Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Jeg er i tvivl om abort, men det er min kæreste ikke

Spørgsmål:

Hej jeg står i den situation at jeg er blevet gravid. Jeg kan jo ikke sige at det var uventet, fordi min kæreste og jeg i fællesskab besluttede sidste år i oktober jeg at skulle smide pillerne for at lade min krop rense ud. Jeg fik min menstruation sidst i januar månede og den varede on/off i 2-3 uger. Så jeg tænkte ikke over det og jeg er faktisk startet på p piller igen.

Men jeg skulle til læge og have tjekket for blærebetændelse og bad i samme omgang om en graviditetstest. Lægen kom ind med en svag positiv test. Og vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Jeg måtte hjem og informere kæresten og han meldte klart ud at han ikke er klar og vi skal holde aftalen om at vi får abort. Men helt ærligt så havde jeg ikke set den komme, at det ville tage så hårdt på mig.

Jeg er ikke mere end 4-6 uger henne. Jeg sidder med en frygt for at mit forhold til min kæreste vil ændre sig og samtidig en kæmpe frygt for depression og for at fortryde en abort resten af mit liv. For inderst inde er mit største ønske at beholde barnet, men jeg vil ikke sætte et barn i verden hvis far ikke ønsker det, og jeg vil heller ikke gå imod den aftale min kæreste og jeg har lavet fra starten; intet barn endnu.

Jeg har fortalt min mor og at jeg er gravid, hun støtter mig 100% og siger at det er mit valg. Jeg er splittet.

Svar:

Hej
Det er en svær situation for dig; du vil beholde dit barn og du vil holde aftale med din kæreste om, at I ikke skal have barn endnu. Du kan vælge at passe på dit barn, og dig selv, og du kan vælge abort, som din kæreste ønsker. Din mor har ret i, at det er dit valg. Det er dejligt for dig, at hun vil støtte dig.

Hvad siger din kæreste til dine tanker om abort? Du har en frygt for depression og fortrydelse, hvis du vælger abort, og det er en reel risiko. Vil han udsætte dig for den risiko? I vidste begge, at du ikke tog p-piller og at graviditet var muligt. Havde I talt om, at du skulle have abort, hvis du blev gravid? Eller havde I talt om, at I skulle vente med at få barn?

Synes du, at du skylder din kæreste at få abort? Det er “uheldigt”, hvis du har lovet ham abort, men måske er det et af de tilfælde, hvor du ikke kan holde, hvad du har lovet, for du skylder også dig selv, at stå ved, det du vil. Du har en frygt for Jeres forhold. Og ja, uanset om du vælger barn eller abort kan det få konsekvenser for Jeres forhold. Overvej, hvordan du tror, du vil have det med din kæreste, hvis du får en abort udelukkende pga hans ønske?

Din kæreste er ikke klar, og den oplevelse deler han med mange fyre, hvis kæreste bliver uventet gravid. Men han kan blive klar, når først chokket har lagt sig og det hele bliver lettere at forholde sig til, når maven vokser eller først når han ser sit barn.

Vær sikker på, hvad du vil, før du evt vælger abort. Det kan ikke gøres om. Læs evt begge i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Håber det bedste for dig og Jer.

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Relaterede spørgsmål

Kæresten presser mig til abort