Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Jeg fik en abort.... men igen....?

Spørgsmål:

Kære Brevkasse. Jeg er en ung kvinde der glæder sig til at skulle have børn og skabe min egen familie, og siden jeg mødte min kommende mand har både ham og jeg gået og drømt om at skulle have børn sammen.

I foråret blev jeg uventet gravid. Det kom som et chok og på det tidspunkt tror jeg ikke jeg nåede at mærke efter, men jeg fik en abort for det BURDE VI BARE FÅ. Tidspunktet var forkert og nååh ja så var der jo også de der familieproblemer og især frygten om at vi ikke ville kunne skabe et trygt og godt miljø for en lille på daværende tidspunkt gjorde beslutningen klar og “nem” for os på daværende tidspunkt.

Jeg fik en abort. Og det var og er det værste jeg nogensinde har gjort.. Jeg var så ked af det og er stadig ked af det over vores beslutning. Og jeg føler at min kommende mand, som er så kærlig og beskyttende og forstående som enhver mand burde være (i mine øjne) ja selv ham føler jeg forsøger at feje det væk eller er uforstående overfor den smerte det var. Men sket er sket og jeg besluttede mig for at det aldrig kunne ske igen og at jeg for evigt ville være i “gæld” overfor det barn.

Jeg kan ikke tåle p-piller og min kobberspiral gjorde mig uduelig i 5 dage om måneden og gav mig lav blodprocent + vilde smerter, så efter aborten gik jeg med tankerne omkring den skide hormonspiral. Den står stadig på min to-to liste som nummer 1! Jeg købte nogle kondomer til min kommende mand på kondomeriet og dem brugte vi ikke. Når jeg lagde op til det blev det lidt grinende og fjoget fejet hen af en af os… vi legede ikke bare, vi legede med ilden. Skæbnen ville så at det skulle få betydning for os OG SELVFØLGELIG.. Jeg er en ung kvinde i den fødedygtige alder, han en lidt ældre fyr med god fysik, begge super forelskede og glade for hinanden på alle punkter og meget lystne. VI VIDSTE DET JO GODT, gynækologen havde endda sagt til mig: “hvis I fortsætter på samme måde, så bliver du gravid igen inden længe”.

I weekenden tog jeg en test. Min menstruation var udeblevet. 3 positive test. Min verden er faldet helt sammen. Erindringen om aborten jeg fik for bare 4 måneder siden kommer op. Den fylder og gør ondt og gør mig ked af det og meget meget bange. Jeg havde svoret jeg aldrig ville udsætte mig selv for dét igen. Jeg havde svoret jeg aldrig ville få en abort igen. Og nu er jeg så i situationen. Det er samme omstændigheder der gør sig gældende.. min familie og dens problemer og udfordringer. Vi er ikke rigtigt klar til at få et barn, det ved jeg. Inderst inde ved jeg også godt hvad der er bedst og mest optimalt for os. Min mand siger det mellem linjerne med tårer i øjnene medens han forsøger at overbevise mig om at han ikke prøver at overbevise mig om hvad jeg/vi bør gøre.

På den ene side kan jeg slet ikke bære tanken om endnu en abort. På den anden side kan jeg ikke bære tanken om et barn i utrygge rammer med en mor og far der ikke er faldet på plads og har fået deres eget liv til at fungere i solskinnets lys såvel som bag vores egne trygge tremmer. Jeg ved godt dette forum handler om aborten, men tankerne omkring vores omstændigheder og vilkår fylder også for mig.. hvordan kan jeg være det bekendt at overhovedet overveje at skulle beholde barnet. Jeg er splittet. Og virkelig ked af det. Jeg græder hver dag og kan slet ikke fokusere på mit liv og min hverdag. Jeg er helt ødelagt og jeg føler der er noget inde i mig der er helt forkert.. det er gået i stykker. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er ikke i tvivl om at havde omstændighederne omkring os ift trygge rammer med mere været i orden, ville jeg beholde barnet. NO QUESTION. Så hvordan kan jeg være så meget i tvivl?

Er jeg egoistisk?? Min kommende mand sagde den anden aften at det er egoistisk at få et barn bare fordi man lavede en fejl og at man skal være mere ansvarsfuld og ligesom “feje for egen dør” (ved ikke om ordsproget er rigtig brugt her) Jeg tror jeg synes man omvendt er egoistisk hvis man VIDSTE at man legede med ilden og så bare vælger og vrager (ift aborten vs at beholde barnet og tage det ansvar der følger med) når man brænder fingrene for hårdt og vælger det der er nemmest. For det synes jeg jo måske den abort er.. den nemme løsning nu er her.. men jo også svær. ligesom at beholde barnet er nemt og svært.

Jeg var til gynækologen i dag og jeg er ca 5 uge henne, så jeg har ca 2 uger til at beslutte om det skal være abort eller ej. Jeg har virkelig brug for hjælp. Og en skulder at græde ved. Jeg håber I kan hjælpe eller komme med gode råd eller henvise til et sted hvor man kan få snakket om det. Jeg kan jo ikke gøre det igen. Men måske bør jeg?

Svar:

Hej
Du er gravid og din verden er helt faldet sammen, fordi du ikke kan overskue at beholde barnet og fordi du ikke ønsker abort. Overvej, hvorfor det kan være så uoverskueligt at tage imod et barn om 8 mdr.

Du er sammen med faderen, I vil hinanden og ønsker familie sammen. Barnet kommer før planlagt, men det gør mange børn. For 4 mdr. siden fik du abort, det værste du nogen sinde har gjort, som du stadig er ked af, og som du har svoret aldrig at ville gøre igen.

Lyt til dig selv. Stå ved dig selv. Og brug graviditetstiden til at gøre, hvad du/I nu har at gøre i fht Jeres famileproblemer og udfordringer. Brug tiden til at forberede Jeres parforhold til at blive familie, undersøg evt PREP, der er et godt parkursus. Du og din kommende mand har haft sex uden prævention, selvom I vidste, at du let kunne blive gravid igen. Dette ønsker du at tage ansvar for ved at beholde barnet. Og det er ikke egoistisk at passe på sit ufødte barns liv.

Din kommende mand, vil gerne støtte dig, lyder det til. Tag ham på ordet. Han kan vel heller ikke ønske, at du endnu engang skal udsætte dig (og Jer) for “det værste du har gjort”.

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske