Har det rædselsfuldt efter abort

7. oktober 2025
Egentlig orker jeg ikke at snakke med nogen om det her, men det virker så beskyttet at høre fra nogen man ikke kender.
Jeg fik en medicinsk abort for næsten 3 uger siden – gravid med kæresten og lige startet på uddannelse. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg for barnets og min skyld tog den rigtige beslutning. Jeg har en drøm om at være der 100% den dag jeg skal have børn, og det troede jeg ikke helt på. Men så alligevel … det gik meget stærkt, fredag aften tog jeg en positiv test og præcis en uge efter aborterede jeg.
Mit problem nu: Jeg har det rædselsfuldt, den lille bobble jeg så på scanningen er bare væk for evigt, og jeg føler mig bare som verdens dårligste menneske fordi jeg ikke tog ansvar.
Hej
Du blev uplanlagt gravid og var ikke i tvivl om, at du ville have en abort og det gik meget stærkt. Måske for stærkt, for nu har du det rædselsfuldt. Det må være svært at føle sig som verdens dårligste menneske, fordi du ikke tog ansvar for det lille nye liv. Det var dit valg, ja. Men hvor var din kæreste? Din læge? Hvem talte du grundigt med om den store beslutning, der ikke kan gøres om? Hvad talte med dig om alternativer til abort? Og blev du mon informeret om, hvor høj en pris mange kvinder betaler for abort?

Skriv dine tanker ned

Det lille nye liv er væk. Hvad kan du gøre? Du kan tage dig selv og dine reaktioner seriøst. Tal med fortrolige om, hvad du tænker og føler, helst nogle der kan lytte og ikke bare sige, at “det var jo det bedste”. Skriv evt noget ned om, hvordan du har det. Skriv evt noget ned til det lille liv. Din læge kan henvise dig til en støttesamtale, vær opmærksom på, at ikke alle psykologer anerkender abortens psykiske omkostninger. Nogle kvinder har gavn af at tale med en præst om skyld og Guds tilgivelse, de oplever at være sat frie herefter. Hvis du har lyst til det, kan Abortlinien henvise til en præst i nærheden af dig.
Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk eller du kan ringe til Abortlinien 48394848.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst nielsen, sygeplejerske
(11.03.14)

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Graviditet efter abort
10. november 2025

Spørgsmål:

Hej. Jeg fik en kirurgisk abort for 3,5 uge siden, da graviditeten var gået til. Er det muligt at få ægløsning inden hcg er helt ude af kroppen? Altså er det muligt at blive gravid igen inden hcg er helt ude af kroppen?

Svar:

Hej Det er trist, at graviditeten gik til. Jeg vil opfordre dig til at kontakte din læge med dit spørgsmål. Typisk kommer ægløsning 2-4 uger efter aborten. Håber du snart bliver gravid igen og at alt forløber uden komplikationer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Følelser efter abort
6. november 2025

Spørgsmål:

Jeg ønsker at komme ud med mine følelser efter abort

Svar:

Hej Det lyder til, at du har fået det svært efter abort. Det oplever mange kvinder. Læs evt. i brevkassen om andres erfaringer med abort og læs: Efter Abort Og skriv gerne igen til post@abortlinien.dk og få mere hjælp. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Vrede efter frivillig abort
30. juli 2025

Spørgsmål:

Hej Brevkasse Er det normalt at opleve en form for total vrede på en selv og den partner som har været indblandet i. Det var en fælles beslutning vi to da timingen ikke var den rigtige for nogle af os, men han er begyndt og se med en ny pige og de har snakkede om børn ude i fremtiden jeg ved bare ikke hvordan min krop vil reagere på at se "faren" til mit "barn" skulle være far til et levende barn. Ved godt det er to store spørgsmål, men er virkelig i tvivl, om det er mig som er helt på afveje eller om det er normale reaktioner og om nogle har prøvet noget ligne.  

Svar:

Hej Du er slet ikke på afveje. Det er helt naturligt at reagere psykisk efter abort, også selvom aborten var en fælles beslutning. Typiske reaktioner er fortrydelse, sorg, skyld, tomhed og vrede, både overfor en selv og overfor partneren. At din partner hurtigt efter aborten, taler om børn i fremtiden med ny kæreste, er oplagt en svær situation. For, hvorfor skulle Jeres ufødte barn ikke leve, når et andet senere skal? Hvem kan du tale med om din vrede? Læs evt. i brevkassen om andres erfaringer med abort og læse evt. her: Efter abort. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske  

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.