Spørgsmål:
Mor til tre børn, dejlige som bare fanden. Gift med deres far, og nu lige opdaget jeg er gravid igen.
Vi har det svært økonomisk, og et eller andet sted er det uforsvarligt at få nr. 4. Men jeg kan ikke sige som min mand. Han siger han ikke magter en til.
Jeg elsker børn, og har svært ved tanken om at skulle slå et uskyldigt foster ihjel–mit barn. Men jeg går også pt. og er depri. pga en dum ryg, manglende job, så måske – ja jeg ved det ikke.
Jeg følte bare lige trang til at smide et par ord her.
Ved du om man kan få noget hjælp økonomisk? Jeg er på dagpenge, og min mand er på elevløn (voksen). Vi ønsker os en bil – blir til en minibus.
Kan ikke holde rede i mine tanker.
Svar:
Hej! Ja, det må være svært at holde styr på tankerne i din situation og det er godt du følger din trang til at “smide et par ord”. Det er vigtigt for dig, at du tager dig tid til at undersøge dine muligheder og finder ud af, hvad du vil inderst inde. Uanset om du vælger barn eller abort er det et valg, du skal leve med.
Du har svært ved tanken om, at dit barn skal slås ihjel, det skal du tage seriøst. Når du har det sådan, er der en reel mulighed for, at du kunne blive en af de kvinder, der får det meget svært psykisk efter en abort. -Vil det ikke være uforsvarligt overfor dig selv og din familie?
Mht økonomisk hjælp, det tror jeg, I kan få. Det vil din sagsbehandler kunne fortælle dig om.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk. Du er også velkommen til at ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske