ikke selv er afklaret, jeg har så mange tanker og følelser som jeg ikke føler jeg kan komme ud med fordi han var så hurtig til at vælge det fra. Han vil gerne have børn senere når han er klar, men min tanker vender hele tiden tilbage på at jeg er 34 og ikke kan eller vil have flere børn i en meget sen alder. Derfor har jeg sådan en følelse af at hvis jeg får den abort nu, så får jeg måske aldrig et barn med ham fordi jeg bliver for gammel inden han selv er klar. Samtidig så er jeg virkelig bange for at hvis jeg vælger at beholde det barn så går han sin vej og det ønsker jeg for alt i verden ikke. Men jeg er virkelig også bange for at hvis jeg får denne abort så kommer jeg til at hade ham for det. Så jeg føler det lidt er pest eller kolera og at jeg mister ham uanset hvad. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Og jeg føler tiden render ud for mig.  

Svar

Hej Ja, det lyder rigtig svært for dig. Du har bestilt lægetid mhp abort, men er ikke afklaret. Det er godt, du tager din tvivl alvorligt. En abort kan ikke gøres om. Hvad siger din kæreste til dine tanker og overvejelser? -Du har nok fortalt ham alt det, du her skriver? Så han ved, at Jeres forhold er i fare, uanset om du vælger abort eller at beholde barnet. Medmindre, han beslutter sig for at tage ansvar og dropper sin forklaring om "ikke at være klar". Mange mænd kan føle som ham, når deres kvinde er gravid: at de ikke er klar. Men, hvornår bliver han mon klar? Nogle mænd bliver først klar, når barnet er født eller i løbet af graviditeten. Mon han virkelig går sin vej, hvis du vælger at passe på jeres ufødte barn? Han vil gerne have børn med dig, hvorfor ikke om ca 7 mdr.? Kan det ikke give lige så meget "god mening" som hans grunde til abort nu? Kunne han eller I begge tale med nogle fortrolige om jeres situation? Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om din situation. Håber det bedste for dig og Jer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Gravid med nr 4
14. februar 2026

Spørgsmål:

Vi har 3 børn, en hverdag med arbejde, skole, børnehave, heste, vi er altid i gang. Jeg har nu fundet ud af jeg er gravid igen.. det var jeg også for snart 2 år siden, det endte dog i en spontan abort i uge 12, hvor vi egentlig havde besluttet at beholde, trods det ikke var planlagt. Det var hårdt at miste, men set tilbage, var det nok det rette. Men hvad nu… på den ene side, ønsker jeg ikke flere børn, vi har nok i de 3 vi har, men samtidig ønsker jeg heller ikke en abort. Der sker også nogle ting i vores liv de næste måneder, der gør det passer rigtig dårligt ind, men samtidig, hvis der skal en mere til, skal det også være nu, inden vi er “ for gamle “. Men jeg frygter også, om det giver for stort pres, med endnu et barn? Der skal jo pludselig større bil til. Vores hus er på sigt heller ikke stort nok, da det netop passer til os nu, med et værelse til hvert barn og et værelse til os forældre. Vores børn er 8 år, 6 år og næsten 5 år. Hvordan tager man det rette valg ? :(

Svar:

Hej Du er uventet gravid og i tvivl; du ønsker ikke en abort, men frygter også om I bliver for pressede med endnu et barn. Hvad er det rette valg? -Det kan du sikkert få flere svar på. Hvad vil du selv helst leve med Hvad tænker du om abort? Hvad får dig til ikke at ønske det? Hvordan tror du, det vil være for dig at få abort? Du er uventet gravid for 2. gang, og du skriver, at hvis der skal være en mere, skal det være nu. -Havde I talt om, at I måske skulle have nr. 4? Hvilke overvejelser gjorde du/I Jer for 2 år siden, der fik Jer til at beslutte at beholde? -Hvad har ændret sig siden da? Jeres børn er ældre. Overvejelser ang hus og bil er nok de samme. Hvis du/I beslutter Jer for at beholde, overvej da, hvad der kan gøre det lettere for dig at overskue? Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Gravid og i tvivl
4. februar 2026

Spørgsmål:

Hej. Jeg er 24 år og er blevet uventet gravid og er nu i uge 11+4 Jeg står i en situation hvor jeg er ekstremt i tvivl om hvorvidt jeg vil beholde barnet eller ej. Jeg har egentlig en meget støttende familie, men faren ønsker helst en abort da han ikke føler sig klar. Han prøver dog stadig at være støttende uanset min beslutning. Jeg har lige nu ikke noget arbejde, har en længere fortid med depression og stress og bor sammen med en veninde. Vi flyttede sammen for et halvandet års tid siden. Jeg har i forvejen en kat på 3 år og en hund på 8 år, som jeg har haft siden de begge var små, og har taget fuldt ansvar for. Jeg har i mit tidligere forhold fået en abort af eget valg, men det tog hårdere på mig end jeg havde regnet med. Denne gang er jeg næsten ikke i tvivl om at det vil tage meget hårdt på mig og føre mig ned i en depression igen. Jeg frygter at ikke kunne tage ansvar for mig selv eller mine dyr længere hvis jeg vælger en abort. Jeg ved det vil være psykisk hårdt for mig. Samtidig er jeg også ekstremt bange for at være mor. Jeg er bange for at miste mit liv, min ungdom og at det vil være for hårdt for mig at have et barn. Jeg frygter både graviditet, at føde og at have et barn. Jeg føler mig så psykisk presset at jeg ikke kan træffe en beslutning. Jeg er blevet ekstremt deprimeret fordi jeg netop står i denne situation og ikke kan træffe en beslutning…

Svar:

Hej Det lyder meget svært for dig; du frygter graviditet, fødsel og at blive mor, og du er ikke i tvivl om, at en abort vil føre dig ned i en depression igen. Hvor længe har du vidst, at du er gravid? Hvad betyder faderens holdning for dig? Hvad siger din støttende familie? Hvem kan hjælpe dig, hvis du beholder barnet? Ift. at frygte graviditet og fødsel kan samtaler med en jordemoder nok hjælpe dig. Og en graviditet er lang, du kan bruge tiden på at forberede dig på at blive mor. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk, og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne