Simons historie:
Selvom det er mere end fem år siden, at Simon Jensen (anonymiseret) og hans hustru valgte en provokeret abort, tænker han dagligt over den. I et uddrag fra den 37-åriges dagbog d. 16. maj 2015 står:
“Har konstant skyldfølelse og ondt i sindet.
Føler mig meget stresset hele tiden.
Kan næsten ikke være glad mere uden, at det er falsk.
Kan ikke finde ro på noget tidspunkt.
Føler tit det nemmeste var ikke at være her mere.
Tænker konstant over den abort, der blev udført.”
Aborten blev udført på et kaotisk tidspunkt
“Jeg traf beslutningen på baggrund af, at jeg havde boet sammen med min dengang kæreste i 13 år. Jeg mødte en pige, som jeg begyndte at se mere til, og hun blev gravid. Alt var kaos lige der. Hun var to måneder henne. Vi traf så den dumme beslutning om aborten. Jeg gik fra min kæreste og er i dag gift med hende, der fik aborten. Vi har idag to fantastiske, skønne børn. Det er nok også derfor, at det gør ekstra ondt,” fortæller han.
Medicinen påvirkede følelserne
Simon er opvokset på sjælland i en børneflok på fire med forældre, der den dag i dag stadig er gift. I perioden, hvor Simon og hans hustru traf beslutningen om abort, tog han antidepressiv medicin. Han oplever, at medicinen påvirkede hans følelsesliv, og at han derfor ikke tænkte meget over aborten dengang. Det forandrede sig, da han ikke længere fik medicin.
“Efter jeg stoppede med medicinen kom det som et brag til mig, og jeg røg fuldstændigt ned. Da jeg så fik stress og depression efter aborten, var jeg meget imod at få det samme antidepressive medicin, da jeg var bange for at træffe beslutninger, som jeg igen ville fortryde. Men jeg kunne slet ikke komme ud af det sorte hul, så jeg indvilgede i at få noget medicin, men nægtede at få det samme som før. Jeg har så heldigvis fået det bedre og kan se lidt lys forrude. Men lige nu lever jeg dag for dag,” forklarer Simon, der udadtil kan virke som en almindelig familiefar.
Min dag er smadret, bare jeg ser ordet abort
“Nogle gange er dagen fin, og andre dage er det helt øv. Min dag er fuldstændig smadret, bare jeg ser ordet abort,” forklarer han.
I februar begyndte han at arbejde på fuldtid igen efter et halvt års sygemelding. Simon er mekaniker og har siden 2008 arbejdet som værkfører i et firma. Aborten og et stort arbejdspres udløste en sygemelding med stress og depression.
”Det hele blev et stort kaos. Jeg blev fyret, da jeg heller ikke kunne finde mig i den måde, jeg blev behandlet på af den nye ejer,” fortæller Simon, der tænker, at han som barn har haft en tendens til ADHD. Han oplevede sig som ”det sorte får”, der ikke slog til i skolen. Om hans far fortæller han, at han stillede store krav til ham og hans søskende. Efter 8. klasse stoppede han i skolen og hængte i en længere årrække ud med venner om natten. Som 21-årig fik han nok og tog en uddannelse som mekaniker. Han var på samme arbejdsplads i 15 år, indtil han blev sygemeldt.
“Da jeg røg ned med stress, nævnte jeg hurtigt lidt om aborten til en psykiater. Jeg har nævnt min sorg lidt for min kone, men hun er ikke så hårdt ramt som mig. Jeg lader være med at gå i dybden, for tænk nu, hvis jeg begynder at gøre hende trist, og hun begynder at tænke over det,” forklarer han.
“Jeg har haft kontaktet præster for at bede for mig. Men jeg kan ikke tro på, at jeg er blevet tilgivet for det,” forklarer Simon.
Man kommer aldrig over det
”Min appel til andre er, at de virkelig skal overveje det tusind gange. Uanset hvem, og hvor stærk man er, så rammer det en, og man kommer aldrig over det. Det har jeg indset. Så for Guds skyld, lad være. Det kom til mig ca. 3 år efter aborten. Lige pludselig. Jeg lå i sengen i flere dage og kunne intet foretage mig. Min kone og jeg har ikke planer om at få flere børn, men skulle hun blive gravid, så kommer det aldrig på tale med abort. Om det så er trillinger, der er på vej.”
Af Kathrine Krogh Hoffmann, fagjournaliststuderende, 2016
Baseret på mailinterview. Artiklens forfatter kan kontaktes på kathrine.k.hoffmann@gmail.com