Hej,
Jeg ved ikke til hvem jeg skal rette mine tanker. For det er nok kaotiske tanker og følelser meget mere end det er egentlige spørgsmål.

Forelsket

Sagen er den at jeg fik en medicinsk abort sidste forår. Jeg blev gravid samme weekend som min kæreste og jeg begyndte at komme sammen officielt. Vi var 24 og 26 og havde været kollegaer og gode venner i små to år forinden. I al den tid havde vi været forelskede i hinanden sådan lidt i hemmelighed, men fordi jeg dengang var i et andet forhold, lagde vi begge låg på vores følelser og tog ikke noget initiativ til at handle på dem, før mit forhold til min ekskæreste sluttede. Så “brød det ud” i en vild og intens forelskelse fra begge sider.

Anyway; vi var lige blevet kærester på et weekend-ophold i Østrig; en tur jeg aldrig vil glemme, men for evigt huske som magisk og noget af det bedste og skønneste der er sket i mit liv.
En morgen efter vi havde været i byen, havde vi afbrudt samleje, det var lige efter min menstruation, jeg pletblødte stadig lidt så jeg var overbevist om at der intet kunne ske. Stort set alle i min familie har haft problemer med at få børn og det har nok i årevis påvirket mig til at tro at jeg også selv ville få svært ved at blive gravid.

Efter “akten” var min kæreste dog lidt betænkelig og jeg måtte forsikre ham om at jeg var sikker på der ikke kunne ske noget.. Det virkede så utænkeligt, og selv HVIS der skete noget, så elskede vi jo hinanden rigtig højt. Jeg har fra det øjeblik jeg blev forelsket i ham, aldrig været i tvivl om at det var ham jeg ville være sammen med resten af livet. Og også ham jeg ville stifte familie med.

Gravid – med tusind splittede følelser

Da jeg tre – fire uger senere opdagede at jeg var gravid, stod jeg med tusind splittede følelser. Vores første reaktion var faktisk virkelig oprigtig glæde, overraskelse og lykke. Jeg sendte et billede af den positive test til ham over sms, inden han tog på arbejde. Han skrev, at det var fantastisk, og at det eneste han kunne tænke på den dag var, at vi skulle have et lille barn sammen.
(Det skal lige siges at min kæreste også altid virkelig har ønsket sig at få børn).

Min far var syg af kræft

Men efter nogle dage begyndte tvivlen og angsten at trænge sig på. Jeg stod et rigtig kompliceret sted i min uddannelse, hvor jeg manglede læreplads og desuden var min far meget syg af kræft.. Vi var det sted i kræftforløbet, hvor vi godt vidste at han ikke ville overleve og højst sandsynligt ville dø indenfor nogle måneder. Da det hele lige pludselig eskalerede med nogle akutte indlæggelser hvor jeg mere eller mindre fik beskeden at min far fra nu af skulle holdes kunstigt i live, begyndte filmen at knække for mig.

Jeg græd og græd. Jeg kunne ikke overskue at få et barn nu.. Det hele gik alt for stærkt ned ad bakke. Tilmed fik jeg for meget fravær fra min skolepraktik og blev smidt ud af uddannelsen. Jeg mistede min indtægt.

Min kæreste og jeg diskuterede situationen hver dag. Vi boede stadig ikke sammen, men han hjalp mig med at betale min husleje osv. indtil han fik mulighed for at opsige sin egen bolig og flytte over til mig.
Det hele var så hamrende kaotisk. Mit sind var fyldt med tvivl.

Oveni det hele er jeg enebarn og min mor er ude af billedet, pga. alkoholproblemer og psykiske sygdomme som opstod allerede da jeg var barn. Så da min far efter ca. en uge på hospitalet gik hen og døde, følte jeg mig så 100% alene i verden, som man overhovedet kan.
Selvom der var opbakning fra den øvrige familie og flere af min fars venner, så følte jeg mig som om jeg befandt mig på min egen planet.

Tilmed var der ingen – udover en enkelt nær veninde og min kæreste – der vidste at jeg var gravid. Og at jeg nu var begyndt at tænke på at få en abort.

I mellemtiden havde jeg været ved min læge og drøfte situationen med hende. Hun rådede mig til at lave en liste med fordele og ulemper ved en abort og ved at beholde barnet. Jeg gik hjem og skrev den og bad også min kæreste om at skrive en tilsvarende. Hos os begge var der klart flest punkter på fordel-siden, herunder et meget vigtigt punkt der hed ‘kærlighed’. Men alligevel ville angsten, stressen og tvivlen ikke forlade os. Jeg blev ved med at føle at jeg ikke ville kunne overskue både at skulle være gravid, at skulle sørge over min far, samt alt det praktiske jeg stod overfor; med at tømme boet, lukke hans forretning og genoptage uddannelsen.

Abort – dagen efter begravelsen

I weekenden lige efter min fars begravelse startede jeg min medicinske abort. Det er den sværeste beslutning jeg i hele mit liv har skullet tage.
Dagen efter begravelsen tog jeg den pille der skulle slå fosteret ihjel. Jeg havde rådført mig diverse steder, på sygehuset, hos lægen og på nettet og alle vegne var jeg blevet forsikret om at mit valg var det rigtige. Jeg havde tilmed at fået at vide at det mest af alt ville føles som at få en kraftig menstruation..

Og da jeg havde spurgt på sygehuset om jeg ikke kunne risikere at se fosteret når jeg blødte det ud, havde jeg fået et klart nej. Det var for lille. Jeg var kun 8+4 i deres beregninger og det ville maksimalt bløde i 14 dage.

Et lille foster 5 cm langt

Men de tog fejl, fejl, fejl…..
Jeg blev sat i gang på sygehuset om mandagen, to dage efter jeg havde taget den pille som slog fosteret ihjel. Jeg fik kvalme øjeblikkeligt, blev svimmel og vraltede hjem i forfærdelige kramper. Det blødte i en måned. Indenfor de første par døgn kom der et foster ud. Næsten 5 cm langt, med øjne og små “luffer”. Jeg kunne mærke det komme ud, og jeg blev så forskrækket, at jeg bare smed mine trusser + bind og styrtede ud fra badeværelset.. Jeg turde ikke gå tilbage og se på det lille døde foster.

Det blev min kæreste der forsigtigt måtte bøje sig over det, pakke det væk og smide det ud. I en skraldepose. Jeg stod bag ham og kunne se på hans skuldre at han græd. Han rystede.. Hans øjne var helt blanke og han var så tavs.

Der opstod et eller andet mørkt i mellem os. Ligesom en afgrund. Selvom vi græd og talte sammen, så var det som om at især han holdt meget tilbage. Jeg kunne ligesom mærke på ham, at der skete noget indeni ham, som han ikke udtrykte, ikke kunne få ud. Jeg begyndte at savne ham og føle skyldfølelse overfor ham. Jeg følte også at det var hans barn der var kasseret og selvom han forsikrede mig om at det var en fælles beslutning og at han ikke var vred på mig, så begyndte jeg at få sådan nogle mærkelige tanker.. At jeg ville ønske at han var vred og skældte mig ud, for så ville det hele ligesom give meget mere mening. Så kunne det måske blive forløst på en måde.

Forkert besked

I dagene efter blødte jeg også moderkagen ud. Den kom i adskillige stumper og stykker. Nogen på størrelse med en valnød og større. Jeg ANEDE ikke at der var så meget moderkage på det tidspunkt. Jeg må have været længere henne end beregnet, men jeg blev heller aldrig scannet…
Jeg blev så vred på lægerne.. Jeg havde udtrykkeligt fået at vide at det var for lille og for tidligt i graviditeten til at noget af alt det her burde kunne lade sig gøre.

Oveni det hele fik jeg stort set ikke noget opfølgnings-tjek. Blot et brev med posten, med en indkaldelse til blodprøve, hvor de skulle tjekke at HCG-niveauet var faldet. For det var et tegn på at kroppen havde afstødt “graviditetsproduktet”, som det så pragmatisk hedder i lægefagsprog.

Ønskede en ny graviditet

I tiden efter aborten var noget af det jeg tænkte allermest på, at jeg brændende ønskede mig at blive gravid igen.
Og det blev jeg. I september sidste år blev jeg gravid igen og er nu 31 uger henne. Vi venter en sund og rask og vidunderlig lille pige til juni. Vi elsker hende allerede og vi glæder os, men jo længere hen jeg er kommet i graviditeten, jo mere er mine tanker begyndt at kredse om det lille barn jeg mistede dengang.

Nu har vi jo været til scanninger og også tidlige scanninger med vores lille datter.. Vi har set at hjertet slog så fint allerede i starten af uge 7. Vi har set hvor fin og veludviklet hun var allerede i uge 13. Med hjerne og organer og små arme og ben. Jeg har læst meget mere denne her gang; om fosterets udvikling dag for dag og uge for uge. Det er gået op for mig hvor meget “menneske” sådan et lille foster er, allerede i de tidlige uger hvor jeg fik min abort.

Jeg er begyndt at få sådan nogle tanker som, at den moderkage der var mit lille barns madpakke, lignede at den var smadret i stumper og stykker, at jeg var med til at slå mit barn ihjel.. At det lille hjerte blev tvunget til at stoppe med at slå osv. Virkelig voldsomme tanker, som gør ondt dybt, dybt inde i sjælen… Jeg græder oftere og oftere over det. Sådan en ustyrlig gråd, som ender med at jeg er helt udmattet og tom indeni.

Jeg føler at jeg er et dårligt menneske, fordi jeg kunne slå noget så uskyldigt, smukt og hjælpeløst ihjel. Og mine tanker vender ofte tilbage til den weekend i Østrig, hvor jeg sagde til min kæreste at uanset hvad, så ville jeg gerne have et barn med ham, fordi vi elskede hinanden så højt, og selvom timingen måske ikke var perfekt, så var det jo lavet i 100% kærlighed.

Kunne godt have fået det barn

Jeg sidder også nu med en følelse af at jeg sagtens kunne have fået det barn alligevel. Alt det rod der var for et år siden, er der i højere grad kommet styr på nu. De problemer der fik mig til at fravælge mit barn var midlertidige, men det er kærligheden til det barn ikke…

Nu sidder jeg her, med godt og vel 8 uger til min termin og føler bare at jeg ikke fortjener at få børn. At jeg savner mit første barn, at jeg gjorde noget så grusomt og forkert der ikke kan tilgives og ikke kan gøres om. Jeg er vred på lægerne og sygehuset over den manglende og forkerte information jeg fik. Jeg roder rundt i forvirrede følelser.. Jeg kan godt huske hvordan jeg følte dengang.. At jeg troede det var det rigtigste at gøre, og jeg lovede mig selv at jeg ikke ville bebrejde mig selv for handlingen.
Men nu kan jeg ikke se mig ud af skyldfølelsen og den dårlige samvittighed.

Et lille barn er så uskyldigt og noget af det mest naturlige i verden, er at beskytte det og lade det leve. Den abort jeg fik føles om muligt endnu mere naturstridig nu, hvor jeg er gravid igen og hver dag kan få lov at mærke hvor mirakuløst sådan et lille ufødt væsen er.

Kan jeg tilgive mig selv?

Jeg ved som sagt ikke hvorfor jeg egentlig skriver alt det her.. Jo, jeg er ulykkelig og fortvivlet.. I tvivl om jeg nogensinde kommer til at kunne tilgive mig selv, at jeg smed mit barn ud.. Og hvad med al det savn og den kærlighed jeg føler.. Hvad skal jeg stille op med det nu. Jeg vil for altid tænke på det som mit første barn og jeg ville ønske at jeg havde vidst det dengang, som jeg ved nu.. For så havde valget været enkelt; så havde jeg aldrig nogensinde kunnet få en abort.

Mange hilsner
fra et knust hjerte.

Hej
Tak for din barske beretning. Du fik en abort sidste år, primært fordi du som enebarn, der lige havde mistet sin far, ikke kunne overskue at blive mor. Nu skriver du, at de problemer, der fik dig til at fravælge dit barn var midlertidige, men at det er kærligheden til dit barn ikke.

Aborten blev ekstra barsk for dig og din kæreste, fordi I, uventet, fik at se, hvad en abort er: Et lille dødt foster. Det reagerede I begge helt naturligt på, for selvfølgelig er det meget voldsomt at se et lille dødt foster, og det skabte en slags afgrund imellem Jer. Din reaktion på aborten er helt almindelig og forståelig, du oplever savn, smerte, skyld og vrede. Ekstra stærke bliver disse følelser for dig, fordi du igen er gravid og ved, hvor fantastisk fosterudviklingen er.

Tag dine tanker og følelser alvorligt

Hvad kan du gøre? Det er rigtig og vigtigt, at du tager din oplevelse og dine følelser og tanker alvorligt. Du tror ikke, du kommer til at kunne tilgive dig selv. Hvad tænker du om tilgivelse? Det er rigtigt, som du skriver, at det ikke kan gøres om. Og hvis nogen vil neglisere dine følelser og din skyld, og sige, at det var jo det rigtigste, bedste osv, så klinger det også hult.

Nogle kvinder i din situation, har gavn af at tale med en præst om tilgivelse fra Gud. De oplever, at skylden tages alvorligt og at Gud kan tilgive og at de kan blive sat fri til at leve. Hvis du ønsker det, kan Abortlinien henvise til en god præst i nærheden af dig. Nogle har gavn af at tale med en psykolog, hvis det er en psykolog, der ikke negliserer, men tager skylden alvorlig. Du kan også kigge på siden Efter abort og på mindesiden abortbarnet.dk.

Tag jer tid til at sørge og fortryde

“Hvor” er din kæreste henne i dette? Kan I dele Jeres sorg? Midt i Jeres forventningsglæde? I får nok lettere ved hver især, og som par, at tage imod Jeres næste barn og skabe en familie, når I bliver mere “færdige” med Jeres første barn. Jeres første barn skal ikke glemmes, og nr 2 er ikke en “erstatning”. Tag Jer tid til at sørge, fortryde og være ærlige overfor Jer selv og hinanden om, hvad der skete sidste år, og hvad prisen var. Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. Skriv evt et brev til det lille barn.

Du er velkommen til at skrive igen post@abortlinien.dk
Håber det bedste for Jer.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

20.04.16