Spørgsmål:
Hej.
Jeg er en ung kvinde på snart 23 år som er blevet uventet gravid! Jeg har været meget i tvivl om jeg Skulle beholde barnet men jeg føler dog mest for at beholde det. Ihvertfald indtil jeg snakkede med faren til barnet igår aftes. Det skal siges at vi har haft set hinanden on and off igennem et par måneder.
Han sagde så i går at han ikke ville have noget og gøre med det, og at hvis jeg ikke ville få det fjernet, skulle han nok sørge for at fjerne det på mig.
Føler mig presset
Nu sidder jeg i situation hvor jeg føler mig presset til at få en abort, fordi jeg er bange for, at hvis jeg beholder det så gør han skade på mig og barnet. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre fordi tanken om en abort gør mig bare så ulykkelig men samtidig vil jeg heller ikke gå i frygt om at der skulle ske mig og barnet noget.
Vh den fortvivlede
Svar:
Hej
Du er uventet gravid, vil gerne beholde dit barn, tanken om abort gør dig ulykkelig, men faderen viser en ubehagelig side, idet han presser dig og truer med vold. Det er ulovligt at true dig og det ufødte barn. Jeg vil foreslå dig at melde ham til politiet. Kontakt evt et krisecenter eller andre fortrolige, hvis du fortsat er utryg. At vente barn med en så ustabil mand er selvfølgelig ikke, hvad du havde ønsket dig eller forestillet dig. Men at få en abort, du ikke ønsker, kan blive en dyr erfaring for dig.
Hvad tænker du om abort?
Hvad tænker du om abort? Overvej, hvordan du tror, du vil have det efter en evt abort. Hvem vil kunne hjælpe dig, når du bliver alenemor? Mange fyre reagerer med chok ved uventet graviditet og tænker, at abort løser en svær situation. De er ofte ikke klar over, hvor alvorligt abort er. At det handler om et lille ufødt barn (læs evt mere om fosterudvikling på Abortliniens hjemmeside) og at kvinden kan få det psykisk svært bagefter. Måske besinder han sig, hvis du passer på barnet. Han må jo have været en mere sympatisk mand tidligere, når du har været i forhold med ham.
Lad dig ikke presse
Lad dig ikke presse til en abort du ikke ønsker. Læs evt i brevkassen om andre kvinders erfaring med abort.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske