Spørgsmål:
Hej.
Jeg er ung pige på 23 år som for en lille uge siden har fundet ud af jeg var gravid, jeg er 5 uger henne. Jeg ønsker det her barn, og det har været min drøm i et par år. Jeg bor sammen med min kæreste og har været sammen med ham i snart 2 år. Han vil på ingen måde have det her barn, og har givet mig valget mellem ham eller babyen. Jeg er så frustreret.
Han siger han nok skal støtte mig og hjælpe mig igennem aborten. Han fortæller mig hver dag han elsker mig, og siger at hvis det nu bare have ventet lidt/ et par måneder. Han mener ikke selv han er klar. Jeg har al den opbakning man kunne ønske sig fra min familie og endda også fra hans mor har sagt hun nok skulle hjælpe mig til en vis grad grundet hendes søn.
Er bange for, at han går fra mig
Jeg er så ked af det. Jeg er bange for, at hvis jeg tager aborten, at han så går fra mig, fordi han ikke tør løbe chancen igen. Han bliver selv 24 år om nogle dage. Derudover skal det siges vi har ikke brug prævention, jeg stoppede mine p-piller sidste år i juli, og det har han vidst. Vi har endda også været hos en gynækolog for cirka 3 mdr. siden, for at finde ud af, hvorfor jeg ikke kunne blive gravid, han afl. en sædprøve. Men nu siger han han gjorte det for mig skyld, fordi jeg var bange for ikke at blive gravid.
Jeg føler mig presset ud i en abort, som jeg på ingen måde har lyst til. Jeg er også bange for selve aborten. Økonomisk er det ikke noget problem, jeg er færdig som sygeplejerske i juni næste år, så jeg kan skrive min sidste eksamen hjemme. Er der nogle gode råd i sådan en situation jeg står i ?
med venlig hilsen en frustreret pige.
Svar:
Hej
Hvor er det svært for dig. Og en urimelig situation, din kæreste sætter dig i. Det lyder til, at I har forsøgt at opnå graviditet, ingen prævention, opsøgt gynækolog. Nu er du så gravid og du ønsker barnet, men istedet for at kunne glæde dig med din kæreste, truer han med at gå, hvis du ikke får abort. Han reagerer desværre som mange unge fyre, når en graviditet konstateres. En slags chokreaktion og en naiv tanke om, at abort løser situationen. Mange fyre siger, at “de ikke er klar”. Han siger tilmed, at det måske havde været bedre om et par måneder. Hvilken forskel havde det gjort? Han siger, han elsker dig. Ligenu har han en unik mulighed for at vise dig det i handling, nemlig ved at tage sit ansvar på sig og vise sig som mand overfor dig og det lille ufødte barn, som han er medansvarlig for undfangelsen af.
Mange forhold kan ikke holde til en abort
Du er bange for at miste ham. Og ja, hvis du beholder barnet, risikerer du, at han smutter. Men som du også skriver, hvis du får den abort, som han prøver at presse dig til, kan det også være at han smutter. Eller det kan være at du gør. Nogle forhold kan ikke holde til et barn, mange forhold kan ikke holde til en abort, særligt hvis parret ikke var enige. Bla fordi han ikke kan forstå, at hun bliver ved med at være så ked af det i så lang tid, og fordi hun oplever stor vrede overfor ham, der pressede hende til et så afgørende valg. Overvej, hvordan du tror, du vil have det, hvis du vælger abort? De fleste kvinder får det psykisk svært efter en abort i kortere eller længere tid, og af forskellig sværhedsgrad. Overvej begge, om I vil udsætte dig for den risiko. Overvej, hvilke livsværdier du har og hvordan de kan hjælpe dig i denne situation.
Find ud af, hvad der skræmmer ham
Måske bliver du alenemor, men du ved, du kan klare det og at du kan få hjælp. Måske besinder din kæreste sig. Enten iløbet af graviditeten eller når han ser sit barn. Og da vil han nok undre sig over, at han havde ønsket abort. Prøv at finde ud af, hvad det er der skræmmer ham så meget ved at blive far. Kender I nogle andre unge familier/fædre, som han kunne tale med? En graviditet er lang, meget kan nå at falde på plads mentalt og praktisk.
Lad dig ikke presse til en abort du ikke ønsker. Det er dit barn og primært dig, der skal leve med din beslutning.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske