Er så fortvivlet at det er svært at skrive hvad jeg egentlig vil sige…
Da jeg var 15 blev jeg gravid og valgte at få en abort allerede i 5.uge da mig og min ex var så unge, at jeg følte det var ansvarsløst.. Jeg var meget ked af det længe og havde samtidig en masse problemer med min far og mor.

Sidste år blev jeg igen gravid og havde besluttet mig for at nu skulle jeg tage ansvar og havde lovet mig selv jeg aldrig skulle have flere aborter. Men da jeg fortalte det til min familie, lukkede min mor af. Min far fulgte trop og familien blev splittet. Min kæreste sagde først ja, men sagde senere nej til barnet. Så i 10. uge måtte jeg indse at jeg var helt alene om det og gik til lægen for at få en abort. Det viste sig dog at jeg var igang med en spontan abort og fik det derfor fjernet med det samme.

Nu står jeg et år efter, og det gør stadig ondt. Alle er kommet videre men jeg får det dårligere og dårligere. Jeg er blevet indelukket, trist, er konstant træt. Jeg er så ked af, hvad der er sket. Men ingen tænker på det mere eller tænker det stadig går mig på.

Er så ked af jeg ikke kunne få det barn.. ville gøre alt for at få det barn..
Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal komme videre.. ?

Hej! Ja, du har det svært. Du følte dig presset til abort, men mistede barnet ved spontan abort og nu sørger du. Det er naturligt at være fyldt af sorg og være psykisk påvirket både efter provokeret og spontan abort. Måske er det særligt svært for dig, at du havde besluttet dig for abort (pga pres) og at aborten så kommer spontant?

Hav tålmodighed med dig selv

Jeg vil opfordre dig til at have tålmodighed med dig selv og dine tanker og følelser. -De er naturlige og det er meget almindeligt, at det kan tage lang tid at komme videre. Måske kan det hjælpe dig at skrive nogle af dine tanker og følelser ned. Og at tale med en, der forstår dig og ikke negliserer, hvordan du har det. Måske du skulle tale med din læge om, hvordan du har det? Måske en psykolog?
Du er også velkommen til at ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver.
Håber, det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske