Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kan vi tillade os at vælge barnet?

Spørgsmål:

Hej. Jeg skriver fordi jeg er gravid. Jeg har en fødselsdepression som jeg er i behandling for både medicinsk og terapeutisk. Min mand er under udredning for kræft i tarmen. Vi har i forvejen 2 børn på 4 år og 15 mdr. Vi var i fertilitetsbehandling for at få vores yngste, da jeg har pcos og min mand har nedsat sædkvalitet.

En abort tror jeg ikke jeg ville kunne gennemføre. I og med vi har 2 børn, hvor vi sågar har kæmpet for at få den ene, så ved jeg jo hvad jeg ville sige farvel til. Og det tror jeg vitterligt ikke jeg kan. Men hvad så?

Hvad hvis min mand har kræft og han måske har gået med det for længe? Hvad hvis systemet ikke synes det er ansvarligt og få et barn under en depression og tager alle vores børn fra os? Økonomien er heller ikke den bedste. Jeg er elev og under 25 år og min mand er sygemeldt, og ja, inderst inde ved jeg jo godt det mest ansvarlige ville være og få barnet fjernet :( øv . Vi har gjort hvad vi kunne for at beskytte os.. Hvordan vil folk se på os hvis vi valgte og beholde barnet? Hvad skal vi forvente? Mht min depression så er jeg ikke i tvivl om at jeg ville kunne tage vare på endnu et barn, og ville da være lykkelig . Men hvad så hvis min mand bliver erklæret uhelbredeligt syg? Øv en dum situation det her…

Svar:

Hej
Hvor er det en svær situation, du står i. Denne situation får dig til at overveje abort, selvom du skriver, at du ikke tror, du kan gennemføre en abort. Trods dine svære forhold, skriver du, at du ikke er i tvivl om, at du vil kunne tage vare på endnu et barn. –Hvor er du sej!

‘Systemet’ er til for at hjælpe

Du tænker abort er ansvarligt (overfor hvem?) og er bange for, at “systemet” tager alle jeres børn fra Jer. –Hvad får dig til at tænke det? Har nogen udtrykt bekymring for Jeres børn? “Systemet” skal hjælpe pressede familier, ikke presse og true. –Får I nogen hjælp fra Socialforvaltningen? Du tænker på, hvordan folk vil se på Jer, hvis I beholder Jeres barn. Hvilke folk tænker du på? Og hvad betyder det for dig, hvad folk tænker? Det er dit/Jeres barn, og dig/Jer, der skal leve med valget, uanset om I vælger abort eller barn.

Lad dig ikke presse

Lad ikke andre folk direkte eller indirekte presse dig til et valg, du ikke ønsker.
Overvej, hvilken hjælp I har brug for? Hvordan ser Jeres netværk ud? Har I brug for nogle ekstra hænder af og til? Måske Abortlinien kan formidle hjælpe til Jer. Måske “Home start”? Eller andre tilbud, som du kan læse om her: Ung og gravid

Hvad siger din mand?

Håber inderligt, at din mands udredning ikke viser kræft. Håber din depression snart må lette helt. Ønsker dig og din familie alt godt.
Du er meget velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og ringe til Abortlinien 48394848

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske