Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Gravid og bekymret

Spørgsmål:

Jeg har lige opdaget, at jeg er gravid. Jeg må være ca. en 4-5 uger henne. I tiden fra undfangelse og til nyligt erkendt graviditet har jeg indtaget en del alkohol – noget mere end vanligt. Dette fordi vi har haft en periode med mange bryllupper og runde fødselsdage og fordi vi har haft mange middagsgæster – hvor der efterfølgende har stået halve flasker vin osv. min mand og jeg så har tømt dagen efter til aftensmaden.

Derfor har jeg både drukket meget hyppigere end jeg plejer samt haft et nogle med stort indtag. Jeg er simpelthen så bange for, at embryonet har taget skade. Tænk hvis vi får et barn med en alkoholrelateret skade… hvordan skal vi kunne se os selv i øjnene? Jeg vidste jo egentlig også godt, at der kunne være en lillebitte chance for, at jeg var blevet gravid ved seneste ægløsning. Dumt dumt dumt.

Mit spørgsmål: er der så stor risiko for, at barnet har taget varig skade (og allerede nu så tidligt i graviditeten), at det er bedst at få foretaget en abort? Jeg er 38 år, har et barn i forvejen og graviditeten er ønsket.

Svar:

Hej
Du er ønsket gravid, tillykke! Men, du er bekymret, fordi du har drukket en del alkohol de sidste par uger.

Nej, der er ikke stor risiko for dit barn. Mange kvinder tager først de anbefalede hensyn, når de ved, de er gravide, altså i 4. -5. uge, og langt de fleste børn er raske.

Jeg vil opfordre dig til at slappe af, nyde din graviditet og følge graviditetsråd om alkohol.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske