Spørgsmål:
Kære brevkasse. Jeg er blevet uventet gravid og har i forvejen to sønner på 4,5 og 1 år. Mine graviditeter er forbundet med meget svær kvalme og ved begge mine graviditeter har jeg været sygemeldt størstedelen af graviditeten. Min 3. graviditet opdagede vi ved at jeg blev ved med at have kvalme og vi kunne ikke forstå hvad det var, så min mand købte en test, som var positiv.
Nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har det meget svært med tanken om en abort, men jeg kan heller ikke overskue 6 måneder med kvalme, og hvor jeg ikke rigtigt kan være mor for mine to drenge, da jeg ikke kan andet end at prøve at spise lidt, sove, have kvalme og kaste op… Vi kan sagtens overskue et barn mere i vores familie, det er bare graviditeten og sygemelding og det psykiske ved ikke at kunne noget i så mange måneder jeg slet ikke kan overskue.
Jeg glæder mig til at høre fra jer.
Svar:
Hej
Grundet ferietid får du først svar nu.
Du er uventet gravid. Du har det meget svært med tanken om abort. I kan sagtens overskue et barn mere i familien, men du er i dine graviditeter belastet af svær kvalme, og det kan du slet ikke overskue.
Hvilket svar mon du håber på fra Abortlinien?
Overvejer du abort for at undgå fysiske og psykiske belastninger under graviditeten?
Du har det meget svært med abort, hvad tænker du om abort? Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. De fleste kvinder får det psykisk svært efter abort i kortere eller længere tid, og af forskellig sværhedsgrad. Typiske reaktioner er sorg, savn, skyld, tomhed og vrede, hvis man blev presset.
Hvad vil du helst leve med: En svær graviditet og derefter et barn mere og en søskend til Jeres drenge, eller en abort?
Havde I talt om at skulle have et barn mere?
Kan du bruge erfaringer fra de tidligere graviditeter til at lette dine gener og hjælpe dig til at bruge dine gode timer bedst muligt for Jeres familie? Hvilken hjælp kunne du og I have brug for, udover evt sygemelding? Kan Jeres netværk støtte Jer?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske