Spørgsmål:
Min forlovede og jeg har en datter på 19 mdr. Og vi har hele tiden været enige om at vi skulle få et barn mere her til sommer. Jeg er nu gravid (7+3) Barnet er planlagt og graviteten med vores datter gik nemt, og hun er et nemt glad barn.
Sagen er nu den at min forlovede hver gang vi bliver uvenner (eller måske mere er uenige) siger “jeg vil ikke have flere børn alligelvel, få det fjernet” eller “jeg håber du mister det” jeg tror egentlig mest at han siger det fordi han har svært ved at styre sit Temprement og han har svært ved at kommunikere. Andre dage kan han så ikke forstå jeg ikke gider være tæt med ham. Men for mig, for hver gang han kommer med “jeg gider ikke allligevel kommentarerne” så tager jeg bare mere og mere afstand fra ham.
Faktisk har jeg næsten lyst til at gå. Og jeg er slet ikke bange for at jeg ikke kan klare 2 små børn alene. Det ved jeg at jeg kan. Det eneste jeg ærlig talt er bange for er at være alene til fødslen fordi jeg ikke har nogle at tage med. Jeg er så såret både på mine egne, vores datters og vores kommende barns vegne.
Svar:
Hej
Det er svært for dig at være planlagt gravid og høre på de sårende kommentarer fra din forlovede. Det lyder ikke til, at du overvejer abort? Derimod overvejer du at gå fra din forlovede, men bliver bange ved udsigten til at mangle ham til fødslen.
Husk på, at der er længe, til du skal føde. Hvis I fortsat er sammen på det tidpunkt, er han selvfølgelig med. Hvis I ikke er sammen, er der måske en tilpas god relation mellem Jer til, at han alligevel er med. Og hvis du ikke ønsker ham med, så har du god tid til at finde en anden, der kan være sammen med dig. Selvom du ligenu tænker, at du ikke har nogen at tage med, kan der uventet vise sig muligheder.
Måske er relationen som fødselshjælper/deltager der ikke nu, men den kan komme iløbet af graviditeten. Det kan være en i familien, en veninde, kollega, nabo, som du kunne forestille dig at spørge. Mange vil tage en sådan forespørgsel som en kompliment og måske en ære, og sammen kan I afstemme forventninger til fødselsdeltagelse.
Men, bedst vil det være for jer alle, hvis du og din forlovede finder sammen til en god relation. Det er ikke længe, I har kendt til graviditeten. Er I oftere uenige efter I har fundet ud af, at I venter nr 2? Er din forlovede stresset ved tanken om 2 små børn? Har hans temperement og udfordringer med kommunikation tidligere givet Jer vanskeligheder? Ved han, hvor meget han sårer dig? Ved han, at du har tanker om at gå fra ham?
Jeg vil opfordre dig til at tale med ham om det, du skriver. Er det en mulighed for Jer at tage imod hjælp til Jeres forhold? Undersøg evt “Center for familieudvikling”, de har gode psykologer. Hvem kan du tale med om din sårethed?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Relateret læsning: Kæreste ønsker ikke barn