Spørgsmål:
Kære brevkasse. Jeg er 26 år og har lige fundet ud af at jeg er gravid. Jeg har i forvejen en dejlig datter på 8 år, dog ikke sammen med min nuværende kæreste. Vi har været sammen i ca. 5 måneder og det har været meget op og ned.
Efter vi har fundet ud af at jeg er gravid er han blevet decideret ondskabsfuld. Han vil have det fjernet, og der er ikke noget at diskutere om. Han siger at jeg ødelægger hans liv, og at det vil han ikke tillade. Han råber og skriger og er blevet fysisk to gange, ikke voldsomt, men nok til at jeg har et stort mærke på min arm.
Jeg har aldrig nogensinde troet at jeg skulle stå i en situation hvor abort overhovedet var en mulighed. Det er utænkeligt for mig. Jeg elsker allerede den lille spire indeni i mig og føler et stort behov for at passe på den og beskytte den, men jeg frygter så meget hvad min kæreste kan finde på, for han vil på ingen måde acceptere at jeg ikke kan få en abort.
Uanset hvad jeg gør, så kan jeg ikke være sammen med ham, hvis han får presset mig til en abort, men jeg kan heller ikke være sammen med ham hvis jeg beholder. Jeg er så fortvivlet og bange på samme tid.
Svar:
Hej
Hvor er det en ubehagelig situation, du står i. Du er gravid og det kan din kæreste slet ikke overskue, han ikke bare verbalt presser dig til abort, han er også blevet fysisk. Du ved, at du ikke kan være sammen med ham mere, uanset om du vælger barn eller abort. Det er klart, du er fortvivlet.
Er du gået fra din kæreste? Hvis han truer dig, bør du melde ham til politiet. Hvem kan du være hos, som kan give dig tryghed i den akutte situation? Forældre, veninder, venner?
Du ønsker ikke abort, men din kærestes trusler kan få dig til at overveje abort. Om din kæreste kommer til fornuft, når han har vænnet sig til tanken, kan man ikke vide. Overvej, hvordan du tror, du vil have det, hvis du vælger abort pga pres fra ham?
Er det en mulighed, at du får barnet “udenom ham”, dvs at du frasiger dig børnepenge og barnets kontakt til ham?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske