Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Jeg er planlagt gravid - men ulykkelig

Spørgsmål:

Jeg er 10 uger henne og graviditeten var planlagt. Men vi har nærmest været uvenner on and off lige siden vi tog, denne her beslutning om at få et barn sammen. Har nok bare ikke villet indse, at vi ikke har det særlig godt sammen. Og jeg har i lang tid ikke følt mig lykkelig eller velkommen i vores hjem.

Jeg bor sammen med min kæreste i hans tidligere lejlighed, sammen med hans datter.
Hans datter vil ikke acceptere mig, og hendes mor skaber yderligere problemer. Og vi har selv haft en masse problemer. Men vores kærlighed til hinanden er så stor, at vi ikke kan undvære hinanden og altid bliver enige om at blive sammen.

Men problemerne er blevet hyppigere og værre, så nu har jeg mistet troen på en fælles fremtid.
Jeg ønsker ikke at være alenemor, men ved heller ikke, om jeg kan vælge det barn fra jeg selv har valgt at lave.

Svar:

Hej!
Hvor er det en svær situation for dig.
I har planlagt Jeres barn, men nu overvejer du abort, fordi problemerne i Jeres forhold bliver hyppigere og værre. Det lyder rigtig svært. Samtidig er du usikker på, om du kan fravælge det barn, du selv har ønsket.

Du ønsker ikke at blive alenemor, nej, det er selvfølgelig ikke det, du håbede på.
Overvej, at du og din kæreste tidligere har oplevet, at I trods problemerne vælger hinanden og vil blive sammen. Overvej, at du pga graviditeten er påvirkelig af graviditetshormoner, som kan give dig humør –og følelsessvingninger, og måske være årsag til de ekstra problemer –? Tag ikke en forhastet beslutning, abort kan ikke gøres om.

Har du overvejet at søge hjælp til jeres forhold?

Hvordan havde du det, da du blev gravid? Hvordan havde din kæreste det?
Hvad har Jeres forhold af kvaliteter, som I kan bruge til at løse den aktuelle situation? Hvad plejer at hjælpe Jer? Hvad siger din kæreste? Ved han, at du overvejer abort og Jeres fælles fremtid?
Kunne det være en mulighed, at I søgte hjælp til Jeres forhold, til samtale om bla bolig og hans datter –?
En graviditet er lang, meget kan falde på plads og I kan prioritere at arbejde for Jeres forhold og familie.
Evt kan I tale med en rådgiver fra Abortlinien, der bor i nærheden af Jer?
Hvordan tror du, du vil have det, hvis du valgte en abort? Hvordan tror du, du vil have det efter en abort?
Hvordan tror du, det vil være, hvis du beslutter dig for at beholde barnet, selvom du ikke ved, om Jeres forhold holder? Hvordan ser dit netværk ud?

Hvad tænker du om abort?

Overvej, at selvom abort umiddelbart ser ud til at løse en svær situation, så skaber en abort ofte flere problemer end den tilsyneladende løser. Abort er alvorligt, det handler jo om et lille ufødt barn. De fleste kvinder får det psykisk svært efter en abort af forskellig varighed og karakter. Sværest for dem, der var i tvivl eller blev presset. Mange fortyder og betaler en høj pris. Typiske reaktioner er sorg, savn, skyld, tomhed eller vrede. Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Du er velkommen til at skrive igen til post(at)abortlinien.dk
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

(04.04.14)