Jeg fik i november 2016 foretaget en kirurgisk abort. Jeg blev gravid ved et uheld. Da jeg fortalte min kæreste, at jeg var gravid gik der egentlig ikke mere end 5 min før vi havde bestilt tid til lægen med henblik på en abort, og det var grundet, at jeg tidligere havde sagt at hvis jeg blev gravid, imens jeg var under uddannelse, så ville jeg vælge en abort. Det var bare lige pludselig ikke så lige til.
Allerede da vi sad hos lægen kunne jeg mærke, at jeg ikke havde mig selv med, og det hele gik alt for stærkt. De næste par uger var et helvede, jeg var ekstremt meget i tvivl og selv da vi sad på hospitalet og ventede på, at det var min tur, var jeg ikke sikker på noget.
Jeg havde brugt flere uger på at “pæren tændte” for mig, men det gjorde den bare ikke. Min kæreste gav mig op til flere gange muligheden for at bakke ud, selv 10 min før jeg skulle på operationsbordet. Men jeg kendte dårligt mit eget navn. Det eneste jeg kunne høre i mit hoved var min mor, der sagde, “hold på din første indskydelse”.
Skulle have gået hjem
Men i dag ved jeg, at jeg skulle havde gået hjem og snakket alting igennem med min kæreste istedet, at jeg skulle havde set mulighederne. Jeg brugte så meget tid på at gøre alting til problemer, det var et problem at økonomien ikke var den bedste, at vi boede hos svigerforældrene osv men efterfølgende har jeg fundet ud af at problemet reelt var, at jeg ikke følte mine forældre ville bakke mig op, og jeg tog fejl, for jeg snakkede ikke med dem om det.
Jeg var ødelagt da jeg vågnede op efter indgrebet, og jeg måtte igennem det to gange da de ikke fik det hele med ud første gang. Jeg havde ikke tid til at bearbejde min sorg, jeg fik kun en uge hvor jeg bogstavlig talt lå og gloede ind i væggen uden at kunne hverken spise eller sove for jeg skulle op og i skole og mit fravær lå lige på vippen.
Da jeg endelig var færdig knækkede filmen for mig, for jeg havde fortrængt mine følelser i så lang tid, ladet som om det aldrig var sket. Jeg har lige siden prøvet at blive gravid, og det er jeg også blevet to gange, men hver gang har jeg fået en spontan abort og det har på ingen måder hjulpet på humøret, tvært imod.
Jeg kommer ikke videre
Jeg sidder her et år efter og føler mig stadig lige så påvirket som jeg var for et år siden, jeg har prøvet at modtage behandling, men jeg føler ikke det hjælper. Jeg kommer ikke videre. Jeg er vred og jeg ved ikke hvordan jeg skal tilgive mig selv, hvordan jeg skal leve med det. Jeg ved, jeg aldrig glemmer det, men jeg har brug for at det bliver placeret et sted, hvor jeg kan leve med det, men jeg har snart givet op. Jeg har ikke mere energi og jeg tager mit forhold med i faldet. Jeg begynder på et Pakkeforløb på psykiatrisk afdeling om en uge, og jeg glæder mig ærligtalt, for jeg vil så gerne videre, men jeg føler det her vil gøre ondt resten af mit liv.
Jeg havde egentlig bare brug for at komme ud med mine følelser.
Hej
Hvor har du det svært, og det har du haft længe. Du har fortrudt din abort, og du har betalt en høj pris.
Mange kvinder har samme tunge erfaring med abort som dig. Det gør ikke din smerte lettere, men alligevel kan det måske være godt at vide, at din smerte er helt naturlig og forståelig.
Du kan få det bedre, og der kan gå lang tid endnu, så vær tålmodig.
Du har søgt hjælp, men desværre uden den store effekt. Det kan der være flere grunde til, måske har behandleren ikke forståelse for eller accept af aborts høje pris. Afhængig af, hvor du bor, kan Abortlinien evt henvise dig til en psykolog i nærheden, som har erfaring med abortramte.
Du kan ikke tilgive dig selv, at du valgte abort. Nogle kvinder har gavn af at tale med en præst om skyld og tilgivelse fra Gud. Det sætter dem frie til at leve igen. Hvis du har lyst til at tale med en præst, kan Abortlinien henvise dig til en, der bor i nærheden af dig.
Måske kan det gavne dig at læse i Abortliniens brevkasse om andres erfaringer med abort. Læs evt: Efter abort og besøg Abortbarnet.dk.
Håber det bedste for dig.
Du er velkommen til at skrive igen.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
