Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Gravid med mand, der ikke vil have barnet

Spørgsmål:

Jeg er i syv sind. Jeg har kendt denne mand i tre år. Vores forhold har altid været præget af stor intensitet, passion og ikke mindst en masse op og nedture hvor vi på skift har prøvet at slippe hinanden. Jeg har været gravid to gange med ham. Ville gerne have barnet begge gange men han mente ikke omstændighederne var rette(hvilket de heller ikke var). Nu er jeg så gravid for tredje gang( vi har ikke brugt prævention i et halvt år, hvilket der var helt rene linier omkring). Han gjorde det forbi et par dage forinden jeg fandt ud af at jeg var gravid. Jeg er i forvejen mor til en datter fra tidl forhold. Han har også børn fra tidl.

Har altid ønsket mig en til

Jeg har altid ønsket mig een til (og særligt med ham som jeg er/har været så forelsket i) og da jeg er 38 år er jeg jo godt klar over at tiden er ved at løbe ud for mig. Vi var allerede begyndt at tale om os igen da jeg opdagede graviditeten. Men nu trækker han alt hvad han har sagt tilbage. Han mener at jeg skal få en abort da vi jo var gået fra hinanden. Jeg har forsøgt at forklare om mine følelser ift endnu en abort, det biologiske aspekt, men han forstår det ikke. Jeg forstår udemærket hans udgangspunkt hvilket jeg også har fortalt ham og jeg ønsker ikke at være sådan en kvinde der “laver et barn på en mand” som ikke har lyst. Samtidig har jeg lyst til dette barn. Jeg forsøger at være ærlig overfor mig selv og kigge indad. Finde ud af om jeg har skjulte motiver (håber jeg i virkeligheden at han så bliver hos mig etc).. Jeg har vist bare brug for en udenforstående der kan objektivere tingene for mig.

Svar:

Du er gravid med din eks-kæreste efter ½ år uden prævention. “I” har tidligere fået 2 aborter, og han mener, du skal have endnu en. Du har lyst til dette barn, og du har altid ønsket dig et barn mere end hende du har. Nu undersøger du dig selv for dine motiver for at beholde barnet. Hvordan kan det være, at du har brug for at retfærdiggøre, at du ønsker dette barn? Din eks-kæreste forstår ikke dine følelser.

Hvordan har de to aborter været for dig?

Hvordan har de to aborter været for dig? Og for Jeres forhold? Du har ønsket børnene, men han har ikke ment omstændighederne var de rette, hvad de heller ikke var (pga Jeres turbulente forhold?) Nu står I der for 3. gang: Du ønsker barnet, han ønsker abort. Du er fortsat glad for ham, og ønsker ikke at være en kvinde, der “laver et barn på en mand”, der ikke har lyst. Og det kan du jo aldrig blive. Barnet blev til, fordi I var enige om ikke at bruge prævention. Han kan blive en mand, der presser en kvinde til (endnu) en abort. Og du kan blive en kvinde, der passer på det barn, I sammen er ansvarlige for tilblivelsen af.

Hvem skylder du en begrundelse for dit valg?

Overvej, hvorfor du synes, du skal forsvare overfor dig selv (og ham?), at du vil passe på og beholde barnet? Hvem skylder du en begrundelse for det? Du ønsker barnet, og måske ønsker du også at få barnets far tilbage. Det er da helt ok. Og måske besinder han sig og vælger at være ansvarlig overfor Jer begge.
Jeg vil opfordre dig til at lytte til dig selv, uanset hvad du vælger, er det primært dig, der skal leve med dit valg.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske