Jeg står i en kæmpe frustration over min kæreste, jeg fandt ud af jeg var gravid da jeg var i 6 uge, nu er jeg så i 11 uge. Men det er også mig en kæmpe gåde om hvordan jeg overhovedet er blevet gravid, det skal siges jeg har ikke taget p-piller siden september sidste år, men jeg har ikke haft min menss i over 3 måneder, inden jeg blev gravid.

Løs aftale om prævention

Nå men jeg stoppede med mine p-piller der sidste år, fordi jeg ville have styr på min cyklus igen, da den havde vært noget rod, og det sagde jeg til min kæreste, og det var okay med ham. Efter en måneder ca. spørger han, om jeg er startede på mine piller igen, hvor ved jeg siger nej, og vi snakker frem og tilbage om, hvad vi skal og ikke skal. Et eller andet sted fik vi aldrig sagt 100% at jeg skulle forsætte med ikke og tage dem, så jeg lod være da vi begge vil vores forhold og have vores fremtid sammen.

Gravid, men vil ikke have abort

Men nu er det store problem at jeg er gravid og kan på igen måde få taget en abort, da jeg for 10 år siden aborteret ufrivillig og uden jeg viste jeg var gravid, jeg var så ung dengang og indelukkede så jeg gik med det selv og fik lagt det bag mig, men nu hvor jeg er blevet gravid igen er min skyldfølelse kommet tilbage og jeg har det så skidt med det, men igen det var ufrivillig abort.

Min kæreste føler jeg presser noget ned over ham

Min kæreste føler sig ikke klar til og skal være far igen, da han har et barn på snart 3 fra et tidligere forhold, og det frustrere mig så meget at han ikke vil når vi egentlig har snakket om, at vi gerne vil have børn sammen, men han vil vi først skal købe et hus og lige have ny bil, og han mener jeg har udlignet min graviditet med, at han har fået sin motorcykel. Men hvordan i alverden kan han sammenligne de to ting er mig en gåde. Men han kan bare ikke være far.

Han siger han elsker mig og vil være sammen med mig, men bare ikke med et barn. Vi har begge to en uddannelse og to gode jobs, som vi ikke skal klage over. Dog ved jeg, at jeg må overflyttes på alm daghold eller finde nyt arbejder efter min barsles er over, da jeg på arbejder 12 timers.

Jeg har sagt, at en abort kunne/kan jeg ikke. Min kæreste er sur over at jeg ikke har taget ham med på råd om min beslutning om at beholde barnet. Han mener, jeg har presset noget ned over hovedet på ham. At jeg ændre resten af hans liv ved at få det barn, når han ikke vil. Men hvorfor kan han sige som han gør?? Når han i forvejen er far.

Vi har vært sammen i et år, og jeg har stadig ikke mødt hans søn. Selvom jeg prøver og snakke med min kæreste om hans søn, bliver han sur og lukker af. Der er visse ting han ikke vil snakke om lige med hans søn, fordi det gør ondt på ham.

Han har sagt, inden jeg blev gravid, at hvis jeg blev gravid skulle vi kæmpe for forholdet. Vi skulle ikke gå fra hinanden, når vi havde børn, fordi han ikke ville kunne klare det sammen igen, som der skete mellem ham og hans eks. Og han ved, at jeg er klar til at kæmpe for forholdet, fordi jeg elsker ham og vil have en kernefamilie med ham.

Forskellig baggrund skiller os

Vi kommer fra to vidt forskellige baggrunde, da jeg kommer fra kernefamilien og han kommer fra en skilsmisse familie, hvor hans søskende og ham har sammen mor men ikke far nogle af dem. Og han har oplevet en masse og som har sat sine spor i ham i dag, som jeg også har prøvet og forklare ham er at jeg kan ikke kæmpe for vores forhold alene, der skal handig kæmpe.

Vil vente med barn

Vi vil begge være sammen med hinanden og elsker hinanden, dog vil han ikke have barnet lige nu han vil vente, men nu er jeg 26 og han 24 og jeg er klar nu til og blive mor. Men skal jeg bare give ham tid til og vænne sig til tanken, eller skal jeg tænke på mig selv og gå fra ham, selvom jeg ikke ønsker det, men ved hvor langt ned jeg vil komme hvis jeg får en abort, og så er forholdet ødelagt for han vil ikke kunne klare og skulle hjælpe mig op, da han selv har ting han kæmper med, men det har alle jo i dagen dk.

Håber det giver mening det jeg har skrevet, når jeg har mange tanker og frustrationer kan det være svært og få det hele til og hænge sammen, når det skal skrives ned.

Mvh en der glæder sig til og blive mor?

Hej
Du er uventet gravid og glæder dig til at blive mor. Din kæreste vidste, at muligheden for graviditet var tilstede, han tidligere sagt, at hvis du blev gravid, skulle I kæmpe for forholdet. Men nu, da situationen er opstået, bebrejder han dig, at du vælger barnet. Uplanlagt graviditet kan chokere mange fyre.

Din kæreste har en kompliceret baggrund med sig, det stresser ham sikkert yderligere. Som mange andre fyre siger han, at han ikke er klar. Og det er sikkert sådan, han føler det. Men du kan nå at blive gravid flere gange, før han føler sig klar. Og som du skriver, hvis du valgte abort pga pres fra ham, så vil Jeres forhold måske gå i stykker.

Naturligt at føle sig såret

Det er klart, at du føler dig såret, det skulle have været en skøn tid for Jer begge, I vil hinanden, men han vil ikke være far til det lille barn, der nu er på vej. Ved din kæreste, hvor meget det er dig imod at få abort? Hvad tænker han selv om abort? Ved han, at en abort kan koste Jer forholdet? Tal med ham om, hvad det er, der afskrækker ham så meget ved, at i skal være forældre?

En unik mulighed

Ja, han har en svær historie med sig, men nu har han en unik mulighed for at være mand for den kvinde, han elsker, at tage sit ansvar på sig overfor dig og Jeres lille barn. Og der er længe til barnet bliver født, både han og I kan nå at arbejde med Jeres forhold, så I er godt forberedte på familielivet. Undersøg evt PREP, som er et godt kommunikationsforløb til at par, der vil forberdre deres forhold.

Når Jeres barn bliver født, og måske inden da, vil han formentlig elske og ønske barnet. Du skriver, at du på ingen måde kan få en abort. Når du har det sådan, så hold fast ved det. Du lider efter en spontan abort, og hvis du vælger provokeret abort pga pres, er du i risiko for at få det meget svært psykisk. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig og Jer.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske