Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Uventet gravid under uddannelse

Spørgsmål:

Hej brevkasse.

Sagen er den at jeg står her med en positiv graviditetstest, noget som er et ønskescenarie men timingen passer ikke. Jeg er ved at blive færdiguddannet som veterinærsygeplejerske, bliver færdigudlært april 2022. Jeg er i et nyt forhold med min skønne kæreste (31) år jeg er selv 23 år. Vi har været sammen siden april i år. Min kæreste har et barn fra tidligere forhold, som jeg holder meget af.

Jeg har hos egen læge fået af vide at jeg nok ikke skulle regne med at kunne blive gravid naturligt da jeg har PCOS. Derfor har vi ikke tænkt nærmere over prævention, da lægen jo så godt som har afskrevet den mulighed. Mit største ønske har altid været at blive mor, og gerne i ung alder, dog ville jeg helst være færdig udlært før jeg begyndte på projekt baby.

Men her står vi så, men en positiv test. Jeg kunne ikke være gladere, men timing af det hele hyler mig lidt ud af den. På mit job som veterinærsygeplejerskeelev arbejder jeg på en dyreklinik og hjælper med at løfte dyr op/ned fra borde, står med inde til operation, tager røntgen og meget mere, noget som jeg skal deltage i som for at kunne bestå min uddannelse, men de fleste af disse ting må man ikke som gravid på den pågældende klinik. Det skal siges at det er ekstremt svært at finde en elevplads til denne uddannelse, og jeg var meget heldig at finde min.

Kæresten og jeg er meget i tvivl om hvad vi skal gøre, da vi ikke rigtig ønsker en abort, men vi kan hellere ikke lige se os kloge på, hvordan vi skal få det til at gå op i en højere enhed. Hvad gør vi?

Mvh Den forvirrede

Svar:

Hej

Du står med et ønskescenarie, et mirakel, du er blevet naturligt gravid, som du havde fået at vide, nok ikke var muligt. Tilmed i en ung alder, som du havde ønsket. Jeres forhold er nyt, men I er fælles om at være i tvivl og samtidig vide, at I ikke rigtig ønsker abort.

I kunne vælge at glæde Jer over graviditeten og lade være med at forholde Jer til muligheden for abort -?

Din/Jeres udfordring er timing ift din uddannelse. Men, mon ikke det løser sig på en eller anden måde? Hvis du forestiller dig, at du om 3 år ser tilbage på denne tid, hvad var da vigtigst: at I tog imod Jeres barn eller at din uddannelse kørte snorlige eller med et par omveje?

Det er lykkedes dig at få en eftertragtet praktikplads, godt klaret! Klart, at du som ny gravid bliver usikker på, hvad det vil betyde for din uddannelse. Men, du er næppe den første, der bliver gravid under uddannelse til veterinærsygeplejerske. Mon ikke din leder og dine kolleger på klinikken vil glæde sig med dig over din graviditet, og sammen med dig kan finde muligheder for at du kan gennemføre dit forløb på klinikken? Kunne du tage en snak med dem om det?

Du og din kæreste er i tvivl om, hvad I skal gøre, I overvejer abort, som I ikke rigtig ønsker. Hvad tænker I om abort? Hvordan kan det være, at I ikke rigtig ønsker abort? Hvordan tror du, du vil have det efter en evt abort? Abort er en ”stor ting” og mange fortryder. Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.

Håber det bedste for dig og Jer. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske