Spørgsmål:
Hej, Jeg er en kvinde som har været igennem fertilitetsbehandling 3 år. Det er så endelig lykkes og blive gravid. Men min kæreste og jeg er så lige gået fra hinanden, og jeg er 8 uger henne. Det skal siges at jeg kun skulle igennem fertil.beh. pga min kæreste, som havde så ringe en sædkvalitet, at han ikke kunne gøre mig gravid. Jeg har en søn fra er tidligere forhold.
Han presser mig til abort
Nu hvor vi ikke skal være sammen, presser han mig og sviner mig til og beder mig om at få lavet en abort. Jeg er fuldstændig knust. Og det her var langt fra det jeg havde forestillet mig skulle ske. Vi er lige blevet gravid og gik fra hinanden lige efter den gode nyhed. Hvilket gør ufattelig ondt på mig, for det var mega hårdt at opleve fatilit.beha. Og nå så langt for at det hele bare skal være spild.
Tør ikke beholde barnet
Jeg har ikke kræfter eller modet på at beholde barnet da jeg tror at det kun vil volde mig problemer efterfølgende. Jeg har hvertfald været en krig igennem med mit barn fra det tidligere forhold. Da mit barns far var misbruger og chikanerede os igennem mange år. Jeg kæmpet rigtig hårdt for at give min søn en normal opvækst med gode og sunde værdier., jeg tror bare ikke at jeg har mod og styrken til at gør det med endnu et barn. Jeg overvejer abort som jeg alligevel bliver anbefalet hver dag fra mit ufødte barns far.
Alting er tungt
Jeg er fuldstændig knust og ødelagt lige nu. Og jeg går og gør alt for at min søn ikke skal bemærke det. Men lige så snart han er lagt i seng græder jeg i mange timer til jeg falder i søvn. Har svært ved at overskue min uddannelse, og alting er rigtig tungt for mig lige nu. Jeg håber at en abort er det rette. På den anden side frygter jeg, at jeg får en depression bagefter. For det her var jo et ønske barn til at starte med. Hvad gør jeg..? Hilsen den fortvivlede 32
Svar:
Hej
Hvor er det en fortvivlende situation for dig. Du er gravid med dit ønskebarn efter lang tids fertilitetsbehandling, men overvejer abort, fordi du og barnets far lige er gået fra hinanden. Han presser hårdt på i fht abort, du har kæmpet hårdt som enemor for din søn og tror ikke, du kan klare det med endnu engang. Ligenu er du helt knust, du håber abort er det rette, men du frygter en depression.
Fertilitetsbehandling er hårdt for parforholdet
Det er hårdt for mange par at gå igennem fertilitetsbehandling. Og mange mænd kan blive chokerede, når en graviditet er konstateret. Hvad tror du, er årsagen til, at du og din kæreste gik fra hinanden? Er det muligt for Jer at finde sammen igen? Har I før haft problemer? Hvad hjalp Jer i så fald igennem?
Du lyder som en stærk kvinde
Du har gjort dig mange overvejelser ang barn eller abort. Du lyder til at være en stærk kvinde, når du fortæller om, hvordan du har kæmpet for din søn. Ligenu føler du dig ikke stærk, men formår alligevel at skærme din søn fra din ulykkelige situation. Du frygter, at det vil volde dig problemer, hvis du beholder barnet. Hvilke problemer tænker du på? Tror du, barnets far vil chikanere dig som din søns far, der var misbruger, og dermed vel ret uligevægtig?
Hvad gør dig i tvivl?
Du håber abort kan være det rette, hvad gør dig i tvivl? Har du før haft depression? Hvad tænker du om abort? Hvordan tror du, du vil have det, hvis du beslutter dig for abort? Hvordan tror du, du vil have det, hvis du vælger at beholde barnet? Hvad kunne gøre det lettere at overskue at beholde barnet?
Hvordan ser dit netværk ud?
Hvordan ser dit netværk ud, hvem kunne hjælpe dig? Jeg vil opfordre dig til at finde nogen fortrolige at tale med, og at du bruger tid på at tænke dine muligheder igennem. Abort er en stor beslutning, de fleste kvinder får det psykisk svært efterfølgende i kortere eller længere tid og af forskellig sværhedsgrad, sværest for dem, der var i tvivl eller fik abort pga pres. Læs evt i Abortliniens brevkasse om andres erfaringer med abort. Ring evt til en rådgiver på Abortlinien 48394848. Overvej at skåne dig selv fra dagligt pres fra barnets far i fht abort, hold evt pause fra kontakt indtil du har besluttet dig, hvis han ikke kan lade være med at presse dig.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske