Min situation er nok lidt atypisk. Jeg er mand og sørger jævnligt over en provokeret abort, som min kæreste insisterede på at få for 3,5 år siden mod min vilje. Hun ville aborten pga udfordringer i vores parforhold dengang samt generel usikkerhed på, om hun ville kunne overkomme et barn mere. Det var en meget vanskelig situation, da vi vidste, at min kone havde fertilitetsproblemer, og vi derfor fik hjælp til vores første barn. Men et halvt år efter vores søns fødsel blev min kone mod forventning gravid naturligt. Hun panikkede fuldstændigt over det, så det endte med abort.

Tanker om barnet, der kunne have været

Jeg har lært at leve med tankerne om det barn, der kunne have været ud fra devisen ”hendes krop, hendes afgørelse”, så jeg føler ikke selv skyld eller skam over aborten, da jeg dengang klart meldte ud, at den var uden min billigelse. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at overbevise hende om, at vi nok skulle klare det barn, selvom timingen var elendig. Jeg så det som en uventet gave, og argumenterede derfor for at det trods alt var større og vigtigere end de øvrige udfordringer, vi stod med dengang.

Sorgen er blusset op

Problemet er så i dag, at sorgen på det sidste er blusset voldsomt op igen, fordi vi gennem det sidste år har forsøgt at lave et barn mere uden held, og derfor kommer der både følelser af sorg frem samt følelser af bebrejdelse mod min kæreste. For hvis ikke hun havde fået den abort, ville vi have haft det barn i dag, og vi ville have været fri for al den frustration der er forbundet med mislykkede fertilitetsbehandlinger, og jeg ville ikke skulle have levet med den sorg i de år og samtidigt kæmpe for ikke at bebrejde min kone noget, da det uvægerligt ville være ødelæggende.

Jeg har dagligt ”billeder” af den lillebror/lillesøster, der ville have været, og har flere gange grædt over det. Jeg elsker min kone, og ønsker ikke at gøre hende ked af det eller gå fra hende. Men i øjeblikket føler jeg mig meget frastødt af det moralske kompas, som styrede hende i forbindelse med aborten.

Kan jeg tilgive?

Jeg er blevet usikker på, om jeg egentlig kan tilgive hende, eller har tilgivet hende, at hun fratog mig det barn. Det er også en faktor, at hun gjorde det i en situation med fremskreden alder og kendte fertilitetsproblemer. Vi ved pt ikke om de nuværende behandlinger vil lykkes, men indtil videre ser det ikke så godt ud, og under alle omstændigheder er det et langtrukkent forløb. Et nyt barn ville ikke fjerne min sorg, men det ville gøre det nemmere at leve med den. Desuden er det utroligt vigtigt for mig, at min søn får en bror/søster.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at hvis det ender med ikke at lykkes inden for de næste par år, og min lyst til at få et barn mere er større end lysten til at blive sammen med min kone og vores søn, ja hvad gør jeg så? Jeg håber meget på lidt input, for det er meget svært at finde fora på nettet, hvor det er manden, der har issues med abort.
Venlig hilsen Løven

Hej
Det er en svær situation, du står i. Og ja, det er ikke så ofte, man hører om mænd, der sørger efter abort, men du er ikke den eneste. Det er let at forstå, at du er frustreret. Mange par oplever som Jer, en spontan graviditet efter graviditet opnået ved megen hjælp. Denne spontane graviditet kommer bag på mange, og desværre resulterede det for din kone i panik og beslutning om abort.

I må tale sammen om det

Hvad kan du gøre? Ved din kone, hvordan du har det? At du er ked af aborten og at sorgen er blusset op pga de mislykkede forsøg på at opnå graviditet? Hvordan har din kone det? Både med aborten og med de mislykkede forsøg? Mon ikke også hun “kobler” de to ting? Du ved ikke, om du kan tilgive din kone. Det er klart, at det er svært. Og særligt, hvis hun ikke har fortrudt aborten og ønsker din tilgivelse.
Hvis I skal videre sammen som familie, med et eller flere børn, har I formentlig brug for hjælp til at tale om aborten og din reaktion herpå. Måske med Jeres læge, måske med en psykolog.

Tag din sorg alvorligt

Du har mistet et barn mod din vilje. Du sørger over dit tab. Og du ærgrer dig over Jeres “unødvendige” fertilitets-frustrationer. Har du talt med nogen om det? En fortrolig ven? Prøv evt. at skrive ned, hvordan du har det. Skriv evt. noget til det lille liv, der døde. Kig evt her: Efter abort, måske kan du identificere dig med noget, selvom din sorg som far er anderledes end kvinder, der fortryder abort og sørger.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk
Håber det bedste for dig og Jer.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske