Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Gravid: skal jeg lytte til hans eller mit hjerte?

Spørgsmål:

Hej. Jeg er gravid og meget stærkt imod aborter, da jeg føler jeg tager et andet menneskes liv. Min kæreste der imod mener hele hans liv går i stykker hvis jeg vælger at beholde barnet, han er ikke klar til at være far, og jeg føler mig heller ikke helt parat. Men vi elsker hinanden og har det godt sammen og troede kun jeg var 5 uger henne men var så hos lægen i dag og fik 9 uger at vide. So bad! For da lægen sagde, der var hjertelyd, fik jeg det så dårligt med en abort, og min kæreste nægter barnet, også selv om jeg har sagt jeg tager den alene? Skal jeg lytte til hans eller mit hjerte?

Svar:

Hej. Det er en svær situation, du står i. Og du ved ikke, om du skal følge dit hjerte eller din kæreste. Desværre er din situation kendt af mange piger/kvinder. Og mange af de kvinder, der vælger abort, gør det, fordi de føler sig presset til det. Mange kvinder, og endnu flere mænd, ved ikke, hvad en abort kan koste, særligt for kvinden. Måske derfor er det “let” for mænd at ønske abort og ofte presse kæresten eller konen til abort.

Det er sværest for dem, der var i tvivl

Men abort er en stor beslutning, det handler jo om et lille liv, som du også selv skriver. Derfor reagerer de fleste kvinder med sorg, savn, tomhed, skyld og vrede efter en abort. Reaktionerne kan være af forskellig styrke og varighed. Sværest er det for dem, der var i tvivl. Overvej begge, om I vil byde dig denne risiko. Mange fortryder deres abort. Derfor skal I og særligt du tage jer tid til at tænke og tale meget sammen om dette. Overvej, hvordan du tror, du vil have det, hvis du vælger abort? Overvej, hvordan du tror, du vil have det, hvis du vælger at beholde barnet? Hvordan tror du, du vil have det med din kæreste, hvis du får en abort pga pres fra ham? Nogle forhold kan ikke klare et barn, mange forhold kan ikke klare en abort, som parret ikke var enige om.

Hvad vil en abort gøre ved dig?

Du er stærkt imod abort. Overvej, hvad det vil betyde for dig at handle imod en sådan overbevisning. Din kæreste er ikke klar til at blive far og du er heller ikke helt parat til at blive mor. Men I har haft sex, og ingen prævention er 100% sikker og sex kan føre til graviditet. I elsker hinanden og har det godt sammen. Kærlighed viser sig i handling og måske skulle du opfordre din kæreste til at være ansvarlig overfor dig og det lille liv, han har været med til at skabe og støtte dig. Er det ikke ukærligt og uansvarligt at presse dig til en abort du ikke ønsker? At true med at forlade dig, fordi du vil passe på Jeres barn? Selvfølgelig er det overrumplende for ham med en uventet graviditet, men at hele hans liv skulle gå i stykker, det er nok ikke realistisk. Lyt til hans frustrationer og prøv at forholde Jer til, hvad det konkret er, han ikke kan overskue.

Hvad kan hjælpe dig til at overskue barnet?

Selvfølgelig er det ikke en ideel sitiuation for dig, det var nok ikke dette, du drømte om. Jeg vil opfordre dig til at lytte til dig selv. Det er dig, der er gravid, det er dit valg og primært dig, der skal leve med det, uanset hvad du vælger. Overvej, hvad der kan hjælpe dig til at overskue at beholde barnet. Også hvis din kæreste forlader dig. Hvordan ser dit netværk ud? En graviditet er lang, meget kan nå at falde på plads. Også for din kæreste. Måske besinder han sig, når det første chok han lagt sig og han finder ud af, at han elsker dig. Læs evt begge på Abortliniens hjemmeside om abort og reaktioner herpå. Læs evt også i brevkassen om andres erfaringer med abort. Du er velkommen til at ringe til en rådgiver på Abortlinien 48394848. Evt kunne både du og din kæreste mødes med en rådgiver i nærheden af, hvor I bor.
Du er velkommen til at skrive tilbage til post@abortlinien.dk
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske