Egentlig orker jeg ikke at snakke med nogen om det her, men det virker så beskyttet at høre fra nogen man ikke kender.
Jeg fik en medicinsk abort for næsten 3 uger siden – gravid med kæresten og lige startet på uddannelse. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg for barnets og min skyld tog den rigtige beslutning. Jeg har en drøm om at være der 100% den dag jeg skal have børn, og det troede jeg ikke helt på. Men så alligevel … det gik meget stærkt, fredag aften tog jeg en positiv test og præcis en uge efter aborterede jeg.
Mit problem nu: Jeg har det rædselsfuldt, den lille bobble jeg så på scanningen er bare væk for evigt, og jeg føler mig bare som verdens dårligste menneske fordi jeg ikke tog ansvar.
Hej
Du blev uplanlagt gravid og var ikke i tvivl om, at du ville have en abort og det gik meget stærkt. Måske for stærkt, for nu har du det rædselsfuldt. Det må være svært at føle sig som verdens dårligste menneske, fordi du ikke tog ansvar for det lille nye liv. Det var dit valg, ja. Men hvor var din kæreste? Din læge? Hvem talte du grundigt med om den store beslutning, der ikke kan gøres om? Hvad talte med dig om alternativer til abort? Og blev du mon informeret om, hvor høj en pris mange kvinder betaler for abort?
Skriv dine tanker ned
Det lille nye liv er væk. Hvad kan du gøre? Du kan tage dig selv og dine reaktioner seriøst. Tal med fortrolige om, hvad du tænker og føler, helst nogle der kan lytte og ikke bare sige, at “det var jo det bedste”. Skriv evt noget ned om, hvordan du har det. Skriv evt noget ned til det lille liv. Din læge kan henvise dig til en støttesamtale, vær opmærksom på, at ikke alle psykologer anerkender abortens psykiske omkostninger. Nogle kvinder har gavn af at tale med en præst om skyld og Guds tilgivelse, de oplever at være sat frie herefter. Hvis du har lyst til det, kan Abortlinien henvise til en præst i nærheden af dig.
Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk eller du kan ringe til Abortlinien 48394848.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst nielsen, sygeplejerske
(11.03.14)
