Spørgsmål:
Jeg er 6 uger henne. Jeg har kendt min kæreste i 10 måneder, hvor det har været officielt i 2 måneder.
Jeg bor stadig hjemme. Dog har min kæreste en lejlighed, dog bor vi lige 150 km fra hinanden. Dog er vi begge færdig uddannet med fast job begge to. Vi begge to, er i midten af 20’erne.
Jeg glæder mig over, at jeg er blevet gravid, men samtidig tænker jeg: Er det her det rigtige? Burde vi have boet sammen inden jeg blev gravid? Er det her for tidligt? Kan forholdet klare det her? Burde jeg få en abort, selvom jeg altid har været imod abort? Hvordan dælen vil mine forældre reagere?
Kan gå fra det ene sekundt at være glad over at være gravid, til det næste sekund hvor jeg er ked af det og føler for, at en abort er det rigtige…
Min kæreste er glad for, at jeg er blevet gravid og han støtter mig utrolig meget.
Svar:
Hej
Du er gravid og er spilttet mellem at være glad og ked af det. Det er naturligt at opleve følelsessvingninger, når man er gravid. Umiddelbart efter befruftningen sker der meget med det lille nye liv og din krop producerer hormoner, som du bliver påvirket af.
Ja, det er tidligt i Jeres forhold, at du bliver gravid. Og det havde nok været mere oplagt, at I boede sammen. Men sket er sket, du er gravid og din kæreste er glad og støtter dig. –Tillykke med sådan en ansvarlig kæreste!
Du overvejer abort, selvom du altid har været imod abort. Overvej, hvorfor du har været imod abort? Og hvad der skulle få dig til at vælge stik modsat af din tidligere overbevisning? Hvordan tror du, du vil have det efter en evt abort?
De fleste kvinder får det svært efter abort i kortere eller længere tid og af forskellig sværhedsgrad. Ja, nogle forhold kan ikke klare et barn, mange forhold kan ikke klare en abort, særligt hvis de ikke var enige om aborten.
Hvad betyder det, hvad dine forældre og andre tænker I “burde”?
I venter barn, I glæder Jer (og du er også nervøs), du er imod abort, – det er det, omverdenen må forholde sig til.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk eller ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
(16.07.14)