Hej. Jeg er en pige på 20 år, med nogenlunde styr på mit liv, har haft fast kæreste i 3 1/2 år. Jeg er meget usikker på mig selv, og har dårligt selvær, selvom jeg får at vide at jeg er en flot pige. Jeg tænker altid over hvad andre folk nu syns om mig. Om de synes jeg er mærkelig, snakker mærkeligt, går mærkeligt. Om de synes jeg er grim. Om de snakker negativt om mig, når jeg ikke er der og alt sådan noget.

Gik  panik

Jeg har altid tænkt at jeg ville ha mit første barn inden jeg blev 26, men at jeg skulle være moden til det, og ha hus, uddannelse og alle de ting man drømmer om, inden man får børn. Men for ca 3 mdr siden blev jeg gravid, det var slet ikke planlagt. Jeg gik i panik, og tænkte at det her bare ikke kunne ske for mig, det er noget der sker for mine veninders veninder.

Jeg tænkte med det samme, at det skulle være en abort, fordi jeg sagde til mig selv at jeg ikke var klar til det. Om 5 år, så ville jeg nok blive en perfekt mor. Og hvad nu hvis jeg ikke ville blive en så god mor nu, som om 5 år. Og det er da sådan noget man skal planlægge.

Men alligevel stoppede jeg med at ryge, for jeg var jo ikke heeeeelt sikker på at jeg ville ha en abort. Men jeg kunne heller ikke forestille mig at jeg skulle ha barnet.

Dagen efter jeg tog testen og havde været ved lægen, og snakkede med en veninde overvejede jeg kraftigt at få barnet. Men så kom jeg jo til at tænke på at, det første jeg tænkte var jo ABORT, så det var jo sikkert det rigtige at gøre.

Min kæreste og jeg brugte nogle dage på at snakke om det, og vi var i tvivl. Men lægen vidste jo kun at jeg bare ville ha en abort, så det var der jo bestilt tid til.

Jeg var så træt af at jeg ikke kunne beslutte mig, så til sidst tog jeg bare en hurtig beslutning, jeg ville ha den abort! Jeg fik at vide at jeg ville abortere samme dag, som jeg tog medicinen, men aborterede først 14 dage efter, jeg så det lidt som et tegn på, at jeg havde taget det forkerte valg.

Skammer mig over at indrømme, at jeg har fortrudt

Jeg tænker stadig rigtig meget på det, og tænker på, at hvis jeg havde valgt at beholde det, så havde jeg jo bare vænnet mig til tanken. Så ville jeg jo sikkert glæde mig nu. Jeg er blevet meget optaget af at se programmer som de unge mødre, mit første barn, mission baby osv. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har fortrudt det. Men når folk spørger, siger jeg bare, at jeg ikke har fortrudt det. Nok fordi jeg skammer mig over det, hvis jeg ikke tog det rigtige valg.

…når folk spørger, siger jeg bare, at jeg ikke har fortrudt det. Nok fordi jeg skammer mig over det, hvis jeg ikke tog det rigtige valg …

Jeg har stadig ikke fået min energi tilbage. Lægen sagde bare, at der ville gå ca en måned, hvor man ville føle sig lidt ved siden af sig selv. Men nu er der bare snart gået 4 mdr.

Jeg har også snakket med en psyolog, men føler bare ikke at hun kan hjælpe mig med at finde svaret. Hun siger bare at min beslutning var okay at ta. Håber at I kan hjælpe mig.

Hej! Ud fra din mail virker du til at være usikker på, om du skulle have valgt abort. Du skriver, at du ikke har fået din energi tilbage, hvordan har du det ellers? Mange piger/kvinder oplever at få det svært psykisk efter en abort. Det kan være i kortere eller længere tid og i forskellig sværhedsgrad. -Det er din læge åbenbart ikke klar over, når han/hun “lover” dig, at du er dig selv igen efter 1 mdr. Og psykologens hjælp lyder heller ikke så hjælpsom. Det er en naturlig reaktion efter abort at blive meget optaget af gravide og fx tv om graviditet og børn.

Find ud af, hvad du selv føler

Prøv at finde ud af, hvad du føler og tænker i fht din abort? Måske i fht det ufødte barn? Og giv dig selv god tid til at reagere som du gør. Tal med din kæreste om, hvordan du har det og andre du har fortrolighed med og som ikke vil neglisere dine tanker og følelser og som vil have tålmodighed med at der kan gå lang tid. Du kan også skrive noget ned. At du valgte en abort kommer du formentlig aldrig til at glemme, det bliver en del af dit liv.

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk

Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske