Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Kaos blev til ønskebarn

Kaos blev til ønskebarn

Aborten var aftalt, men Vickie var allerede i 13. uge. Dette satte nye tanker i gang.

Vickies historie:

Det var i starten af juli. Jeg blev syg og kastede op hele tiden. Jeg var 22 år og havde været sammen med min kæreste i 2½ år. Jeg gik til lægen om fredagen. Hun mente, jeg var gravid, men jeg var sikker på, at hun tog fejl, for jeg havde taget mine p-piller uden forglemmelse. Men desværre viste graviditetstesten, at jeg var gravid, og efter at have undersøgt mig mente lægen, at jeg var i 6. uge.

Jeg græd og græd, min kæreste gjorde alt for at trøste mig, men ingen af os kunne forstå det. Vi fik en tid til at komme og snakke med en anden læge om det den følgende mandag.

Hele weekenden snakkede vi om, hvordan både en abort eller et kommende barn ville ændre vore liv. Jeg græd hele tiden, kunne ikke spise og kastede op, bare jeg så mad. Vi var 99 % sikre på, at vi ikke ville have et barn nu, og at jeg skulle have foretaget en kirurgisk abort. Vi aftalte, at det skulle ske hurtigst muligt, inden fosteret havde udviklet sig.

Længere henne end ventet

Om mandagen kom vi så op til lægen og fik svar på vore spørgsmål ang. abort, og jeg skrev under på, at jeg ville til en undersøgelse før aborten. Derefter ville lægen undersøge mig, da hun ikke stolede på andre lægers ord for graviditetstidspunktet. Hun fortalte, at jeg var i 8. uge, og jeg blev igen knust. Jeg havde ønsket, at det ikke skulle komme så langt. Min kæreste spurgte, om det kunne risikere at nærme sig det kritiske tidspunkt for at nå at få abort. Hun lovede os 110 %, at jeg i hvert fald ikke var mere end 8-9 uger henne. Vi bad hende om en hastetid til abortundersøgelse, så vi kunne få det overstået, og jeg fik en tid på sygehuset om fredagen.

Vi ankom til undersøgelsen og snakkede med lægen om vort valg. Vi sagde, at vi ønskede aborten hurtigst muligt, da vi ikke ville have, at fosteret udviklede sig yderligere, og vi ikke kunne holde til flere chok. Lægen ville lige scanne mig for at være sikker på, hvor langt jeg var henne. Da han var færdig, vendte han ryggen til og kiggede ud af vinduet. Derefter tog han ved mig og sagde, at han var nødt til at give os et endnu større chok. Jeg var i 13. uge. Hvordan kunne læger tage så meget fejl? Både min kæreste og jeg knækkede fuldstændig sammen. Vi græd og græd og kom ind i et værelse for os selv, hvor vi kunne snakke. Derefter gik vi tilbage til lægen, som fortalte, at vi kunne søge om tilladelse til abort. Men at det i så fald ville foregå som en fødsel. Vi fik så en tid til en samtale ved amtet om mandagen.

48 timer til at træffe et valg

Vi havde altså 48 timer til at træffe et valg, som uanset udfaldet ville ændre resten af vore liv. Vi snakkede om det i ca. 40 af timerne (ingen af os kunne sove). Det var de samme ting, vi blev ved med at sige og komme frem til, da det hele var så stor en mundfuld, og vi var begge fuldstændig udkørte. Tankerne fløj rundt i hovederne af os. Især tanken om at skulle tage 2 piller, som ville dræbe fosteret og få et lille hjerte til at holde op med at slå. Tanken om at skulle føde et dødt foster. Tanken om at skulle se os selv i øjnene bagefter. Tankerne om de mange konsekvenser, både psykiske og fysiske. Lægen sagde, at det ville være det værste, jeg nogensinde ville blive udsat for. Men var det et år frem eller resten af livet, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene? Vi var bange for, at det ville give store psykiske konsekvenser at få en abort. Men samtidig kunne vi ikke se os selv som forældre nu. Vi hældte ikke mest til nogle af valgene, men ønskede tværtimod ingen af delene. Derudover var der samtalen i amtet. Hvis vi ikke havde bestemt os inden da, var det ikke vort eget valg mere. Og hvad hvis vi valgte abort, men fik et nej?

Vi snakkede med begge hold forældre, og de støttede os alle sammen 100 % uanset, hvad vi ville vælge, men de syntes, vi skulle beholde barnet. Mine forældre mente ikke, jeg ville kunne klare det psykisk, hvis jeg skulle føde et foster, men ikke havde noget bagefter.

Vi valgte aborten fra

Søndag middag var vi stadig ikke kommet frem til noget. Vi måtte se det på en anden måde. Vi kunne ikke træffe det valg, vi helst ville, da vi stadig ikke vidste det. Men derimod vælge det fra, vi ikke kunne klare. Og så var beslutningen truffet.

Vi skulle have et barn! Vi skulle være forældre! Det ville ændre vore liv for altid! Ingen af os følte os sikre i vort valg, og der gik da også et par uger, før den resterende familie samt vennerne fik det at vide.

Men få dage efter blev vi scannet igen, og da det lille udviklede barn vinkede til os, vidste vi, at vi havde truffet det rigtige valg.

Da der var gået lidt tid, glædede vi os helt vildt til at skulle have et barn. En lille prinsesse, der blev sat til at komme til verden midt i januar. Vi købte drømmehuset og kunne næsten ikke vente, til vi alle 3 skulle flytte derud.

Den 1. januar 2006 blev vi forældre til den smukkeste lille prinsesse. Nytårsaften havde vi 20 mennesker til spisning, men måtte forlade selskabet da kl. blev 02, og kl. 06.39 fødte jeg en velskabt og perfekt datter på 48 cm. og 2475 gram uden de mindste komplikationer.

Uvirkeligt at vores datter ikke skulle ha været til

Efter fødslen har vi snakket meget om vores beslutning om at fravælge abort, da det er så uvirkeligt for os, at hun ikke skulle have været til. Nu føler vi jo, at hun “altid” har været her, og at det ikke kunne være anderledes. Og tanken om hvad der kunne være sket, får tårerne til at løbe ned ad kinderne. Vi er så taknemmelige for, at alt gik galt dengang, for hun er virkelig det bedste, der er sket os. Vi vil ikke undvære hende for noget i verden.

Når jeg ser tilbage på de dage, vi var igennem, ved jeg, at vi stadig ikke kunne have gjort det anderledes. Vi fortryder intet, men er derimod glade for, at vi fik snakket det hele igennem, og sammen fandt frem til en beslutning. Og ved med sikkerhed, at vi ikke havde klaret det uden vore venners og familiers opbakning. Og jeg havde personligt ikke klaret de dage uden min kærestes støtte. Det vil jeg aldrig glemme ham for!

Vi vil råde andre, som overvejer en abort, til at prøve at vende tankerne. Tænk over om det kan fungere med et lille barn i hverdagen, og på hvor mange glæder det kan give dig.

Du må ikke kun tænke negativt på alt det, der hører med. Al den tid et barn vil tage, alle de penge det vil koste, alle dine drømme, der vil gå spildt. Men prøv at vende det om. Den tid vil du hellere end gerne bruge på dit barn. Og hvad vil du gerne nå, som du ikke kan med et barn? Dine drømme må du måske bare skubbe lidt ud i fremtiden. Og den dag du har dit barn i armene, er der intet højere, du vil ønske dig.

Jeg stod selv og skulle i gang med en videregående uddannelse som finansøkonom. Det skal jeg stadig, bare et år senere. Mine drømme var at få en uddannelse og så ellers ud og opleve en masse. Og børn – NEJ TAK! Havde da rigeligt i min nevø og niece. Og nu strømmer oplevelserne ind hver eneste dag. Måske ikke de oplevelser, jeg havde i tankerne, for jeg vidste ikke så store oplevelser fandtes.

Abort er blevet for nemt

Nogle gange bliver jeg i tvivl om min holdning til fri abort. Førhen synes jeg det var meget fint, at folk selv kunne vælge. Men nu hvor jeg selv har skulle træffe det valg, dukker der nye meninger op. Det er simpelthen blevet for nemt! ”Ja ja, bliver jeg gravid kan jeg jo bare få DET fjernet”. DET er altså et lille foster, et foster der kan blive et selvstændigt menneske. Et menneske som bliver dit ét og alt. På det tidspunkt jeg skulle have haft aborten, lå min datter og vinkede og suttede på tommelfinger, mens hjertet bankede hurtigt. Så glem den sætning ”det er jo bare et foster. Det er jo ikke udviklet endnu”. Jo, det er. Det er ikke en fuldtudviklet baby.

Én ting har vi i hvert fald lært. Nogen gange skal man træffe en beslutning mod alle odds. Netop det, har givet os den største oplevelse nogensinde. At se et lille menneske udvikle sig dag for dag. At mærke det bånd mellem forældre og barn. Et bånd, man ikke kan forestille sig, før man har prøvet det. At elske et menneske så højt og betingelsesløst fra første sekund, du ser det.

Vi var bange for, at alt ville forandre sig, og at vi ikke var klar til den forandring. Og fra det sekund man har barnet i armene, er alting forandret. Fremover vil vi vågne op hver dag til nye udfordringer og oplevelser. Vågne op og takke os selv for at være ved siden af vores datter.

Hilsen Vickie

Af Viki Jensen. Bragt i Retten til Livs blad LIV marts 2006