Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Gravid igen - ønsker ikke endnu en abort

Spørgsmål:

Hej, jeg skriver da jeg er i lidt af et dilemma. Min kæreste og jeg er gravide for anden gang inden for halvandet år. Første gang fik jeg en abort, på min kærester opfordring. Da han ikke var klar til ansvaret.

Han var rigtig ked af det og det samme var jeg, da jeg egentlig gerne ville ha barnet, men jeg holder utroligt meget af min kæreste, og han skal være lige så meget enig i at få børn som jeg, da det i min optik er en fælles beslutning. Den gang for halvandet år tilbage, blev vi enige om, at det aldrig skulle gentage sig med hensyn til abort.

Jeg ønsker virkelig ikke endnu en abort

Men nu er vi så her lille juleaften, og jeg står men et ubehag i kroppen over, at stå med en positiv graviditetstest i hånden. Jeg er nervøs over at fortælle min kæreste det, da jeg ved han bliver ked af det, og det er det sidste jeg ønsker, han skal være, og slet ikke her til jul. Så jeg har beslutter først at fortælle ham det efter jul (25-27 dec). Det er så det første problem.

Andet problem er at jeg virkelig ikke ønsker at få en abort mere!! Hvad tænker læger osv ikke om mig. Og så det at igen slukke for er lille hjerte der banker så smukt! Jeg vil rigtig gerne ha børn og vil egentlig også gerne havde en lille en nu! Jeg vil bare rigtig gerne ha at det skal være i fælles skab og et fælles ønske.

Min kæreste ønsker sig også at få børn. Men ikke før han er klar (men bliver man nogen sinde det?). Ihverfald har jeg brug for et råd! Så hvad gør jeg lige her?

Bonus info – vi er beggge 22 år. Bor sammen og har været kærester i 2,5 år og har kendt hinanden i 8 år.
På forhånd tak fordi du tog dig tid til at læse min besked.

Svar:

Hej
Du er uventet gravid, vil egentlig gerne have barnet, og ønsker ikke at få abort, igen. Men du er sikker på, at din kæreste vil blive ked af det, når du fortæller om den positive test, for han ønsker ikke at få barn, før han er klar. Det er svært for dig, for du holder meget af din kæreste og ønsker at et barn skal være en fælles beslutning. Og det er jo det idelle at kunne være fælles om graviditetsglæden og forventningerne.

Din kæreste ved, at Jeres samliv kan føre til graviditet, det har det tidligere gjort, og du fik abort pga din kærestes opfordring. I var begge kede af det og enige om, at abort ikke skulle gentage sig. Hvad får dig til at tro, at han ikke vil holde fast ved den beslutning?

Meget kan nå at falde på plads

I er lidt unge, ja, men har kendt hinanden længe og været kærester i 2,5 år. Mht at blive klar, så kan du have ret i, at mange fyre/mænd kan have svært ved at blive klar, særligt når kæresten er uventet gravid. Da kan de opleve en form for panik og tænke, at abort er en løsning, der spoler tiden tilbage.

Du har betalt en pris for din abort og ønsker ikke endnu en. En graviditet er lang, meget kan nå at falde på plads både praktisk og mentalt.

Fortæl ham om dine tanker

Hvis din kæreste reagerer, som første gang du var gravid, så prøv at finde ud af, hvad der afskrækker ham så meget ved at skulle være far? Og fortæl ham, hvordan du har det, at du ønsker at beholde barnet, at du tænker på det lille hjerte, der slår. Hvis han er i tvivl mht fosterudvikling, så kig evt på fakta om dette på Abortliniens hjemmeside. Og tal om, hvilke konsekvenser en evt abort vil kunne have for dig, og Jer.

De fleste kvinder får det psykisk svært efter abort i forskellig sværhedsgrad og af forskellig varighed. Sværest er det for dem, der var i tvivl eller blev pressede. Overvej, hvordan du vil have det med din kæreste, hvis du igen får en abort pga ham. Nogle forhold kan ikke holde til et barn, mange forhold kan ikke holde til en abort, særligt hvis parret ikke var enige.

Stol på jeres fælles beslutning

Du ønsker, at et barn skal være en fælles beslutning, men er det, det samme, som at et uventet barn skal resultere i en abort? Mener din kæreste det? I har taget en fælles beslutning om sex og har også taget en fælles beslutning om ikke at få abort igen. Hvad fik Jer til at tage den beslutning? Hvad skulle få Jer til at ignorere den beslutning? Hvordan kan I støtte hinanden i at holde fast i Jeres beslutning?

Fortæl ham, at du stoler på ham

Måske er din kæreste i tvivl om, hvorvidt han er klar til det ansvar et barn er. Men hvorfor skulle han ikke blive klar i løbet af graviditeten? Kunne det hjælpe ham, hvis du giver udtryk for, at du stoler på ham og ved, at I sammen kan klare det?

Selvom graviditeten ligenu ikke er ønsket, kan Jeres barn sagtens blive både ønsket og elsket. Mange børn er ikke planlagte, men er alligevel en ligeså stor gave til deres forældre, som de planlagte børn.
Håber, I får en god snak. Håber, det bedste for Jer. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske