Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Ufrivillig abort og en kæreste der ikke vil prøve igen

Spørgsmål:

Sidste år i oktober (1 år og 3 måneder siden) havde jeg en ufrivillig abort i uge 8+2. Graviditeten var et uheld og min kæreste var bestemt ikke glad for det den første tid, men han nåede så småt at glæde sig en smule. Aborten var for mig ufattelig hård, jeg følte en sorg over at have mistet. Det eneste jeg ønskede (og ønsker) er at blive gravid igen. Min krop hungrer virkelig efter det og psykisk er det ikke til at holde til.

Det sidste år har været hårdt, jeg har været så trist og ked af det og det har påvirket mit forhold meget. Specielt efter min kærestes sidste udmelding om, at han nok gerne vil vente til han er 30 (vi er begge 26 år).

Det er en skrækkelig situation vi står i, min kæreste er ulykkelig over at se mig sådan her og jeg er ulykkelig over at han skal se mig sådan. Vi elsker hinanden højt og vi ønsker at leve vores liv sammen. Vi ved bare ikke hvordan det skal gå, hvis det skal fortsætte sådan her.

Jeg leder hele tiden desparat efter råd der kan hjælpe os, men jeg føler ikke at nogen står i samme situation og jeg føler mig ufattelig alene med mine triste tanker og mit brændende ønske om at få et barn.

Svar:

Hej
Det var et stort tab for dig at miste, og din reaktion efterfølgende er helt naturlig og forståelig. Har du talt med andre end din kæreste om, hvordan du har det? Det er nok vigtigt i din bearbejdning af tabet, at du får talt om de svære følelser og tanker.

Nu er Jeres forhold svært, fordi du lider, og fordi I står langt fra hinanden ift, hvornår I ønsker at blive forældre. Jeg vil opfordre Jer til at tale med en psykolog eller parterapeut om Jeres situation.

Ønsker det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Relateret læsning: Spontan abort

Foreningen Ufrivillige Gentagne Aborter i Danmark