Spørgsmål:
Jeg er 25 år og bor sammen med min kæreste, som jeg skal giftes med til maj. Vi har hus, og mens jeg er ansat i vikariat, er min kæreste førtidspensionist.
I går opdagede vi, at jeg var blevet gravid. Vi har brugt beskyttelse i form af kondom, men der må have været et hul et sted, uden vi har opdaget det.
Vi var begge enige om, ikke at forsøge at blive gravid, men nu hvor det er sket, er vi i tvivl om, hvorvidt vi skal beholde barnet eller få en abort. Min kæreste siger, at han rigtig gerne vil beholde det, men han støtter mig fuldt ud, hvis jeg ikke ønsker det.
Jeg har egentlig aldrig haft et brændende ønske om at få børn, men var begyndt at overveje det skulle ske om nogle år. Praktisk er det et godt tidspunkt, men jeg er i tvivl, da jeg ikke ønsker mig barnet, men der er stadig noget i mig der siger, at jeg vil komme til at elske det. Jeg er meget i tvivl om, hvad der er rigtigt.
Svar:
Hej
Du har lige fundet ud af, at du er gravid trods prævention. Og så kommer du i tvivl, om du skal få en abort. Hvad får dig mon til at overveje abort? Hvad tænker du om abort?
At du og din kæreste ikke havde ønsket graviditet er ikke det samme som at I skal forholde Jer til abort. Jeres barn er på vej. Din kæreste vil rigtig gerne beholde det. Selvom du ikke brændende har ønsket dig et barn, var du begyndt at overveje at få barn om nogle år. Men alt kan ikke planlægges og nu er barnet så på vej. Og praktisk er det et godt tidspunkt og noget i dig siger, at du vil komme til at elske dit barn. Lyt til det! Ofte hører man kvinder sige, at de har fortrudt deres abort og de betaler en høj pris for det, læs evt i brevkassen. Sjældent hører man om kvinder (forældre) der fortryder at de har fået deres barn.
Tag jer tid – meget kan nå at falde på plads
Synes du, du “skylder” en forklaring for at beholde dit barn, der er undfanget trods prævention?
Du og I har lige fundet ud af, at du er gravid. Mange tanker melder sig, tag Jer tid til at forholde Jer til den nye situation. Og en graviditet er lang, meget kan nå at falde på plads praktisk og mentalt.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske