Spørgsmål:
Hej alle sammen…Jeg er en pige på 20 år. Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i snart 2 år. Min kæreste bor i udlandet, og vi har siden vi mødes og fandt sammen, levet i et lang distance forhold. Vi ser derfor hinanden cirka hver 3-4 måned, hvilket selvfølgelig er enormt hårdt, når man elsker en anden så højt. I begyndelsen af marts måned rejste jeg på ferie, for at besøge min kæreste, efter vi ikke havde set hinanden siden slut oktober sidste år.
I slutningen af marts måned får jeg min menstruation som jeg plejer, og den går over 5 dage. I slutningen af april undre jeg mig pludseligt over, at jeg ikke har fået min menstruation, og kan se der er gået 1 uge siden jeg skulle have fået det. (Det skal siges at min menstruation er forholdsvis regelmæssig, så jeg ved altid hvilken periode den kommer i.) Jeg venter så et par dage, og tænker den nok bare er forsinket.
Yderligere 3 dage går, og jeg har stadig ikke fået min menstruation, og jeg kan egentlig godt mærke at jeg føler mig sådan lidt små underlig. Jeg kan mærke at noget ikke er som det plejer. Jeg har i forvejen en graviditets test liggende, som jeg beslutter mig for at tage den aften. På en måde havde jeg det på fornemmelsen, og på samme måde var jeg helt i chok da jeg kunne 2 streger.
Jeg skyndte mig med det samme ind til min kæreste og faldt nærmest på knæ foran ham, og kunne ikke lade være med at græde og sige “Se skat, jeg er gravid”. Vi var begge utrolig overvældet, og samtiddig glade, fordi vi begge gerne vil have børn på et tidspunkt, og vi altid har snakket om det. De næste par dage, var jeg utrolig glad, og kunne ikke lade være med at smile, og vi snakkede hele tiden om vores lille ufødte barn. Og jeg tænkte ikke på andet.
Et par dage efter dette, har min kæreste og jeg et skænderi.. Det ender med at jeg tjekker hans telefon, og jeg finder beskeder fra andre piger, som han har haft skrevet med mens han har været i et forhold med mig. Da jeg læste alle de her ting, fik jeg en kæmpe klump i min hals, og mit humør faldt helt i bund. Jeg kunne ikke tænke på andet end det. Dagen efter jeg havde tjekket hans telefon, valgte jeg ikke at sige noget til ham om det, da vi havde forskellige ting vi skulle i løbet af dagen, og jeg ville helst ikke ødelægge stemningen. Så jeg sagde til mig selv, at det var bedst at vente med at konfrontere ham, til vi kom hjem.
Da vi kom hjem sagde jeg det hele til ham som det var, og jeg begyndte selvfølgelig og græde. Han sagde til mig, at han har aldrig været mig utro, men at ja, han havde flirtet med andre piger. Da han er typen som går i forsvarsposition, og ikke bryder sig om, når folk konfrontere ham noget som han rent faktisk har gjort, og han er skyldig, valgte han at ignorere mig hele den aften indtil den næste dag.
Næste dag sætter jeg mig ned ved siden af ham, og jeg forklare ham, at det her er ikke okay. Jeg forklarer ham hvor ked af det jeg er pga. de beskeder jeg har set, og han underskylder og kigger mig i øjnene og lover mig at det aldrig sker igen, og at det er mig, og kun mig.
Dagene efter dette havde jeg det egentlig okay. Men jeg tænkte stadig på det af og til, men prøvede så vidt muligt at lægge det bag mig. Men efterhånden som dagene går og jeg kigger på ham, tænker jeg mere og mere, at det her går ikke. Jeg kan ikke være sammen med en som ikke sætter pris på, og en som jeg ikke er nok for.
Det skal siges at jeg skulle rejse hjem til Danmark d. 29 maj. Dagene op til d. 29 begynder jeg at vække mistanke om at han måske igen nu skriver med piger. Jeg beslutter mig for at tjekke hans telefon 1 sidste gang inden jeg skal rejse hjem, for virkelig at være sikker på, hvad jeg skal gøre.. Skal vi blive sammen, og have barnet og finde en løsning? Eller skal jeg slå op med ham, og få en abort?
Omkring 3 dage inden jeg skal rejse hjem tjekker jeg igen hans telefon, og finder ud af at han dagen forinden mens jeg lå i sengen ved siden af ham, har skrevet til en anden pige, at han har et kæmpe crush på hende… Der må jeg indrømme, at det hele stod meget klart for mig. Jeg kunne simpelthen ikke mere.
Jo mere jeg kiggede på ham efterfølgende, jo mere fik jeg bare følelsen af, at vi ikke skulle være sammen, og vi ikke skulle have det her barn. På dagen hvor jeg skulle rejse, følte jeg mig igen forvirret, og tænkte hele tiden på, at det her måske er sidste gang jeg ser ham.
Meningen var, at jeg enten ville tale med ham inden jeg skulle rejse, og gøre det forbi, eller også ville jeg sende en lang besked til ham, som forklarede det hele. Jeg kunne ikke gøre nogen af tingene fordi jeg følte mig så forvirret, og jeg endte så med at rejse hjem. Da jeg kommer hjem føler jeg mig endnu mere forvirret.
Jeg har altid gerne ville være mor, da jeg er vokset op med at passe mine nevøer og niece. Jeg elsker børn for at sige det lige ud. Og jeg har altid glædet mig til den dag jeg skulle have mit eget. Jeg elsker min kæreste utrolig højt, og jeg ved at han vil være den mest fantastiske far, fordi han har præcis samme holdning til børn som jeg selv, og han er fantastisk med børn. Jeg er selv vokset op uden en far, og jeg har altid vidst, at jeg ikke vil det samme for mine børn.
Jeg har efter jeg kom hjem været til skanning for første gang, og jeg er lige nu 9 uger henne. Da jeg var til skanning og så barnet på skærmen, begyndte jeg at græde. Jeg fik en følelse af at det er mit barn som vokser inden i min mave.
Jeg ved ikke om der er andre som der har haft det sådan, men det er en meget ubeskrivelig følelse jeg lå med. Følte mig allerede helt forelsket, selvom den ikke var særlig stor, og selvom jeg stadig følte mig forvirret om fremtiden. Jeg har en tid på sygehuset d. 13 juni, og fået tiden indtil til da, til at tænke over, om jeg vil beholde barnet, eller om jeg skal have en abort.
Det skal siges at min kæreste og jeg ikke bor sammen, da han bor i udlandet. Og Danmark er ikke et af de lande, som han kan komme til og bo permanent. Derfor ville vi skulle flytte til et andet land, hvor det er muligt.
Jeg føler mig enormt forvirret, for den ene dag vågner jeg og tænker, at jeg siger til ham, at han skal tage sig sammen og tage et valg. At jeg gerne vil beholde barnet, og at vi er nød til at finde ud af, hvor vi skal bosætte os henne. Den anden dag vågner jeg og tænker, det går ikke. Hvor skal vi bo, og hvad nu hvis han aldrig ændre sig?
Hvis nogen har et råd til hvad jeg skal gøre, må de meget gerne komme med det… Kærligst, En meget forvirret gravid pige…
Svar:
Hej
Hvor er det en svær situation for dig. Du er gravid, og efter scanning føler du en tilknytning til det lille barn. Samtidig er du med god grund frustreret i fht, om du kan stole på din kæreste og Jeres fælles fremtid. Selvfølgelig ønsker du ikke, at dine børn skal vokse op uden en far. Men du lyder heller ikke til at turde stole på din kæreste, og du lyder heller ikke til at ønske abort. Situationen er ikke ideel og måske kan du ikke “få det hele”.
Overvej, hvad du tænker om abort, og hvordan du tror, du vil have det efter en evt abort. Måske når du ikke at finde ud af, hvad du “vil” i fht din kæreste, inden abortgrænsen. Få ikke en abort pga tidspres, før du er sikker på, at du ønsker abort. Måske du skal tage din beslutning omkring barnet uafhængigt af din beslutning ang kæreste.
Abort er en stor beslutning, den kan ikke gøres om og mange fortryder deres abort. De fleste kvinder får det psykisk svært efter abort i forskellig sværhedsgrad. Sværest er det for dem, der var i tvivl eller blev pressede. Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Når du har besluttet dig for barn eller abort, kan du meddele din kæreste dit valg og dine overvejelser ang Jeres fælles fremtid. Hvis du vælger at beholde barnet, kan du fortælle din kæreste om dine forventninger til ham, særligt i fht troskab. Måske han og I begge skal prioritere Jeres forhold ved at få professionel hjælp, evt tage et parkursus (fx PREP) og derigennem forberede Jer til at blive familie.
Hvad havde du og din kæreste talt om mht bopæl, når I fik børn? Hvis du vælger at beholde barnet, og det ikke går med forholdet, hvem kan da hjælpe dig? Hvordan ser dit netværk ud? Hvis du vælger abort, hvordan vurderer du så muligheden for Jeres parforhold?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske