Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Gravid - kæreste vil forlade mig

Spørgsmål:

Kære brevkasse. Jeg er gravid, men min kæreste vil forlade mig, hvis jeg beholder barnet.

Jeg er 22 år og bor med min kæreste som jeg har været sammen med i halvandet år snart. Jeg tager p-piller og har taget dem korrekt hele tiden, men har nu fundet ud af at jeg er blevet gravid alligevel.

Det kom som et chok og min kæreste fortalte hurtigt at han ikke vil have barnet, da han ikke er klar og ikke kan tage vare på et barn. Så han fortalte at jeg enten skal vælge en abort ellers vil han forlade mig. Desuden synes han heller ikke jeg er klar til et barn, fordi jeg har en depression.

Jeg er selv meget i tvivl om hvad jeg skal stille op. Jeg har det ikke særlig godt og har været sygemeldt i 3 år pga. min depression. Men jeg føler hverken jeg får det bedre eller værre. Er bare tom indeni og har intet at stå op til. Er bange for jeg vil fortryde en abort, men er ligeså bange for jeg vil fortryde et barn.

Men jeg har det bare så dårligt med tanken om at få den abort. Jeg har været skruk i noget tid, men det går over igen og så kommer det tilbage. Jeg tænker også om et barn ville kunne ændre mit liv på en postiv måde, fordi jeg vil have noget at kæmpe for og elske. Men det er jo bare en forestilling. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.

Svar:

Hej
Det er en svær situation, du står i som gravid, både pga din depression og pga din kærestes barske udmelding.

Det er længe du som ung har været sygemeldt med depression. Hvem taler du med om din depression? Din læge? Din sagsbehandler?

Hvad tænker du om din kærestes trussel om at forlade dig, hvis du ikke vælger abort? Overvej, hvordan du tror, du vil have det med din kæreste, hvis du vælger abort pga ham.

Jeg vil opfordre dig til at finde mere ud af, hvad du vil. Måske vil en abort forværre din psykiske tilstand, særligt hvis du fortryder aborten. Og måske vil et barn være en så stor opgave for dig, at du får det mere svært psykisk. Det er muligt, du fortryder, hvis du beholder dit barn, selvom det er sjældent, man hører om, at forældre fortryder deres børn. Du overvejer, om et barn kan ændre dit liv positivt, måske. Man tilråder sjældent at få børn af den grund, men det er jo heller ikke det, der her er tale om; du planlægger ikke at blive gravid, du er gravid, barnet er på vej.

Hvem kan du tale med, udover din kæreste? Hvem kan hjælpe dig, hvis du beholder barnet, og din kæreste gør alvor af sin trussel? Måske du har brug for særlig støtte fra Sundhedsplejen.

Du er bange for at fortryde en abort. Hvad tænker du om abort? Hvad får dig til at tænke, at du måske fortryder? Hvordan tror du, du vil have det efter en evt abort?

Du er også bange for at fortryde et barn. Hvilke tanker gør du dig? At du dermed har “mistet” din kæreste?

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske