Gravid med ex-kæreste og meget i tvivl

7. oktober 2025
Hej,
Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid med min kæreste, som egentlig ikke er min kæreste lige nu. Vi gik fra hinanden for et par uger siden for 2. gang. Første gang vi gik fra hinanden var i oktober sidste år, fordi jeg ikke følte at jeg var glad længere. Vi har været sammen i 2 1/2 år. Vi savnede dog hinanden og valgte at give det en chance mere.
Jeg kom dog til at begå en stor fejl, og var sammen med en anden lige efter, vi havde fundet sammen igen. Jeg fortalte det til ham med det samme. Han blev rigtig sur og ked af det, men valgte at give mig en chance mere. Efter det gik det faktisk ellers rigtig godt. Det var som om, at vi havde indset, at vi gerne ville være sammen, og vi talte også om, at vi gerne ville have børn sammen inden alt for længe.

Han stoler ikke på mig

Men så gik det ned ad bakke igen, bl.a. fordi han ikke stoler på mig, fordi jeg var ham utro. Vi gik fra hinanden igen, men har set hinanden alligevel og også haft sex. Og nu er jeg altså blevet gravid. Han har gjort det meget klart for mig, at han ikke ønsker et barn med mig lige nu, både fordi vores situation er så usikker og fordi han ikke stoler på mig. Han siger, at hvis jeg valgte at få barnet, ville jeg have brudt hans tillid igen, og han ville aldrig tale med mig igen.

Har det svært ved tanken om abort

Jeg ved godt inderst inde at det måske er et rigtig dumt tidspunkt og en dum situation at få et barn i, men jeg har rigtig svært ved tanken om at få en abort, når jeg egentlig gerne vil have et barn med ham. Jeg vil dog heller ikke have, at han bliver vred på mig og aldrig vil tale med mig igen. Jeg har jo ikke lyst til at stå alene med barnet, jeg vil helst have det sammen med ham. Så jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Hej
Du er gravid med din eks-kæreste, du har det svært med tanken om abort, men du har ikke lyst til at stå alene med barnet eller risikere at din eks-kæreste bliver vred på dig. Det er en svær situation.
I har haft on off forhold, har for kort tid siden talt om at få barn sammen, men du har været ham utro, og det er selvfølgelig meget svært for ham. Måske har han tilgivet dig, men tilliden til dig er endnu ikke bygget op igen. Hvis du beholder barnet, mener han, at du igen bryder hans tillid. Er du enig i det?

Hvordan kan det være tillidsbrud at beholde barnet?

Utroskab er tillidsbrud. At passe på det lille ufødte barn, som I begge er ansvarlige for undfangelsen af, det har ikke noget med tillidsbrud at gøre. Selvfølgelig synes ingen af Jer, at det er et oplagt tidspunkt at få et barn på, men nu er barnet på vej. Hvad tænker din eks-kæreste om abort?
Mange fyre tænker, at en uplanlagt graviditet kan “klares” med en abort. Men abort er alvorligt, det handler om et ufødt barns liv og abort spoler ikke tiden tilbage til før graviditeten. De fleste kvinder får det psykisk svært efterfølgende i kortere eller længere tid og i forskellig sværhedsgrad. Typsike reaktioner er sorg, savn, skyld, tomhed og vrede, hvis man blev presset. Sværest er det for dem, der var i tvivl eller blev pressede. Overvej, om du vil byde dig selv denne risiko. Hvordan tror du, du vil have det efter en evt abort?

Meget kan ændre sig – en graviditet er lang tid

Selvfølgelig har du ikke lyst til at stå alene med barnet, og det er der en sandsynlighed for, hvis ikke I finder sammen igen. Din eks-kæreste reagerer ligenu med en slags chok-reaktion, og hans smerte over din utroskab vælder op igen. Måske “falder han ned igen”, og I finder sammen igen, en graviditet er lang, og når barnet først er født, vil han formentlig elske det og være stolt af det, som alle andre fædre.

Bøder du for utroskaben med en abort?

Overvej, om du tænker, at en abort “betaler” for din utroskab –? Og om du ønsker at koble disse ting. Du vil egentlig gerne have et barn med din eks-kæreste, nu er barnet på vej. Overvej, hvilken hjælp du vil have brug for, hvis du bliver alenemor? Overvej, hvordan du kan komme din eks-kæreste i møde, samtidig med at du lytter til dig selv og passer på Jeres lille ufødte barn. Måske en samtale hos en parterapeut, hvor du beder din eks-kæreste om tilgivelse og undersøger, hvordan du kan genopbygge tilliden imellem Jer.
Du er velkommen til at skrive igne til post@abortlinien.dk og du akn ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

I tvivl om sen abort
15. juni 2026

Spørgsmål

Hej, Jeg er gravid i uge 17 (16+2) jeg har en kronisk smertesygsom, der gør at jeg allerede fra uge 6 har været sygemeldt fra job, og jeg kan ikke tage min medicin. Det i sig selv gøre at min graviditet er meget op ad bakke for mig. Der ud over har min mand (faren) nogle psykiske udfordringer, som er meget aktivt nu, der gør ham ustabil og ofte ender et sted med selvmordstanker. Vi har ønsket os barnet, men jeg ved simpelthen ikke om jeg kan gennemføre det og stå som mor til 3, hvis jeg pludselig står alene, og slet ikke når jeg fysisk ikke kan varetage et fuldtid er i fleksjob. Er abort det rigtige? Hvad kan jeg byde endnu et barn?  

Svar

Hej Hvor lyder det hårdt for jer. Du er næsten halvvejs i graviditeten, I har ønsket jer barnet, men situationen er meget svær lige nu og det giver dig tanker om senabort. Frygter du, at din mand gør alvor af sine selvmordstanker, siden du skriver, at du er bekymret for pludselig at stå alene med 3 børn? Din mand skal have hjælp. Får han det? Hans psykiske udfordringer er formentlig ekstra aktive bla. pga graviditeten. Hvem kan hjælpe dig lige nu, hvor du både er presset af graviditet og din mands udfordringer? Har du talt med din læge? Du spørger, om abort er det rigtige. Hvad tænker du selv om abort? Hvordan tror du, du vil have det efter en evt abort? Hvad kan du byde endnu et barn? -Formentlig alt det, du og din mand indtil nu har forestillet jer, da I planlagde nr. 3. Hvem kan du tale med? Hvem kan hjælpe dig og Jer med at opsøge den hjælp, I har brug for lige nu? Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 Håber det bedste for dig og Jer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Ønsker abort …
15. juni 2026

Spørgsmål

Goddag. Jeg i dag har fundet ud af at jeg er gravid , menstruation forsinket 6 dag , så er det knap 5 uger måske som gravid. Bekymring er at jeg for lige knap et år siden var gravid. Jeg har en dejlig datter på snart et år, men det var hård graviditet, jeg er 41 år gammel, og desværre min mand hjælper ikke så meget ved pasning af børn... derfor min tanke er at laver abort fordi tror jeg kan ikke klar det med 2 små børn :( Men hvordan laver det uden min mand kender? 😔 V.H. Lina

Svar

Hej Du har lige konstateret uventet graviditet, og det lyder til at have rystet dig. Jeres datter er knap 1 år, graviditeten med hende var hård, du er 41 år og står ret alene med pasning af jeres datter. Derfor tænker du abort. Jeg vil opfordre dig til at give det tid, og overvej, hvad du tænker om abort og overvej jeres muligheder. Du ønsker ikke din mand skal kende til en evt abort, hvordan kan det være? Hvordan vil det være for dig og jeres forhold, hvis du får abort, uden at han ved det?  Du kan tale med din læge om dette ønske. I har en dejlig datter. Havde I talt om at få flere børn? Ved din mand, at du kunne ønske mere hjælp ift jeres datter? Hvis du/I vælger at tage imod nr. 2, hvordan kan du da få hjælp til børnene, hvis din mand ikke hjælper? Hvordan ser jeres netværk ud? Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 Håber det bedste for dig og Jer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
I tvivl om barn nr. 4
5. maj 2026

Spørgsmål

Jeg har lige opdaget at jeg er gravid med nummer 4. Det var IKKE planlagt. Min umiddelbare grundfølelse er at jeg ikke magter det, min mand har det på samme måde. Men samtidig er ingen af os glade for idéen om at få det fjernet. Vi har i forvejen 3 drenge på 7, 5 og 2 år. Min mand kommer først hjem fra arbejde lige inden de bliver puttet om aftenen. Jeg har planer om måske at skulle starte på studie til februar efter at have været gået hjemme næsten siden den første, og tanken om at skulle starte forfra igen virker lidt uoverskuelig. Og så fylder en masse tanker om vi kan være der nok for alle 4 også. Økonomien fylder også en del. Ikke fordi vi er af den overbevisning at de har brug for at vi køber en masse nyt legetøj osv, jeg er stor forbruger af genbrug. Men det er fx et eventuelt ekstra efterskoleophold(om mange år), et større hus, en ekstra flybillet hvis vi på et tidspunkt vil ud at rejse. Vi står i forvejen et sted hvor vi ikke kan låne til at købe hus fordi vi har 3 børn, så en til eller fra gør jo måske ikke det store, men det hjælper i hvert fald ikke på muligheden for at kunne låne en dag. Men så dukker små billeder op af de to store, der hjælper deres lillebror(som heller ikke var planlagt, men meget elsket), og så meget glæde de har af hinanden, samt sætningen 'man fortryder kun de børn man ikke fik', og så bliver jeg alligevel i tvivl om det ikke bare ville være en kæmpe gave med endnu en baby. Jeg er meget forvirret over at være så meget i tvivl, det har jeg ikke prøvet de andre gange, så jeg tror bare jeg mangler lidt input udefra til at hjælpe tankerne med en beslutning snart. Så.. 4 børn for/imod? Er det for risikabelt? På forhånd mange tak fra en forvirret og følelsesladet mor ❤️  

Svar

Kære du Det er helt naturligt og meget normalt at blive overvældet af mange blandende følelser, når man står med en graviditet, og særligt når den ovenikøbet kommer uventet. Du spørger om det er for risikabelt. Hvad er det, du ser som risikabelt ved det? Du nævner nogle praktiske forhold bl.a. evt. opstart af studie og økonomi. Det er selvfølge forhold der er værd at tænke over. Har du alligevel mulighed for at starte på studie og så holde barsel, eller udskyde starten et år? Hvis du forestiller dig jeres familie om 5/10/15 år med og uden barn nr. 4, hvordan ser det så ud?  Hvilket scenarie kan du bedst lide? Det er helt normalt at være i tvivl og føle sig usikker på fremtiden, når man bliver ramt af en livsomvæltning, og det er en uventet graviditet. Uagtet hvad du vælger, så vil denne graviditet have været der. At få en abort sletter ikke fortiden, derfor skal du også overveje, hvad det kan komme til at betyde for dig/jer, hvis I vælger at afbryde graviditeten.  Dette kommer desværre som en overraskelse for nogle. Læs evt. nogle af brevene i kategorien “Efter abort” Gravid og i tvivl? Skriv til Abortliniens brevkasse. Det er selvfølgelig forskelligt, hvordan kvinder og familier bliver påvirket af en abort. Det er kun jer der kan opveje for/imod. Jeg synes det lyder som om mange af dine bekymringer mest går på noget praktisk, og ikke på hvorvidt I ville kunne elske og rumme endnu en baby. Jeg håber dette var hjælpsomt. Du er velkommen til at ringe til Abortlinien på 48 39 48 48 kl. 19-22 søndag til torsdag, hvis du ønsker at snakke med en om dine overvejelser. De bedste hilsner Maria Kofod Primdahl, leder af Abortlinien.

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne