Det er flere år siden, at jeg fik foretaget en abort. Jeg ville gerne have haft beholdt barnet, men rent rationelt og af hensyn til vores tre børn, var det, udefra set, bedst, at få det fjernet. Alligevel følte jeg mig presset af min mand, nu eksmand. Under den medicinske abort mistede jeg meget blod, og blev indlagt med en blodprocent på 4; måtte opereres og modtage blodtransfusioner. Det var en voldsom oplevelse.

Aborten belastede vores forhold

Min mand har aldrig villet tale om dette forløb, og har end ikke nævnt det for sine søskende. Til gengæld har jeg været ked af det, hvilket, tilligemed andre forhold, har belastet vores forhold. For et lille års tid siden flyttede vi til et rigtig dejligt hus, med plads til børnene og i nærheden af bedsteforældre. Et hus, som vi fik sat i stand, og indrettet smukt med design, som vi altid havde drømt om: et rigtig godt sted for børnene at være. De er faldet godt til i hhv. børnehave og skole.

Pludselig, her i påsken, fik jeg bekræftet den mistanke om min mands utroskab, som jeg har haft i nogle måneder: han er mødtes med en kollega, og har igennem noget tid, uden at sige noget til mig, planlagt at flytte sammen med hende. Først ville han have mig (og børnene) ud af huset med det samme; men her er ingen lejligheder at få så hurtigt her i området, og det er bedst for børnene at blive i deres institutionssammenhæng.

Min mand har fundet en anden

Børnene har heldigvis, indtil videre, taget situationen godt; og de skal bare have al den støtte, de kan få, i deres hverdagsliv og nære relationer. Vi har talt om, at børnene og jeg kan blive boende i noget tid, evt. til leje her, hvis han kan opkøbe huset. Hvis ikke, må der findes en anden løsning. I modsætning til min eksmand, som er en vellidt gymnasielærer, er jeg snart på kontanthjælp, efter at have brugt mine dagpengeklip; har en høj og god uddannelse, men har aldrig rigtig fundet fodfæste på arbejdsmarkedet.

Før alt dette skete, var det planen, at jeg skulle slippe dagpengesystemet, og få satset på mit maleri. Denne skævhed har også belastet forholdet, men jeg har jo også taget min del af ansvaret ved at være der for børnene, passet dem under sygdom, knoklet mig igennem aktiveringsforløb, og klaret det så godt, jeg kunne.

Alting er forandret

Jeg er så utroligt ked af det; at alt det vi har bygget op, og jeg har troet på igennem 18 år, nu falder fra hinanden. Min eksmand har også sagt, at han egentlig aldrig rigtigt har set mig som ham ligeværdig, og at køb af designmøbler, kunst og anlæg (for en halv million nok) betød mere for ham end mig. Det er, som om, han har ændret karaktertræk på ganske få måneder.

Allermest er jeg bange for, om han kan tage børnene fra mig; om vi så skal leve på en sten, så vil jeg have dem hos mig, hvor de gerne vil være. De skal selvfølgelig til et vist omfang have samvær med deres far, og vel med hans nye kæreste; det er bare så svært, og jeg måtte ligesom komme ud med disse mine tanker.

Hej! Det er let at forstå, at du har det rigtig svært. Du fik en abort, du ikke ønskede, fik efterfølgende fysiske komplikationer og din mand har ikke villet dele dine reaktioner på alt dette med dig. Og nu har din mand gennem så mange år forladt dig og børnene pga en forelskelse. Har du nogle gode mennesker omkring dig, som du kan tale med og som kan støtte dig i den akutte krise?
Abortlinien kan tilbyde at tale med dig om din abort og efterforløbet, ring 48394848
Håber det bedste for dig og dine børn.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske