Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Tunge tanker efter spontanabort

Spørgsmål:

GRUNDINFO: Jeg er 19 år gammel og har et dejligt forhold med en fyr på 25. Vi bor hver for sig.

Hejsa. I sidste måned fandt min kæreste og jeg ud af at vi ventede os. Det hele var meget forvirrende eftersom at jeg har hormonspiral. Men alle teste var positive. Vi bestilte en tid til lægen, da man jo ikke kan beholde et barn ved hormonspiral. Nogle dage inden tiden begyndte jeg at bløde og få det meget dårligt, og det var så en spontan abort informerer min læge mig om.

Nu er det en måned siden men jeg har det stadigvæk dårligt psykisk, jeg har ikke lyst til at lave noget eller være sammen med nogen og har en stor trang til at spise usundt. Alt i alt sådan som jeg har haft det ved en tidligere depression.

Min kæreste ved ikke hvordan jeg har det, da han ved tidligere problemer har sagt at jeg overdriver og at det er længe siden det skal jeg ikke tænke på osv. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal snakke med ham om det. Og kan det have sin rigtighed at jeg stadigvæk føler mig så ramt af denne hændelse?  M.v.h S

Svar:

Hej
Du har det psykisk dårligt efter spontan abort, lige så dårligt, som du har haft det ved tidligere depression. Og ja, det er helt normalt, at kvinder reagerer på spontan abort.

Det lyder meget ensomt, at du ikke kan tale med din kæreste om det. Det vil jeg meget opfordre dig til, at du tager hul på. I er begge ansvarlige for, at du blev gravid, uanset prævention. Hans holdning om, at du overdriver og at du ikke skal tænke på det, er ikke særlig empatisk. Er du “tilfreds” med det? I har et dejligt forhold, skriver du. Så må han tage sig godt af dig, når du reagerer efter aborten, i det mindste ved at lytte til dig og tage dig alvorligt. Evt tage med dig til læge.

Hvem har du ellers talt med? Måske kan det hjælpe dig at skrive noget ned om, hvad du føler og tænker. Læs evt om andre kvinders erfaringer med spontan abort. Hvad har hjulpet dig ved din tidligere depression?

Overvej sammen med din kæreste, hvad I vil gøre, hvis du bliver gravid igen?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk

Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske